Skal vi se at fĂĄ noget fra hĂĄnden?
Biblen er generelt ikke en bog præget af moderne litterære hensyn som troværdige karakterer eller realistiske plot. Tag bare starten – Gud skaber verden pĂĄ 7 dage! Enhver som nogensinde har haft hĂĄndværkere vil vide, at den tidsramme er stærkt urealistisk. Her er et bud pĂĄ, hvordan det nok snarere gik for sig.
Første Mosebog 2. udg.
Verdens skabelse
- I begyndelsen var ordet, og ordet var med Gud. Og Gud sagde: ”Tsk, tsk. Det bliver dyrt det her”.
Og Gud rystede på hovedet og sparkede til dækkene på sin Toyota Hiace og fortsatte. ”Ja, først skal jeg jo lave lys og alt muligt, det er der jo ikke engang tænkt på endnu. Men øh, er det noget du skal bruge en regning på eller hvad?”
» Læs resten «
 

Tissetrold eller tissebøf?
Efter adskillige minutters halv-moden overvejelse over emnet, er jeg nu kommet til den overraskende konklusion, at Gud tydeligvis er en kvinde. Dette mener jeg ikke som led i den sædvanlige feministiske hønsesnak og moderne plæderen for ligestilling og kvinders ret til at stemme, køre bil og bevæge sig uden for hjemmet på Sabbatten. Næ, denne konklusion hviler alene på den observation, at Gud nødvendigvis må være en kvinde, fordi kun en kvinde ville være i stand til at hade dig med en så indædt og harmdirrende giftighed, som Gud hader dig med, hvis du ikke gør præcis som han (undskyld hun) siger du skal.
Kvindekønnet er jo karakteriseret ved en vis følelsesmæssig plasticitet, en for mænds vedkommende uforståelig og ofte foruroligende evne til at springe direkte fra kærlighed (eller i det mindste stiltiende accept af din tilstedeværende) til morderisk, skrig-grædende vrede i løbet af den korte tid det tager dig ikke at slå toiletbrættet ned.

Kvinden i et af hendes midlere luner.
Bladrer man igennem biblen, så er det netop dette fuldkomne fravær af følelsesmæssig stabilitet og rationel retfærdighedssans som karakteriserer interaktionen mellem Gud og mennesket. Tage eksempelvis historien om Lots hustru Edith. Under den hovedkulds flugt fra den undergangsdømte by Sodoma (for nej, Gud kunne ikke lige have sagt det et par dage i forvejen, så der var tid til at komme ordentligt af sted), vender Edith sig i et svagt øjeblik og kaster et hastigt blik tilbage på den by, hvor hun har levet hele sit liv, hvor alle hendes venner og naboer i dette øjeblik intetanende går en brændende død i møde, og hvor hun måske og måske ikke har glemt at slukke lyset på badeværelset.
For dette stjålne blik fortjener Edith i Guds øjne naturligvis en horribel og smertefuld død. Set udefra ligner det måske en hysterisk overreaktion, men Gud havde jo tydeligt sagt, at der ikke var tid til at se sig tilbage, og hvordan tror du så Gud føler det, når man bare gør det alligevel?
Nu er det naturligvis ikke kun kvinder, som er i stand til at hade indædt. Charles Bronson kan fint hade de skumle typer, som slog hans familie ihjel, uden at der går skår i hans maskulinitet af den grund. Og mænd er slet ikke fremmede for tanken om, at gennemført onde mennesker som Stalin og Doktor Bombay fortjener evig pinsel. Men kvinder er måske bare generelt lidt hurtigere til at spille ”brænd i helvede” kortet end mænd er. Det er således i min erfaring ikke usædvanligt, at der i kvindernes beskrivelse af helvede, ved siden af Stalin også lige er reserveret plads til den intrigante sekretær fra arbejdet, den strenge tysklærer i 8. klasse og tv-værtinden med det irriterende grin og de uretfærdigt stramme bryster.
Og er der et kort, som Gud tilsyneladende ynder at spille, så er det netop ”brænd i helvede” kortet. Vi ser rask væk hele folkeslag fordømt for ganske små fodfejl i måden at tilbede Gud på, og ve dig, hvis du så meget som kigger til en anden guds side. Vi bliver sådan set stadig straffet i dag på grund af det æble, som vores meget fjerne forfædre kom til at spise, selvom Gud havde sagt de ikke måtte. Så kan man efterrationalisere så meget man vil og sige, at det var et ganske særligt æble, som Gud var meget glad for og muligvis havde glædet sig til at spise selv. Og måske var det slet ikke så meget æblet i sig selv, men det tillidsbrud som det repræsenterede osv. osv. Men det var i bund og grund et æble, skulle vi ikke se at komme videre? Det minder lidt om den skraldespand, som jeg glemte at gå ned med forrige sommer, og som jeg stadig hører for i ny og næ. Og den vil jeg derfor gerne gribe denne lejlighed til at sige undskyld for endnu engang.
Så, undskyld – også for det med æblet.

