next post: Vreden, Gudinde! Besyng…
 
Selvhjælp
af
Det ville jeg også have gjort hvis jeg havde set sådan ud.
Han gjorde det.

Jeg har overvejet selvmord. Ofte. Altså ikke mit eget. Andres selvmord. Jeg er af den ydmyge mening at der er en del mennesker der godt kunne trænge til lidt mere selvmord. For mange eksistenser der burde overveje hvad deres liv på jorden gavner, lever videre i bedste velgående og går omkring ganske uden at være døde nok. Det ligger mig til gene og jeg vil gerne lave om på det. Sporenstregs, om ikke før.
Jeg er ikke hverken et hadefuldt eller ondskabsfuldt gemyt. Jeg er ingen arg rumpet eller kedelig møgkarl. Jeg er bare såre praktisk anlagt, og jeg oplever med stigende hyppighed at forskellige af de folk jeg møder på gader og stræder, mere er i vejen end til gavn. Menneskeligt ukrudt om man vil, som ikke gør megen glæde i nyttehaven som vi kalder Danmark. Og på ukrudt skal hældes gift eller ild eller en cocktail af giftig ild og magi.

Her taler jeg ikke om nogen specifik befolkningsgruppe. Jeg er ikke efter tilhængere af nogle af de populære organiserede religioner. Ej heller af folk der har anden hudfarve end blegfed. Og stakler der føler sig deprimerede og er ude af stand til at se mening med livet, er stakler der simpelthen bare må tage sig sammen og finde mandsmod. Næ, jeg taler om de individer der simpelthen burde forgøres fordi deres eneste formål på denne klode er at tømme deres blære lige der hvor min sukkermad ligger. På sin faste sukkermadsplads.

Hendes kobra bed hende i brystet. Avs.
Cleopatra gjorde det.

Jeg ville klart foretrække selv at rive et par år ud af kalenderen og tage på mit eget lille retfærdige korstog. Rejse rundt i landet og stemme dørklokker fra morgen til aften, og gøre en ende på dem som byder mig trods. Med en lægtehammer eller mine bare ubarkede næver. Men opgaven er kolossal og uoverkommelig for et skrøbeligt helbred som mit. Derfor planen med selvmord til folket.

Selv ville jeg naturligvis aldrig kunne finde på at begå den slags. Selvmord er mig ganske umuligt, så vig bort med den slags tale. Grunden er, at jeg netop har underskrevet en bindende juridisk livsforsikring. En forsikring som, i tilfælde af min alt for tidlige død, ville sikre min familie økonomisk. I en uge eller to.

Hvem ville også kunne holde succes og penge ud?
Han gjorde det.

Valgte jeg at gøre slut på mig selv ville der derimod ikke falde en krone til mine efterkommere. De ville være tvungne til at digte omkring min pludselige død. Løgne som ville lyde nogenlunde sådan her:

”Det var ikke selvmord. Det var et uheld…”

”…Brian har altid elsket smagen af sovepiller.”
”…Brian barberer altid sine håndled med en filetkniv i badekaret.”
”…Brian var i færd med at slikke riflen ren.”
”…det var mig der slog ham ihjel ved at skubbe ham ud foran en færge. Jeg kvalte ham med en skorpion! Giv mig de penge!”

Han lever stadig.
Han gjorde det. Dårligt.

Da jeg altid har været imod usandheder og fallaciteter (et ord jeg selv lige har fundet på) er det mig meget påliggende at min klan ikke skal ud i den slags skidt. Dertil kommer at stakler der vælger den slags, aldrig gør en ære ud af det. De er frygteligt forudsigelige. Hvor er fantasien og kreativiteten? Hvor er stoltheden? Det bliver altid det samme juks man har set en million gange før. Piller eller tog eller reb eller spring fra bro eller hus. Kedeligt grænsende til det pinlige.
Valgte jeg den nemme vej ud ville jeg sørge for at det ville blive husket. At forbipasserende ville stoppe op og pege og sige ting som ”hold da op.” og ”Det var liggodt noget.”.

Mit endeligt kunne være:

Iklæde mig en klædelig busseronne af fars og kravle ind hos løverne i Zoo. Spankulere hen til hanløven Oleg og sparke den i skridtet af al kraft.

Få trykt mig en t-shirt med motiv af Muhammed der kæler for en skive bacon og smiler billigende og suggestivt. Og så tage på en sidste weekendtur til Libanon.

Tage til en Star Wars messe og ytre frasen ”Ham Spock er klart min favorit Wookie.

