Brian Mørk & Thor Frølich præsenterer » Mikkel Thomassen

En uhellig TV trekant?
Min drøm som jeg husker den.

Jeg har 3 fjernsyn! – Tre! Denne overflod af fjernsynsfremvisere skyldes primært venner og familiemedlemmers storstilede indkøb af fladskærme, sådan som moden jo dikterer nu. Derved får de ofte fuldt funktionsduelige, men håbløst tredimensionelle fjernsynsapparater tilovers, som jeg så gladelig overtager. Jeg har nemlig, siden jeg var en lille dreng, drømt om at have et eller flere fjernsyn i alle rum af min bolig.

I drømmen var min bolig godt nok en form for ridderborg på en fjern planet beboet af ninja-robotter som jeg var konge over. Nu er boligen nærmere en lejlighed i Sydvest befolket af min kæreste, som hverken er helt ninja, halvt robot eller bare delvist interesseret i at gøre som jeg siger. Men et TV i hvert rum er jeg stærkt på vej til at have, så drømmen lever stadig. Og dog er alting alligevel ikke idel lykke…

”3 fjernsyn? - Tre?” spurgte El-giganten med sin tordnende røst og så vantro på mig. Jeg kunne se ham tælle antallet af øjne i mit ansigt og undre sig over, hvad jeg mon brugte det overskydende TV til. Jeg lagde nakken tilbage og prøvede at vise ham den metaldims, som splitter mit TV signal i 2 lige store dele, og som derved kun opfylder ca. 66% af mit behov. Dette var netop grunden til at jeg havde begivet mig på den farefulde færd ind i El-gigantens hule. ”Tre Fjernsyn?” Mumlede han og begyndte med stigende desperation at hive mere og mere tilfældige dimser ned fra lige så tilfældige hylder. Så lyste hans ansigt op i lettet glæde. ”jeg har sådan en her” sagde han og fremviste håbefuldt en metaldims fuldstændig identisk med min egen todelte signalsplitter.

”3 fjernsyn? - Tre?” spurgte el-troldmanden Merlin, som havde sin butik ved siden af El-gigantens. Han kiggede på mig med et overbærende blik som havde jeg lige fortalt ham, at jeg var Napoleon. Jeg mumlede forvirret et eller andet om, at det jo var rart med et fjernsyn i køkkenet, og at jeg vel næppe kunne være den eneste som havde haft det problem med TV signalet. Men troldmanden rystede blot på hovedet og gentog tankefuldt ordene for sig selv. ”Tre … fjernsyn?”

Min drøm som omverdenen åbenbart ser den

”3 fjernsyn? - Tre?” råbte manden i den overraskende lidt fantasy-prægede Fona-butik ved siden af El-giganten og Merlin. Han så på mig med det ansigtsudtryk som man normalt reserverer til romerske orgie-deltagere, folk som snakker i biografen eller andre personer med udtalt mangel på mådehold. Jeg kiggede forlegent ned på signalsplitteren i min hånd og forsøgte at formulere en sætning om, at det antal fjernsyn vel ikke var så usædvanligt. Men da jeg kiggede op kunne jeg se, at han udvekslede forargede blikke med anden ekspedient imens han pegede på mig og lydløst formede ordene ”tre fjernsyn!” med munden.

Jeg forlod butikken mens kunder og ansatte stirrede slet skjult, sådan som man gør, når man møder kendte massemordere, særligt vanskabte handicappede eller Dr. Alban. Siden har jeg ikke forsøgt at løse mit problem. Men nu tager jeg altså bladet fra munden (hvor det sådan set heller ikke hører til) og spørger Abekattens læsere til råds. For jeg kan vel ikke være den første mand i verden, som har oplevet dette problem.

Eller er der noget jeg ikke ved? Er det almen viden, at mere end to TV apparater i samme hjem kan gå i resonans og frembringe en form for elektromagnetisk puls som ødelægger elektronik og stikker atmosfæren i brand. Vil den kollektive hyletone fra tre simultane prøvebilleder måske påkalde frygtelige slumrende guder, som mennesket ikke burde kende til. Eller er det hele bare udtryk for den samme puritanske smålighed og jantelov som også forbyder os at tale med mad i munden, cykle uden tøj på eller invadere Polen?