Et typisk sommerhus
Ferien er over mig, mine tasker er pakkede og mit rejsemĂĄl denne gang en af verdens mest mystiske mysterier. Som Pyramiderne, Stonehenge og Bermudatrekanten aftvinger ogsĂĄ sommerhuset os spørgsmĂĄlet: ”hvem byggede det? … og HVORFOR?”
Ufoer er som altid et godt bud på det første spørgsmål, men vi vil nok aldrig komme til at forstå meningen med det gådefulde sommerhus.
Sommerhuset er en slags hus, men kun af navn. Som navnet antyder, er sommerhuset faktisk kun egnet til beboelse den korte del af året, hvori der strengt taget ikke er brug for huse at bo i. Hvor vinter- eller helårshusets stolte stenmure trofast beskytter menneskene indeni mod elementernes rasen, bibelske plager og indbrudstyve, skal sommerhusets skrøbelige træstruktur helst tages ind, når det regner.
Sommerhuset er normalt beliggende i en del af landet, som ved et mystisk geografisk paradoks ligger så langt væk fra alting, at det tager det meste af din ferie at nå frem til huset, mens det samtidig ligger så tæt på, at vejret er præcist det samme som der, hvor du kommer fra. Der er med andre ord ingen klimatisk pointe i den lange rejse. Hvis regn, sol eller sværme af græshopper gjorde dit liv besværligt derhjemme, så vil de med usvigelig sikkerhed også vente på dig, når du ankommer til sommerhuset.
I sommerhuset vil du heller ikke, som på andre ferier, få chancen for at møde farverige fremmede kulturer og pege fingre af dem. Den lokale cuisine består mest af flæskestegssandwich og remoulade. Du kan ikke købe toldfrit på noget tidspunkt af turen, og de har akkurat de samme is som din hjemlige kiosk også fører. Du vil med andre ord opleve præcis det samme, som du kunne have oplevet derhjemme, bare meget mindre af det.

Ingen af denne slags tyskere ser man.
Det skorter også betragteligt på letpåklædte cyklepiger af den type, som i denne tid gør Nørrebrogade til et veritabelt Moulin Rouge. Sommerlandet befolkes øjensynligt udelukkende af tykke børnefamilier og endnu tykkere tyskere (og tyskerne er naturligvis helt og holdent af den kedelige moderne slags, uden dødningehoved-prydet hovedpryd og naziguld i lommerne).
Til gengæld er sommerhuset gerne lokaliseret tæt ved havet. Den beroligende lyd af bølgernes brusen minder grangiveligt om trafikstøjen fra Tagensvej derhjemme. Den friske lugt af salt og rådden tang er heller ikke ulig stanken fra grillbarens container nede i gården. Men i sommerhuset anses den slags for rekreationelt, og man tilbringer gerne timevis med at promenere langs vandkanten for bedre at nyde det. Måske fordi eneste alternativ ofte er at forsøge at underholde sig selv med et halvt stangtennis eller en ugegammel avis, hvor man allerede har tegnet overskæg på samtlige ministre.
Nogle siger, at det bedste ved at rejse er at komme hjem igen. Et sikkert bud er, at de havde været i sommerhus da de sagde det.
 

