Tissetrold eller tissebøf?

Efter adskillige minutters halv-moden overvejelse over emnet, er jeg nu kommet til den overraskende konklusion, at Gud tydeligvis er en kvinde. Dette mener jeg ikke som led i den sædvanlige feministiske hønsesnak og moderne plæderen for ligestilling og kvinders ret til at stemme, køre bil og bevæge sig uden for hjemmet på Sabbatten. Næ, denne konklusion hviler alene på den observation, at Gud nødvendigvis må være en kvinde, fordi kun en kvinde ville være i stand til at hade dig med en så indædt og harmdirrende giftighed, som Gud hader dig med, hvis du ikke gør præcis som han (undskyld hun) siger du skal.

Kvindekønnet er jo karakteriseret ved en vis følelsesmæssig plasticitet, en for mænds vedkommende uforståelig og ofte foruroligende evne til at springe direkte fra kærlighed (eller i det mindste stiltiende accept af din tilstedeværende) til morderisk, skrig-grædende vrede i løbet af den korte tid det tager dig ikke at slå toiletbrættet ned.

Kvinden i et af hendes midlere luner.

Bladrer man igennem biblen, så er det netop dette fuldkomne fravær af følelsesmæssig stabilitet og rationel retfærdighedssans som karakteriserer interaktionen mellem Gud og mennesket. Tage eksempelvis historien om Lots hustru Edith. Under den hovedkulds flugt fra den undergangsdømte by Sodoma (for nej, Gud kunne ikke lige have sagt det et par dage i forvejen, så der var tid til at komme ordentligt af sted), vender Edith sig i et svagt øjeblik og kaster et hastigt blik tilbage på den by, hvor hun har levet hele sit liv, hvor alle hendes venner og naboer i dette øjeblik intetanende går en brændende død i møde, og hvor hun måske og måske ikke har glemt at slukke lyset på badeværelset.

For dette stjålne blik fortjener Edith i Guds øjne naturligvis en horribel og smertefuld død. Set udefra ligner det måske en hysterisk overreaktion, men Gud havde jo tydeligt sagt, at der ikke var tid til at se sig tilbage, og hvordan tror du så Gud føler det, når man bare gør det alligevel?

Nu er det naturligvis ikke kun kvinder, som er i stand til at hade indædt. Charles Bronson kan fint hade de skumle typer, som slog hans familie ihjel, uden at der går skår i hans maskulinitet af den grund. Og mænd er slet ikke fremmede for tanken om, at gennemført onde mennesker som Stalin og Doktor Bombay fortjener evig pinsel. Men kvinder er måske bare generelt lidt hurtigere til at spille ”brænd i helvede” kortet end mænd er. Det er således i min erfaring ikke usædvanligt, at der i kvindernes beskrivelse af helvede, ved siden af Stalin også lige er reserveret plads til den intrigante sekretær fra arbejdet, den strenge tysklærer i 8. klasse og tv-værtinden med det irriterende grin og de uretfærdigt stramme bryster.

Og er der et kort, som Gud tilsyneladende ynder at spille, så er det netop ”brænd i helvede” kortet. Vi ser rask væk hele folkeslag fordømt for ganske små fodfejl i måden at tilbede Gud på, og ve dig, hvis du så meget som kigger til en anden guds side. Vi bliver sådan set stadig straffet i dag på grund af det æble, som vores meget fjerne forfædre kom til at spise, selvom Gud havde sagt de ikke måtte. Så kan man efterrationalisere så meget man vil og sige, at det var et ganske særligt æble, som Gud var meget glad for og muligvis havde glædet sig til at spise selv. Og måske var det slet ikke så meget æblet i sig selv, men det tillidsbrud som det repræsenterede osv. osv. Men det var i bund og grund et æble, skulle vi ikke se at komme videre? Det minder lidt om den skraldespand, som jeg glemte at gå ned med forrige sommer, og som jeg stadig hører for i ny og næ. Og den vil jeg derfor gerne gribe denne lejlighed til at sige undskyld for endnu engang.

Så, undskyld – også for det med æblet.

Hittegodskontoret