Byggemand Gud
Skal vi se at få noget fra hånden?

Biblen er generelt ikke en bog præget af moderne litterære hensyn som troværdige karakterer eller realistiske plot. Tag bare starten – Gud skaber verden på 7 dage! Enhver som nogensinde har haft håndværkere vil vide, at den tidsramme er stærkt urealistisk. Her er et bud på, hvordan det nok snarere gik for sig.

Første Mosebog 2. udg.

Verdens skabelse

- I begyndelsen var ordet, og ordet var med Gud. Og Gud sagde: ”Tsk, tsk. Det bliver dyrt det her”.

Og Gud rystede på hovedet og sparkede til dækkene på sin Toyota Hiace og fortsatte. ”Ja, først skal jeg jo lave lys og alt muligt, det er der jo ikke engang tænkt på endnu. Men øh, er det noget du skal bruge en regning på eller hvad?”

På andendagen skabte Gud himmelvælvet og jorden og vandene, og han så at det var godt.

På tredjedagen vendte Gud tilbage og så, at det ikke længere var helt så godt som det havde været på andendagen da han gik. Og Gud sagde ”hvad fanden har du gang i din idiot, jeg sagde jo at du ikke måtte gå på det før det var tørt. Se her ovre i Himalaya, det er jo helt bulet. Jeg brugte fandeme en hel time i går på at få det glat!” Derefter gik Gud ud efter noget værktøj, og blev væk resten af dagen og næste dag med.

Disse arbejder blev desværre udført inden afdækningsplasten blev til.

På femtedagen skabte gud alle jordens dyr og himlens fugle og havenes fisk. Og han så at det var godt, også selvom Gud godt nok havde fået et par morgenbajere, og mange af dyrene var blevet ret mærkelige.

På syvendedagen hvilede Gud. Det havde han sådan set også gjort på sjettedagen, men jeg tænkte, at jeg hellere måtte lade være med at nævne det, thi Gud var stadig sur over det med Himalaya.

På ottendedagen var Gud lidt træt efter at have hvilet sig så meget, men han fik da sat fodpaneler op i det meste af Belgien, og han så at det var godt og så gik han lidt tidligt, men lovede at komme igen i morgen.

På niendedagen lod Gud vente på sig. Og selvom han godt nok havde skabt telefonen, havde han prompte slukket den igen. På tiendedagen var Gud heller ikke at træffe. På elvtedagen skabte Gud alle planter der sætter frø og alle træer der bærer frugt med kerne og sagde til dyrene og menneskene: ”Dem skal I have til føde”. Og selv om det nu var over en uge siden han havde skabt dyrene, og flere af dem var blevet sultne og var begyndt at spise hinanden, så han at det var godt.

På tolvtedagen sagde Gud: ”Lad os skabe mennesket i vores billede, så de ligner os! De skal herske over jordens dyr og himlens fugle, og de skal betale min regning nu, hvis jeg lover lige at komme og fixe det sidste i morgen!” Og mennesket betalte regningen, og Gud så at det var godt.

Og dagen efter så man ikke meget til Gud. Ej heller dagen efter igen,og sådan har det været lige siden. Himmelhvælvet lækker ganske kraftigt, og det trækker frygteligt, specielt på denne tid af året, og visse dele af Belgien er stadig uden fodpaneler.

Gud sendte godt nok en lærling til at lave noget af det sidste tømmerarbejde mange år senere, men da menneskene fandt ud af, at lærlingen faktisk var Guds søn, blev han hurtigt meget upopulær.

Gud er en kvinde
Tissetrold eller tissebøf?