Et pigeskab med pigeting i.
For en kort månedsrække siden fik jeg tilladelse til at flytte mine ting ind i en piges skab. Det var imidlertid et ganske lille skab, som allerede bugnede af pigens egne ting, hvorfor en stor del af mit grej nu opfylder plads ved siden af, bagved, ovenpå og nedenunder skabet. Den løsning er pigen ikke udelt tilfreds med, og dermed har jeg nu på overrumplende vis, og helt uden nogensinde at have skrevet under på noget, pådraget mig et medansvar for hjemmets indretning og generelle æstetik.
Jeg har naturligvis forsøgt mig på skadens vis med kunstfærdigt arrangerede kviste og blanke objekter rundt omkring reden, men det fører som oftest blot til udskæld samt krav om oprydning og tilbagelevering af de blanke ting til deres retmæssige ejere.
Pigens løsning på problemet går paradoksalt nok primært ud på at indkøbe flere ting. Det drejer sig som udgangspunkt ofte om ting, som vores ting kan stå ovenpå, inden i eller bagved, hvilket jeg til nød kan se værdien af. Men når vi så faktisk befinder os i butikken, går de foreslåede indkøb meget mere i retning af ting, som mine ting kan udskiftes til fordel for. Det vil typisk sige ting, som funktionelt ikke adskiller sig synderligt fra mine ting, men som kan udføre deres valgte funktion iklædt meget større mængder lyserødt og hjertepallietter. Og når jeg leder efter butikkens herreafdeling, i håb om at kunne finde et mindre glitter- og blomsterbefængt modforslag, skuffes jeg fælt – thi herreafdelingen forefindes ikke!

Udsnit af den mindst pigede del af butikken “Lisbeth Dahl”.
Dette har efterhånden undret mig et stykke tid. Jeg ved, at en væsentlig del af jordens befolkning er mænd, og at en del af disse endda er forsynet med jobs. Disse jobs tjener de ofte penge på, som de primært bruger på at købe ting. Helt uden brug af andre kvalifikationer, end engang at have kørt forbi Handelshøjskolen, kan jeg derfor hurtigt afgøre, at der må findes et marked for ting til mænd. Men hvor er de butikker, som udnytter dette marked? Hvorfor sælges ting til indretning af boligen kun i varianter spændende fra lettere fimset til ultra-feminint? Hvis jeg bliver træt af, at mit tøj ligger på jorden, hvorfor kan jeg så kun købe knagerækker i farverne lyserød, rød og lys rød? Hvor er butikken med smagfulde knagerækker lavet af gamle pistoler eller dele af bilen fra Nightrider?
Når mænd nu i stigende grad bliver klar over fordelene ved moderne lamper (frem for mere arkaiske lyskilder, som fakler, radioaktivt materiale eller lynnedslag), så er det da mærkeligt, at lamper stadig primært forefindes i kvindagtige materialer som rød plastik, glas og tyl. Hvorfor forsøger ingen butikker at sælge mig lamper af gamle granathylstre eller projektører med påført flagermuselogo?
Newtons tredje lov siger, at for enhver aktion findes en lige så stærk modsatrettet reaktion. Det betyder, at der ét eller andet sted i universet må findes en boligindretningsbutik, som er lige så maskulin, som Lisbeth Dahl på Strøget er lyserød og hjerteoverstrøet. Det tror du måske ikke på, men sådan er loven. Jeg er også ret sikker på, at Chuck Norris handler dér.
 

