Conan, her iført sit bedste ansigt.
“Hvad er bedst i livet, Conan”, spurgte jeg en aften vi sad ved bÃ¥let fra en snes nedkæmpede fjenders brændende kroppe og andre ejendele. Han sÃ¥ eftertænktsomt op i det stjernespækkede himmelhvælv mens han langsomt gumlede pÃ¥ en lidt snavset kvist han havde fundet nogle timer tidligere. “En flot sekstant”, sagde han endeligt og kiggede lidt fraværende pÃ¥ mig. “En messing sekstant, med en totalt flot æske i mahogni, som man kan lÃ¥se med en lille nøgle.” Han nikkede langsomt og flyttede sit intense blik ud i horisonten. Det var som han foranlediget af mit ufølsomme spørgsmÃ¥l ihukom en særlig vanskelig situation fra hans fortid, hvor forsvarlig opbevaring af navigationsudstyr havde spillet en fremtrædende rolle.
Jeg lod et par minutter passere i tavshed. Conan var tydeligvis berørt af hans ufrivillige gensyn med fortiden og jeg kunne se at hans øjne var blanke. Han snøftede og forsikrede mig at han ikke græd, men derimod var generet på luftveje og øjne af det usædvanligt høje indhold af hør i klædestykkerne på de inferiøre og mørklødede fjender, der just nu tjente os som improviseret arne.
En overrasket Conan har lige pakket en fødselsdagsgave fra undertegnede op.
I en støvet og travl by stødte vi pÃ¥ en lama, som uden yderligere provokation gav sig til, med nogen kraft, at savle pÃ¥ Conan. Der er noget sært med større husdyrs reaktion overfor denne mand. Da jeg adskillige gange havde været vidne til hvorledes han hÃ¥ndterer(!) en sÃ¥dan situation, forberedte jeg mig pÃ¥ hÃ¥ndgemæng med dyret, dennes ejer og ejerens familie ud i adskillige led. Vil du tro det, Conan tørrede blot dyrets mundvand af sig og slentrede ubekymret videre. Da jeg senere spurgte ham om mødets udsædvanligt ikke-voldelige udfald var hans eneste kommentar: “Lamaer, mand. De er pÃ¥ mange mÃ¥der dyrerigets æsler”. Jeg bad ham forklare den udtalelse nærmere, hvortil han kryptisk og, ser jeg nu, en anelse undvigende svarede “Niks!”. Jeg lod emnet ligget, da jeg kunne se at vi ellers skulle til at have en af vores talrige lektioner om livet, som oftest endte med at Conan befandt sig liggende oven pÃ¥ mit legeme. “Be’ be’”, skulle jeg sige, førend en sÃ¥dan lektion ville tage sit ophør.
Mine rejser med Conan var mange, fordi vi tit rejste samme sted hen, sammen. Vi nød hinandens selskab og den prægtige mande-kriger frelste mig fra flere farer end jeg kan huske. Mere end én gang måtte vi varme vores kroppe op ad hinanden på en intim, men har jeg lovet at slå fast, bestemt aseksuel og mandig facon. Det var koldt, absolut nødvendigt men var medvirkende til at vi blev så fortrolige som er tilfældet: Meget. Selvom det er nu en rum tid siden vores veje skiltes, falder mine tanker tit på de oplevelser vi havde sammen. Det kunne der såmænd blive en mægtig bog ud af en skønne dag.
Mere tak!
Aben lever! Tak du gæve Frølich!