Efter adskillige minutters halv-moden overvejelse over emnet, er jeg nu kommet til den overraskende konklusion, at Gud tydeligvis er en kvinde. Dette mener jeg ikke som led i den sædvanlige feministiske hønsesnak og moderne plæderen for ligestilling og kvinders ret til at stemme, køre bil og bevæge sig uden for hjemmet på Sabbatten. Næ, denne konklusion hviler alene på den observation, at Gud nødvendigvis må være en kvinde, fordi kun en kvinde ville være i stand til at hade dig med en så indædt og harmdirrende giftighed, som Gud hader dig med, hvis du ikke gør præcis som han (undskyld hun) siger du skal.

Kvindekønnet er jo karakteriseret ved en vis følelsesmæssig plasticitet, en for mænds vedkommende uforståelig og ofte foruroligende evne til at springe direkte fra kærlighed (eller i det mindste stiltiende accept af din tilstedeværende) til morderisk, skrig-grædende vrede i løbet af den korte tid det tager dig ikke at slå toiletbrættet ned.

Kvinden i et af hendes midlere luner.

Bladrer man igennem biblen, så er det netop dette fuldkomne fravær af følelsesmæssig stabilitet og rationel retfærdighedssans som karakteriserer interaktionen mellem Gud og mennesket. Tage eksempelvis historien om Lots hustru Edith. Under den hovedkulds flugt fra den undergangsdømte by Sodoma (for nej, Gud kunne ikke lige have sagt det et par dage i forvejen, så der var tid til at komme ordentligt af sted), vender Edith sig i et svagt øjeblik og kaster et hastigt blik tilbage på den by, hvor hun har levet hele sit liv, hvor alle hendes venner og naboer i dette øjeblik intetanende går en brændende død i møde, og hvor hun måske og måske ikke har glemt at slukke lyset på badeværelset.

For dette stjålne blik fortjener Edith i Guds øjne naturligvis en horribel og smertefuld død. Set udefra ligner det måske en hysterisk overreaktion, men Gud havde jo tydeligt sagt, at der ikke var tid til at se sig tilbage, og hvordan tror du så Gud føler det, når man bare gør det alligevel?

Nu er det naturligvis ikke kun kvinder, som er i stand til at hade indædt. Charles Bronson kan fint hade de skumle typer, som slog hans familie ihjel, uden at der går skår i hans maskulinitet af den grund. Og mænd er slet ikke fremmede for tanken om, at gennemført onde mennesker som Stalin og Doktor Bombay fortjener evig pinsel. Men kvinder er måske bare generelt lidt hurtigere til at spille ”brænd i helvede” kortet end mænd er. Det er således i min erfaring ikke usædvanligt, at der i kvindernes beskrivelse af helvede, ved siden af Stalin også lige er reserveret plads til den intrigante sekretær fra arbejdet, den strenge tysklærer i 8. klasse og tv-værtinden med det irriterende grin og de uretfærdigt stramme bryster.

Og er der et kort, som Gud tilsyneladende ynder at spille, så er det netop ”brænd i helvede” kortet. Vi ser rask væk hele folkeslag fordømt for ganske små fodfejl i måden at tilbede Gud på, og ve dig, hvis du så meget som kigger til en anden guds side. Vi bliver sådan set stadig straffet i dag på grund af det æble, som vores meget fjerne forfædre kom til at spise, selvom Gud havde sagt de ikke måtte. Så kan man efterrationalisere så meget man vil og sige, at det var et ganske særligt æble, som Gud var meget glad for og muligvis havde glædet sig til at spise selv. Og måske var det slet ikke så meget æblet i sig selv, men det tillidsbrud som det repræsenterede osv. osv. Men det var i bund og grund et æble, skulle vi ikke se at komme videre? Det minder lidt om den skraldespand, som jeg glemte at gå ned med forrige sommer, og som jeg stadig hører for i ny og næ. Og den vil jeg derfor gerne gribe denne lejlighed til at sige undskyld for endnu engang.

Så, undskyld – også for det med æblet.