Vred hob mod AIDS, København sidste uge. Godt forsøg, men man har tydeligvis glemt et par af hovedingredienserne. Her er ild, men hverken hob eller vrede.
Enkelte forvirrede røster har kimset, rynket på næsen eller på anden måde udtrykt utilfredshed med den seneste tids hændelser i Greve. Jeg vil imidlertid benytte denne lille sæbekasse af en kommunikationsplatform, som man så godtroende har tildelt mig her på Abekatten, til at hilse fænomenet hjerteligt velkommen. Fakkeltoget, bedre kendt som den vrede hob, er tilbage i dansk kommunalpolitik, og hvor har vi savnet det. Alt for længe har hekse hekset, videnskabsmænd har leget Gud, og folk har ment noget andet end jeg mener, helt uden frygt for andre represalier end rationel modargumentation. Den slags gør mig vred, og det er netop den slags vrede, som er en væsentlig bestanddel i en vred hob.
Tidligere har man på så fin vis demonstreret med sammenstimlen og ild, at et par tykke mænd i røde seler er en sørgelig undskyldning for et naziparti. Bare fordi vreden nu retter sig imod et mindre perifært medlem af højrefløjen, kan jeg ikke se nogen fornuftig grund til at, at man skulle bide sin vrede i sig og diskutere tingene som voksne mennesker.
Hvis du nu også ønsker at dyrke din vrede Greve-style, altså i selskab med ligesindede og fakler, men måske er lidt tøvende i forhold til, hvorledes man begår sig i en vred hob, så er hjælpen nær. Her har jeg hastigt sammenflikket en slags guide til god takt og tone i den vrede hob.
Følgende bestanddele bør altid indgå i en ordentlig vred hob:
Mennesker
Så mange som muligt, og under ingen omstændigheder mindre end ét.
Vrede
Det er vigtigt at sikre sig, at vreden er rettet mod noget (og helst noget brandbart). Der ses af og til forsøg på at lave optog for dette og hint, fakeltog for fred og lignende, men den tendens må vi tage stærkt afstand fra. En vred og væbnet hob for fred er en selvmodsigelse, som nok næppe vil imponere dine politiske fjender.
Ild
Igen, sĂĄ meget som muligt. Men nu er noget af det smukkeste ved ilden jo netop, at der meget let kan blive meget mere af den, nĂĄr blot man har lidt at starte med.
Landbrugsredskaber
Der er mange som tror, at de kan møde op til en vred hob bevæbnet med diverse forhĂĄndenværende redskaber, men det er helt forkert. Som ældre og klogere livsstilseksperter har pointeret sĂĄ ofte: …ere Vi ikun Fez-klædte Monckeys, dansende til Traditionens Pibe, og traditionen dikterer nu engang østeuropæisk bondestil, sĂĄ dans abekat, dans! Lad tjenestepistolen og topnøglesættet blive hjemme, og invester dog i en ordentlig le eller høtyv i stedet!

Så flot kan det gøres, når blot man følger disse simple råd.
Lad også venligst den sunde fornuft blive hjemme. Der er nok næppe større faux pas at begå i en vred hob, end pludselige udbrud af rationalitet. Sætninger som: ”det var egentlig et godt argument” og ”brænd dog ikke barnet!” bør du passe voldsomt på med. Føler du i tvivl, så gør blot som din sidemand eller råb højere og vredere og stik ild til noget i din umiddelbare nærhed. (Det sidste bør kun praktiseres, hvis du befinder dig i udkanten af hoben. Antænding af sidemand anses også for en faux pas, omend af en mindre alvorlig natur).
Nu ved du nogenlunde lige så meget som jeg om den fine gamle tradition at gå i hob. Selvfølgelig findes der mennesker, kedelige lyseslukkere alle som én, der vil kalde den vrede hobs pøbelvælde for udemokratisk, men det skal du ikke være ked af. Vi ved hvor de mennesker bor, og vi har fakler.
Nye kommentarer