Du så nogenlunde således ud!

Kære Arrogante Postdame på Dragør Posthus,

Først og fremmest undskyld at jeg trængte mig på og ligefrem mødte op på dit posthus. Og så lige midt i åbningstiden! Jeg ved vi på bedste vis forsøger at undgå hinanden. Men helt undgås kan fysisk interaktion ikke, når nu Jeres primære virke er transport af molekylær post.

Da jeg om formiddagen d. 3. april i år trådte ind i køen på din arbejdsplads hvor du får penge for at arbejde var der en ældre dame og hendes (formoder jeg) barnebarn foran mig. Der var noget lusket over deres adfærd, så jeg blev ingenlunde overrasket over den spydige tone du havde anlagt i samtalen med dem. De havde jo trods alt den frækhed at forsøge på at afhente en pakke adresseret til dem. Pakken havde endog været forsøgt afleveret på deres adresse, men det passede ikke grevinden at være hjemme til at modtage den. (Hun var ikke grevinde i virkeligheden. Snarere af kedelig arbejderæt. Da jeg benyttede “grevinde”-titlen i det foregående var det for på hånlig vis at understrege at hun bestemt ikke var adelig og dermed ikke kunne forventes at vide hvordan man skal opføre sig). Da hun fik at vide at pakken ikke kunne afhentes før dagen derpå, var den rædsomme kvinde ydermere så flabet at udbede sig en genudbringning mod betaling. Magen til vulgær opførsel. Det ville du rimeligvis heller ikke høre tale om. Fnysende gik du om bagved og gjorde himmelvendte øjne (forestiller jeg mig). Du fandt storsindet hendes hæslige pakke frem og gav hende den med formaning om at hun skulle være ganske taknemlig for dette usædvanlige storsind, ord som var ganske spildt på hendes simple forstand.

Så blev det gudskelov min tur.

Jeg var fortrøstningsfuld, thi mit ærinde var purt og ingenlunde gement som den foregående kundes. Næ nej, jeg skulle blot aflevere en korrekt frankeret og adresseret pakke til forsendelse samt indløse 5 stk. udløbne statspræmieobligationer. Pakken flåede du vredt ud af mine (indrømmet) svage fingre, utvivlsomt stadig harmdirrende over sidst betjente kundes opførsel. Jeg føjede høfligt til overdragelsen af pakken, at jeg ønskede at indløse de medbragte antikverede dokumenter. Jeg fortryder stadig mit uvidende hovmod. Den skæbnesvangre dialog som fulgte kan ses i sin helhed herunder:

Post Danmarks Ansigt Udadtil: “Det kan man da ikke her. Det skal foregå på et rigtigt posthus!”

Thor: “Jeg tror ikke jeg forstår? Jeg har på internettet læst mig til, at den slags skal ske på et posthus? Derfor er jeg kommet her. På et posthus. Er dette et fantasiposthus?”

Post Danmarks Ansigt Udadtil: “Det er et basis-posthus.”

Thor: “Det var jeg ikke klar over. Ej heller ved jeg hvad det betyder”.

Post Danmarks Ansigt Udadtil: “Nå.”

Thor (tænker): “Lige om lidt fortæller hun mig, hvor jeg i stedet kan tage hen for at indløse mine statspræmieopbligationer. På et af disse virkelige posthuse. Hun skal bare lige trække ilt ind i sin krop og formulere en høflig frase.”

Post Danmarks Ansigt Udadtil: “…”

Thor: “Eeh, er du sød at fortælle mig hvor jeg kan indløse dem?”

Post Danmarks Ansigt Udadtil: “Så skal du vel til Lyongade eller Tårnby”.

Jeg stopper dialogen her fordi der, ved jeg nu, blev begået flere fejl og jeg vil gerne påpege nogle af dem. Du var selv til stede og kan måske endog huske mødet, hvis du var ved dine fulde fem. Jeg har dog grund til at tro at der kan trækkes helt op til 3 fra dine fem og at nogle af dem måske ikke er heltal men skal opgøres i brøker.