Gådefulde Gåder del 1: Sommerhuset
Et typisk sommerhus

Ferien er over mig, mine tasker er pakkede og mit rejsemål denne gang en af verdens mest mystiske mysterier. Som Pyramiderne, Stonehenge og Bermudatrekanten aftvinger også sommerhuset os spørgsmålet: ”hvem byggede det? … og HVORFOR?”

Ufoer er som altid et godt bud på det første spørgsmål, men vi vil nok aldrig komme til at forstå meningen med det gådefulde sommerhus.

Sommerhuset er en slags hus, men kun af navn. Som navnet antyder, er sommerhuset faktisk kun egnet til beboelse den korte del af året, hvori der strengt taget ikke er brug for huse at bo i. Hvor vinter- eller helårshusets stolte stenmure trofast beskytter menneskene indeni mod elementernes rasen, bibelske plager og indbrudstyve, skal sommerhusets skrøbelige træstruktur helst tages ind, når det regner.

Sommerhuset er normalt beliggende i en del af landet, som ved et mystisk geografisk paradoks ligger så langt væk fra alting, at det tager det meste af din ferie at nå frem til huset, mens det samtidig ligger så tæt på, at vejret er præcist det samme som der, hvor du kommer fra. Der er med andre ord ingen klimatisk pointe i den lange rejse. Hvis regn, sol eller sværme af græshopper gjorde dit liv besværligt derhjemme, så vil de med usvigelig sikkerhed også vente på dig, når du ankommer til sommerhuset.

I sommerhuset vil du heller ikke, som på andre ferier, få chancen for at møde farverige fremmede kulturer og pege fingre af dem. Den lokale cuisine består mest af flæskestegssandwich og remoulade. Du kan ikke købe toldfrit på noget tidspunkt af turen, og de har akkurat de samme is som din hjemlige kiosk også fører. Du vil med andre ord opleve præcis det samme, som du kunne have oplevet derhjemme, bare meget mindre af det.

Ingen af denne slags tyskere ser man.

Det skorter også betragteligt på letpåklædte cyklepiger af den type, som i denne tid gør Nørrebrogade til et veritabelt Moulin Rouge. Sommerlandet befolkes øjensynligt udelukkende af tykke børnefamilier og endnu tykkere tyskere (og tyskerne er naturligvis helt og holdent af den kedelige moderne slags, uden dødningehoved-prydet hovedpryd og naziguld i lommerne).

Til gengæld er sommerhuset gerne lokaliseret tæt ved havet. Den beroligende lyd af bølgernes brusen minder grangiveligt om trafikstøjen fra Tagensvej derhjemme. Den friske lugt af salt og rådden tang er heller ikke ulig stanken fra grillbarens container nede i gården. Men i sommerhuset anses den slags for rekreationelt, og man tilbringer gerne timevis med at promenere langs vandkanten for bedre at nyde det. Måske fordi eneste alternativ ofte er at forsøge at underholde sig selv med et halvt stangtennis eller en ugegammel avis, hvor man allerede har tegnet overskæg på samtlige ministre.

Nogle siger, at det bedste ved at rejse er at komme hjem igen. Et sikkert bud er, at de havde været i sommerhus da de sagde det.

Art Deco
Et pigeskab med pigeting i.

For en kort månedsrække siden fik jeg tilladelse til at flytte mine ting ind i en piges skab. Det var imidlertid et ganske lille skab, som allerede bugnede af pigens egne ting, hvorfor en stor del af mit grej nu opfylder plads ved siden af, bagved, ovenpå og nedenunder skabet. Den løsning er pigen ikke udelt tilfreds med, og dermed har jeg nu på overrumplende vis, og helt uden nogensinde at have skrevet under på noget, pådraget mig et medansvar for hjemmets indretning og generelle æstetik.

Jeg har naturligvis forsøgt mig på skadens vis med kunstfærdigt arrangerede kviste og blanke objekter rundt omkring reden, men det fører som oftest blot til udskæld samt krav om oprydning og tilbagelevering af de blanke ting til deres retmæssige ejere.