Tage til en Star Trek messe og ytre frasen ”Ham Chewbacca er klart min favorit Vulcan. Og for resten har Commander Riker ikke en særlig stærkt defineret personlighed.

Have ubeskyttet sex med Afrika.

At løbe alt hvad jeg kan, hen til Præsident Bush for at forære ham en flot sabel.

Med både krudt og gift.
Han gjorde det. Dygtigt.

Men det er alt sammen tom snak og luftkasteller da jeg ikke har planer om nogensinde at gøre brug af mine evner og talenter udi selvmord. I hvert fald ikke som andet end en slags konsulent for de mennesker jeg gerne så udånde snarest.
Så håb ikke på min snarlige endeligt på egen hånd. Men væbn dig blot med tålmod. Naturen er så snedigt indrettet at den hurtigt gør kål på et vakuum.

{ 8 kommentarer }

next post: Vreden, Gudinde! Besyng…
Mere jul end godt er i Marts måned.
af

Abejugend, jeg skal bruge jeres hjælp. Jeg kan ikke gøre det alene. Eller det kan jeg godt men jeg gider ikke. Jeg er notorisk doven, jeg tager taxa når jeg går i søvne.
Tidligere her på aben har jeg skrevet om min plan om at lave en voksen julekalender til TV (link til artiklen med nisserne), men på grund af indavl og ondskabsfuld inkompetence i dansk tv, blev den aldrig købt og produceret. Nu, efter flere måneder i dyb depression og mange piller, spændetrøjer og kolde omslag senere, prøver jeg igen.

Det følgende er en præcis beskrivelse af hvad jeg og mine to kolleger, Michael Schøt og Jacob Wilson, har planer om at skrive og sælge til tv. Men er det en voksen julekalender du ville gide se? Læs og bedøm.

Men han er død.
Albert Speer ville le og le.

”Du synes din chef er led? Deres chef er Hitler!”

Hitlers Jul

En julekalender for voksne i hele 24 afsnit.

En julekalender der foregår på et helt tilfældigt kontor blandt helt tilfældige kontoransatte på noget der tilfældigvis er Hitlers forkontor dybt nede i en bunker, i det russerbesatte Berlin i slutningen af 2. Verdenskrig. Stemningen på kontoret er dårlig. Chefen er sur. Den røde horde står ved døren og Julen er truet. Kan de ansatte på kontoret finde julestemningen frem før det tredje rige kollapser?

I 24 afsnit prøver seriens hovedpersoner at redde julen imod umulige odds. De er alle ganske almindelige funktionærer der absolut intet med nazismen har at gøre, men som bare har en ret uheldig arbejdsplads med en ret tvær og ubehagelig chef, og som ihærdigt prøver at få det bedste ud af en ret umulig situation.

Hitler (som aldrig ses, kun høres skrige vredt) har været så uheldig at sende al kvalificeret kontorhjælp til fronten, hvilket har betydet at hans nuværende stab er en flok inkompetente fjolser. En flok inkompetente fjolser der enten indirekte eller direkte er skyld i alle de store fejltagelser der kostede Nazityskland sejren under krigen. Her spilles der Risk på Hitlers taktikbord når Hitler er væk, og her sendes vinterudrustningen til tropperne ved Stalingrad ved et uheld til tropperne El Alamein og her ansættes rask væk en rengøringsdame fra den franske modstandsbevægelse fordi hun er lækker.

Her er intet jødehad eller drømme om arisk overherredømme, her er kun tanker for hvem der skal hente basser ovre hos den gode bager (bag russernes linier), om der overhovedet bliver nogen julefrokost, om det er muligt at skjule julepynt i Nazipropaganda og hvem der skal være nisseven med Hitler? Helt almindelige kontortanker på et ikke helt almindeligt kontor.

Al handling foregår på Hitlers forkontor med hvad der umiddelbart dertil følger. Toilet, tekøkken, kopirum. Optagelserne blandes med arkivfilm af løbende russere og bombenedslag i Berlins ruiner.

Højt fra træets grønne top sidder hagekorset.
Hitler julehygger med drengene.

Dette er den programbeskrivelse de seje professionelle mediemoguler har modtaget og læst (skimmet før det rammer skraldespanden og går op i flammer). Nu har du læst det, men gad du se det på tv i december?

next post: Selvhjælp
 
En saga blot
af
For næsten alle unge.
Rige udfoldelsesmuligheder her!

Ungeren. Ungdomshuset. Kært barn har to navne. Og nu er det kære barn blevet revet ned af en robust nedrivningsgravko og tilbage står kun barnets tomme grund og de uetablerede stakler, som havde til huse inde i barnet.