Hjem kørte jeg, fast besluttet på at give internettet en røffel for at have været så svigagtigt at lade mig tro at indløsning af udløbne statspræmieobligationer var noget man kunne gøre på et hvilket som helst gement posthus. Virkeligheden var jo tilsyneladende at den slags skal foregå på bombastiske Über-posthuse beliggende i de allerfjerneste egne af Amager! Straks efter ankomsten til min bolig fodrede jeg min Dansk Data Syndikat “Tastotron 3000″ med hulkortet svarende til http://www.post.dk og fik med håndsvingene dirigeret hjemmesiden for Dragør Posthus frem på oscilloskopet. Og der på stod. At man. I allerhøjeste grad. KAN (og bør) INDLØSE UDLØBNE PRÆMIEOBLIGATIONER PÅ DRAGØR POSTHUS.

Ser man det?!

Ja, man gør. Jeg fór op på min cykel og lod retfærdets harme drive mig i høj fart mod posthuset igen. Resten er, som man siger når man ikke gider skrive mere, historie. Så vidt vides lykkedes det mig at holde en nogenlunde sober tone, selvom jeg ganske havde lyst til at bruge perfide gloser. Såsom “komplet værdiløse rædsel”. Du lod mig da også vide at du allernådigst ville gøre en undtagelse og indløse mine kulørte papirlapper.

Ih, tusinde tak, Post Kejserinde (se tidligere brug af titler).

Forresten. Når en kunde i din forretning benytter én klage til at fremføre en anden, så bør du håndtere dem begge. Jeg får stadig post til husets forhenværende(!) beboer og det er ikke, jeg gentager, ikke, en “sag mellem mig og Jeres distribution”. Det er lige præcis en sag mellem mig og Post Danmarks repræsentant foran mig. Så kan du jo selv gætte hvem det er. Her er lidt hjælp: DET ER DIG, din uduelige blindgyde! Men jeg har jo også kun skrevet adskillige skriftlige klager til distributionen, så hvordan kan man regne med at de skulle kende til problemet.

De Kærligste Hilsner og Et Inderligt Håb Om Aldrig at Skulle Have Med Dig at Gøre Igen,

Thor Frølich
St. Magleby Strandvej 47 (hvor der KUN bor mennesker der deler mit efternavn)
2791 Dragør

En anden gemmestrategi

“Far, vi skal lege gemmeleg”, befalede det Lille Barn.

“Det var en helt igennem fremragende ide, lille barn”, svarede jeg det Lille Barn. Hun er en sød lille starut, det Lille Barn, når hun sådan foreslår at vi leger en eller anden dejlig børneleg.

“Jeg gemmer mig lige her. Så tæller du til ti og så skal du finde mig”, fortsatte det Lille Barn. Hov! Jeg var blevet lovet gemmeleg, ikke opsøg en i forvejen kendt lokation og peg på barnet der sidder der leg. Det kan alle finde ud af. Hvor er udfordringen, eventyret, i den leg?

“Lille Barn, du skal ikke fortælle mig hvor du gemmer dig. Hvis du gør det, er det jo nemt og lige til at finde dig, hvorved du taber legen”, prøvede jeg i en meget voksen og rationel stemme. Men det var som at tale fornuft med en beruset baby-lemur; den kan ikke forstå hvad du siger, vil helst bare have en mundfuld papaja mens den slingrer omkring og derpå afføre lidt i søvne. Lighederne er flere end man skulle tro og kan om noget få en til at sætte pris på menneskets bedrifter, som rumraketten, røngtenapparatet og brødristeren som klarer begge sider af brødet på een gang.