Pigens løsning på problemet går paradoksalt nok primært ud på at indkøbe flere ting. Det drejer sig som udgangspunkt ofte om ting, som vores ting kan stå ovenpå, inden i eller bagved, hvilket jeg til nød kan se værdien af. Men når vi så faktisk befinder os i butikken, går de foreslåede indkøb meget mere i retning af ting, som mine ting kan udskiftes til fordel for. Det vil typisk sige ting, som funktionelt ikke adskiller sig synderligt fra mine ting, men som kan udføre deres valgte funktion iklædt meget større mængder lyserødt og hjertepallietter. Og når jeg leder efter butikkens herreafdeling, i håb om at kunne finde et mindre glitter- og blomsterbefængt modforslag, skuffes jeg fælt – thi herreafdelingen forefindes ikke!

Udsnit af den mindst pigede del af butikken “Lisbeth Dahl”.

Dette har efterhånden undret mig et stykke tid. Jeg ved, at en væsentlig del af jordens befolkning er mænd, og at en del af disse endda er forsynet med jobs. Disse jobs tjener de ofte penge på, som de primært bruger på at købe ting. Helt uden brug af andre kvalifikationer, end engang at have kørt forbi Handelshøjskolen, kan jeg derfor hurtigt afgøre, at der må findes et marked for ting til mænd. Men hvor er de butikker, som udnytter dette marked? Hvorfor sælges ting til indretning af boligen kun i varianter spændende fra lettere fimset til ultra-feminint? Hvis jeg bliver træt af, at mit tøj ligger på jorden, hvorfor kan jeg så kun købe knagerækker i farverne lyserød, rød og lys rød? Hvor er butikken med smagfulde knagerækker lavet af gamle pistoler eller dele af bilen fra Nightrider?

Når mænd nu i stigende grad bliver klar over fordelene ved moderne lamper (frem for mere arkaiske lyskilder, som fakler, radioaktivt materiale eller lynnedslag), så er det da mærkeligt, at lamper stadig primært forefindes i kvindagtige materialer som rød plastik, glas og tyl. Hvorfor forsøger ingen butikker at sælge mig lamper af gamle granathylstre eller projektører med påført flagermuselogo?

Newtons tredje lov siger, at for enhver aktion findes en lige så stærk modsatrettet reaktion. Det betyder, at der ét eller andet sted i universet må findes en boligindretningsbutik, som er lige så maskulin, som Lisbeth Dahl på Strøget er lyserød og hjerteoverstrøet. Det tror du måske ikke på, men sådan er loven. Jeg er også ret sikker på, at Chuck Norris handler dér.

En hobby med hob i
Vred hob mod AIDS, København sidste uge. Godt forsøg, men man har tydeligvis glemt et par af hovedingredienserne. Her er ild, men hverken hob eller vrede.

Enkelte forvirrede røster har kimset, rynket på næsen eller på anden måde udtrykt utilfredshed med den seneste tids hændelser i Greve. Jeg vil imidlertid benytte denne lille sæbekasse af en kommunikationsplatform, som man så godtroende har tildelt mig her på Abekatten, til at hilse fænomenet hjerteligt velkommen. Fakkeltoget, bedre kendt som den vrede hob, er tilbage i dansk kommunalpolitik, og hvor har vi savnet det. Alt for længe har hekse hekset, videnskabsmænd har leget Gud, og folk har ment noget andet end jeg mener, helt uden frygt for andre represalier end rationel modargumentation. Den slags gør mig vred, og det er netop den slags vrede, som er en væsentlig bestanddel i en vred hob.

Tidligere har man på så fin vis demonstreret med sammenstimlen og ild, at et par tykke mænd i røde seler er en sørgelig undskyldning for et naziparti. Bare fordi vreden nu retter sig imod et mindre perifært medlem af højrefløjen, kan jeg ikke se nogen fornuftig grund til at, at man skulle bide sin vrede i sig og diskutere tingene som voksne mennesker.