Selv har jeg kun været inde i barnet en enkelt gang og jeg vil i forbindelse med at nævne dette holde inde med den tåbelige ikke-metafor med huset som et barn. En metafor er et sindrigt sprogligt kneb hvorved man beskriver noget ved at sætte noget andet i dets sted. Jeg kan ikke finde ud af at bruge det korrekt. Det jeg husker bedst fra min aften i Ungdomshuset, var den unge kvinde som hev et langt stykke snor ud af bagdelen på en hund. Dyret havde slikket sig ivrigt i rumpetten den ganske aften og noget var afgjort, ikke helt som det skulle være. Heldigvis var den kvindelige punker rådsnar og løste problemet til alles, ikke mindste dyrets store fornøjelse. Der var udskænkning af øl, livlig snak og nogle truttenspillere på en scene. Alt i alt en vellykket aften.

Lidt historie. Brugen af stedet blev af københavnske politikere overdraget til hele Danmarks ungdom. I hvertfald hvis man skal tro navnet huset blev givet. “Her er nøglerne der passer til låsen i døren. I kan opsiges med 3 måneders varsel. Hyg Jer og lad nu være med at male på væggene og svine alt for meget”, sagde de joviale politikere. I mange år gik det godt. Bevares der var op- og nedture og ikke alle mennesker på Nørrebro var lige lykkelige for de politisk bevidste unge brugere af huset. Udtryk om ikke “at kaste bræk op i egen kasket”, “gnide chili i egen mås” og andre selvopfundne variationer deraf, er gået hen over hovedet på de unge mennesker, til de øvrige beboeres store fortrydelse.

En skønne dag besluttede de folkevalgte på rådhuset at ejendommen skulle sælges. Jeg ved ikke hvorfor, så jeg holder mig til min første indskydelse. København skal have et nyt vartegn, i form af verdens største keramiske hanekylling og den skal stå rank og skinnende på Jagtvej 69.
Man informerede formelt de unge om planerne og at det i den forbindelse ville være herligt om de “pikkede ud af ikke-deres rotterede”. Uha, hvor blev de unge sociale mennesker arrige og de meddelte at der ikke forelå de store planer om at forføje sig. Men ak, politikerne havde skødet til huset trygt liggende i et gammelt støvet tornyster og samme skøde solgte de uden vaklen til Human A/S, som havde penge og for vane at købe ejendomme. Human A/S selv blev derefter opkøbt af Faderhuset, en rabiat himmelnisse-kult (indsæt selv morsomhed om pleonasmer).

Så en morgen for ikke så længe siden vågnede husets beboere ved at de ikke længere var husets beboere, men husvilde dissidenter i ordensmagtens varetægt. Politimyndigheden havde på fejeste vis undladt at bryde den stærkt befæstede port ned med hvad dertil ville høre af molotovcocktails, brosten og sække med økologisk og bæredygtigt dyrkede linser. Man havde i stedet sat nogle gæve betjente af på taget alt imens andre sprøjtede vand og sæbe ind af vinduerne. Den behandling var for stor en mundfuld for de ellers så beredte aktivister og det var ovre før det var begyndt.

Altså, hvor er jeg sur!
IIIIIIIIIIIIIIIHHHHHHHHH!!!!!

I kølvandet på dette fulgte de obligatoriske optøjer og ståhej. De unge mente jo at alle måtte kunne se de var blevet uretfærdigt behandlet af politikerne. Og når det sker er der kun ét tilbage at gøre. Brænd tilfældige menneskers biler af, rasér en skoles edb-faciliteter og kast med alt hvad der kan løftes fra jorden og stikkes ild på. Lidt ligesom et hysterisk barn. Ok, det var ikke kun én ting, men det understreger bare alvoren!

Jeg vil undlade at kommentere på beskyldningerne om uretfærdige anholdelser, for det har jeg slet ikke forstand til. Det bør ingenlunde tilfalde mig at vurdere, hvordan man som betjent udkommanderet i et uvejr af sten, ild og brændende sten bør reagere. Skal man anholde de i mængden som kun kaster med ganske få ting? Hvad hvis der kun er meget lidt ild i det kastede? Er virkelig værd at ofre en anholdelse på, hvis mistænkte rammer ved siden af?

Få ukvalificerede svar på disse spørgsmål og mange andre næste gang, hvor jeg vil fortælle om hvordan et nådesløst totalitært regime under min uindskrænkede ledelse, vil kunne dæmme op for den slags problemstillinger.

{

}