Det er sjældent til at finde hoved og hale i hvad det Lille Barn, ja, børn i det hele taget siger. Og det er jo fordi børn bliver født uden viden om noget som helst. Derfor går de ind i ting, prøver at spise sommerfugle og hiver katte (fulde af tænder og klør) i knurhårene. Næ, viden skal man skam selv sørge for at berige dem med. Problemet er bare at hjernen hvori al denne viden skal gøres af, først er færdigudviklet sent i teenageårene.

"Ih, nu skal vi snart klække lille Kenwin."

Hvis nu vi mennesker lagde æg, så kunne vi måske holde op med at være så mangelfulde fra første færd. Det er jo unægteligt som om et nyfødt menneske overhovedet ikke er færdigt. Kvinden ville gå rundt med ægget inde i ægge… -kirtlen og lægge det uden videre besvær efter 9 måneder. I stedet for en slimet (og lad os være ærlige, uduelig) skrigeballon ville ud komme et dejligt blankt æg, som man blot skulle opbevare varmt. Det skulle så være op til uniformerede videnskabsfolk med oscilloskoper at bedømme hvornår forældre måtte slå hul på ægget, byde afkommet velkommen og indrullere det på universitetet og/eller i de væbnede styrker.

“Velkommen, borger. Her er en bunsenbrænder og en stormriffel. Vi forventer os store ting af dig. Gerne en kur mod japansk hjernehindebetændelse inden frokost. Sæt i værk.”

Evolutionen har langt endnu. Se så at komme i gang, dumme evolution.

Eksempel på korrekt brug af bane. Ikke at forveksle med bane.

De fleste kender til det fysiske ubehag som kan opstå når man hører eller sågar tænker på lyden af negle mod en tavle. Den skrigende lyd fra en gaffel der smutter mod en talleriks overflade eller stemmer som lyder til at være på nippet til at knække, kan ligeledes gøre mennesker ubehageligt til mode. Sådan har jeg det også med lyden af visse ord, vendinger eller særlig grammatisk frimodighed. Her er nogle af de uhyrligheder som får mig til at vræle som et utilpasset barn.

“Vi må se hvad der kan gøres på den korte såvel som den lange bane!”

Ah, jeg tror jeg forstår. En herlig sports-analogi, for at virke dynamisk og vidunderligt frisk uden på nogen måde at kunne beskyldes for at være fesen. Og det er der vel ikke noget i vejen med¹? Åh, hvor er jeg glad for at du spurgte. Jo ser du, når alle pludselig beslutter at “bane” er det nye “sigt”, så kommer man til at lyde som et komplet uopfindsomt fjols, hver gang det ryger ud af ens åndssvage idiot-mund. Så er I advaret, alle.

“Råt for usødet”.

Det er min faste overbevisning at der ikke på dansk kan ytres en sætning som er fonetisk værre end ovenstående. Det er lidt af en påstand, men ikke desto mindre har jeg ret. Eftertiden vil utvivlsomt kende mit udsagn for sandt, hvorimod samtiden vil tage lige så grueligt fejl som den altid gør. Da I er en del af samtiden, er I en del af problemet. I skulle skamme Jer og lytte lidt mere til eftertiden.

Eksempel på en kant. Ikke at forveksle med Kant.

“Vi søger en profil med kant”

I kan få med kanten af min hånd, kan I! Hvis du tænker “det er lige mig”, når du læser noget som ovenstående, så er en ting sikkert – det er ikke “kant” du har, men snarere en ækel rand fra en slatten farsbaseret ret ingen gider spise.

“Jeg vinder kampen i går, fordi min dagsform er bedre end hans.”

Ud af mit sprog, Dramatisk Nutid. Det er i særdeleshed et udtryk for dovenskab når journalister (ordet her er brugt for bredt favnende værdier af “journalist”) pepper deres skriverier op om begivenheder som beklageligvis foregik i fortiden. I daglig tale er det bare dumt og unødvendigt. Datid er ganske rigtigt ikke så aktionpræget som nutid. Men lad os nu ikke se bort fra at den nu engang er den form der bedst beskriver noget der forgik i … DATIDEN. Det er bare pisse-ærgeligt, journalister. Hvis I er så forelskede i nutid (og det skal jeg lige love for I er), så må I være hurtigere på pletten når noget hænder.