Hvis du nu også ønsker at dyrke din vrede Greve-style, altså i selskab med ligesindede og fakler, men måske er lidt tøvende i forhold til, hvorledes man begår sig i en vred hob, så er hjælpen nær. Her har jeg hastigt sammenflikket en slags guide til god takt og tone i den vrede hob.

Følgende bestanddele bør altid indgå i en ordentlig vred hob:

Mennesker

Så mange som muligt, og under ingen omstændigheder mindre end ét.

Vrede

Det er vigtigt at sikre sig, at vreden er rettet mod noget (og helst noget brandbart). Der ses af og til forsøg på at lave optog for dette og hint, fakeltog for fred og lignende, men den tendens må vi tage stærkt afstand fra. En vred og væbnet hob for fred er en selvmodsigelse, som nok næppe vil imponere dine politiske fjender.

Ild

Igen, så meget som muligt. Men nu er noget af det smukkeste ved ilden jo netop, at der meget let kan blive meget mere af den, når blot man har lidt at starte med.

Landbrugsredskaber

Der er mange som tror, at de kan møde op til en vred hob bevæbnet med diverse forhåndenværende redskaber, men det er helt forkert. Som ældre og klogere livsstilseksperter har pointeret så ofte: …ere Vi ikun Fez-klædte Monckeys, dansende til Traditionens Pibe, og traditionen dikterer nu engang østeuropæisk bondestil, så dans abekat, dans! Lad tjenestepistolen og topnøglesættet blive hjemme, og invester dog i en ordentlig le eller høtyv i stedet!

Så flot kan det gøres, når blot man følger disse simple råd.

Lad også venligst den sunde fornuft blive hjemme. Der er nok næppe større faux pas at begå i en vred hob, end pludselige udbrud af rationalitet. Sætninger som: ”det var egentlig et godt argument” og ”brænd dog ikke barnet!” bør du passe voldsomt på med. Føler du i tvivl, så gør blot som din sidemand eller råb højere og vredere og stik ild til noget i din umiddelbare nærhed. (Det sidste bør kun praktiseres, hvis du befinder dig i udkanten af hoben. Antænding af sidemand anses også for en faux pas, omend af en mindre alvorlig natur).

Nu ved du nogenlunde lige så meget som jeg om den fine gamle tradition at gå i hob. Selvfølgelig findes der mennesker, kedelige lyseslukkere alle som én, der vil kalde den vrede hobs pøbelvælde for udemokratisk, men det skal du ikke være ked af. Vi ved hvor de mennesker bor, og vi har fakler.

Post Factum
Der findes væsner som allerede var gamle, dengang menneskeheden var yngre end den er nu. Disse væsner lever på bunden af fortidens dyb, hvorfra de engang imellem stikker hovedet frem, for at skræmme og forvirre os. Det mest skræmmende og forvirrende af disse er uden tvivl Postvæsnet.

Der findes mange bud på, hvordan Postvæsnet ser ud.

”Humbug!” skriger du måske, og ”Ammestuehistorier!” og ”Hvem er den tilsyneladende berusede mand, som fylder mig med løgne? LØGNE!” Men jeg ved at Postvæsnet findes… Jeg har nemlig set det.

Det startede en dag, da jeg skulle låne nogle penge af nogle flinke og pengeudlånende mænd, en slags moderne tempelherrer, blot uden helt så megen fordrivelse af de vantro. Mændene er så glade for at låne penge ud, at de har indrettet deres helt eget kontor på en skole jeg frekventerer. Her kan man ordne alle de juridiske detaljer. Næsten da. Et par dage senere havde ”Postvæsnet” nemlig efterladt et brev fra mine velgørere, hvori de bad mig underskrive kontrakten igen. (Når jeg her sætter gåseøjne om Postvæsnets navn, er det fordi jeg på dette tidspunkt ikke havde nogen grund til at tro, at der ikke blot var tale om min far i forklædning. Jeg havde tidligere grebet ham forklædt som julemand, i færd med at distribuere gaver, så hvorfor ikke også dette pakkeomdelende fabeldyr tænkte jeg. Men jeg blev klogere).

Måske skulle jeg lige forklare; at underskrive er sådan set bare at skrive sit navn. Men det skal skrives i hånden, og det skal helst ligne et epileptisk anfald. Det er meget vigtigt, at en underskrift ikke ligner, eller overhovedet kan forveksles med dit faktiske navn. Det er nemlig allerede fortrykt på kontrakten, sådan at man kan se, hvem der har produceret denne uhellige krusedulle. Når mændene så ser den udtværede blækklat på papiret, så ved de ud over al rimelig tvivl, at det er mig som har underskrevet, og ikke en eller anden gal nemesis, som forsøger at knække mig, ved at låne penge og sætte dem ind på min bankkonto. Underskriften var nemt klaret. Jeg hængte mig i det ene ben, og med en kuglepen i munden svingede jeg frem og tilbage, og afsatte derved fuldstændig tilfældige streger ud over hele papiret, og en stor del af mit gulv. Men da jeg bagefter stod med mit værk i hånden, meldte problemerne sig for alvor.

Engang brokkede kioskmanden sig over, at min underskrift ikke kunne læses. Men han var også fra de varme lande, og der har de måske andre skikke, tænker jeg.

Papiret var jo alt for firkantet og solidt til at komme igennem det lille hul i vægen, som internettet kommer ind i min lejlighed af, og som jeg derfor normalt bruger til at korrespondere med omverdenen. Og da jeg ikke selv havde tid til selv at aflevere kontrakten på SU-styrelsens uindtagelige klippefort, havde jeg intet valg. Jeg måtte forsøge at påkalde Postvæsnet. Når man påkalder Postvæsnets hjælp, er det meget vigtigt, at man nøje følger en række gamle og esoteriske ritualer. Først skulle kontrakten pakkes ind i et andet stykke papir, så andre ingen andre kunne læse den (en såkaldt konvolut, som kan indkøbes til formålet, men udelukkende i store mængder, selvom man som regel kun skal bruge én). Det var egentlig ikke fordi jeg skammede mig over at låne pengene, men måske skammede mændene sig over at låne dem ud til mig. Udenpå skrev jeg så pengepugernes adresse, og bagpå skrev jeg min egen, sådan at alle kunne se, præcis hvem det var, hvis korrespondance med disse pengeudlånende mænd, man ikke kunne gætte hvad gik ud på.

For at lokke Postvæsnet til, skulle jeg nu udsmykke forsendelsen med et lille billede af en ting, som væsnet kender og er tryg ved. Jellingstenen eller for længst afdøde konger er f.eks. gamle favoritter. Men sådanne mærker er sjældnere end rav nu om stunder. Selv i butikker, der ellers skilter med at have dem, rystes der grinende på hovedet over en så fjollet forespørgsel. Først efter et par dages ørkesløs søgen, blev jeg endelig belønnet. En gammel butiksindehaver trak mig ind i baglokalet, og fra et hemmeligt rum under gulvbrædderne fremdrog han væsnets mærke, som jeg fik lov at købe for dets vægt i guld. Det blev 5.50 kr. så vidt jeg husker. Det var en frygtelig nusset og savtakket sag med et billede af H.C. Andersen i sin ”fløjlsperiode”, og så skulle man oven i købet slikke bagpå, for at få det til at sidde fast.

Måske var det de utroligt stærke hallucinogener i limen, eller måske var det den lange faste, som jeg havde udsat mig for som led i ritualet, men jeg tror det nu ikke. Da jeg havde placeret brevet i den rituelle røde stålkasse, mærket med postvæsnets ældgamle hornsymbol, vendte jeg mig om og gik. Og der var det, efter et par skridt, at jeg pludselig følte det bag mig. Jeg hørte det pruste vredt og rasle med sine nøgler, og lynhurtigt vendte jeg mig om, og fangede et enkelt rødt glimt af det. Så var det væk, efterladende kun et svagt ekko af en underlig disharmonisk ringeklokke.

Men jeg så det, og det var smukt. Frygteligt men smukt. Og det lignede overhovedet ikke min far.