Hey. Lad os lige opsummere engang. Det synes jeg er passende. Kig godt på ovenstående eksempler. Lad derefter være med nogensinde at gøre brug af dem. Mere skal der ikke til for at gøre sproget til et bedre sprog at være i, tale med og ikke mindst skrive på. Hvis du har gjort brug af eller endnu værre, vedbliver med at bruge dem, skal jeg bede dig om at tage skridt til at ophøre med at eksistere. Gerne i en fart. Det er kun rimeligt.

Glimmer-dyr ved fuldmåne. Tak, Internettet.

Thor her. Thor Frølich. I ved alle at jeg bryder mig vældigt om vores læserskare. I ligger mig meget på sinde. Derfor skal I have en lille tidlig julegave. I kraft af min kapacitet som 100% kvalificeret astrolog, roibos-healer og centrifugist har jeg såmænd lagt jeres horoskop. Her er det så, horoskopet. I kan takke mig senere. Eksempelvis ved at sende mig pakker med pengegaver, alkoholiske drikke og fotografier af pornografisk karakter. (Men sig det ikke til min hustru. Hun bryder sig ikke om at jeg drikker.)

Vædderen

Din uge kommer til at bestå af helt op til syv dage. Gamle venner vil udføre handlinger som du enten ikke billiger eller ikke er vidende om. Du vil sandsynligvis selv opleve eller være vidne til kærlighed i en af den mange former.

Tyren

Du vil i denne uge være sparet for direkte indblanding i det geopolitiske magtspil. Så slap bare af og nyd ansvarsfriheden. Din økonomiske situation vil være stabil med mindre store omvæltninger eller tåbelige beslutninger får frit løb.

Tvillingen

Du har eller har haft en jævnaldrende bror eller søster! Derudover vil bekendtskaber spille en rolle denne uge og det samme gælder grundstofferne, som du under ingen omstændigheder kan ignorere i den kommende tid. Det tyder på noget med Brom. Eller måske Brint. Stjernerne er lidt utydelige på det punkt.

 

Horoskopet er fuld af videnskabsdiagrammer og anden skematik, således at du kan være sikker på dets forudsigelser.

Krebsen

Stjernerne smiler til dig i denne uge. Det betyder stærkt forhøjede doser gamma-stråling, som du sandsynligvis ikke overlever. Temmelig ærgeligt at være dig, siger jeg bare. Næste uge ser heldigvis ok ud.

Løven

Pas på miljøet! For i denne uge skal du opholde dig i det. Og så duer det ikke at luften og vandet er indeholder alskens tungmetaller, æteriske olier og insekter. Opsøg straks din magnetisør hvis du har mistanke om at miljøet svækker din aura og mave/tarm-flora.

Svanen

En svane kan med sin vinge hugge Stein Bagger midt over! Svanens uge vil være præget af snadren i vandoverfladen og tvedeling af forskellige emner med vingerne. Prøv at holde din skræppen på et minimum, da de andre er ved at være trætte af din attitude.

Krabaten

Undgå forhold til svaner og Stein Bagger.

Kedlen

Ih, se nu hvad du kommer til at gøre! Undgå for alt i verden at læse dit horoskop denne uge. Den viden du måtte tilegne dig vil føre til rekursive og selv-refererende virkelighedsforløb, som bestemt ikke har givet dig andet end problemer. Du skulle jo ikke gøre det, sagde jeg!

“Typisk ansigt et barn kan stille op”

Børn og deres sprog er på mange måde som en tønde stødt kanel. Kanel kommer fra en plante som gror på en ø meget fjernt fra landet Danmark. I gamle dage var det yderst kostbart at anskaffe sig, da det skulle transporteres fra denne fjerne ø ombord på upålidelige sejlskibe ført på vinden henover vandet af upålidelige sømænd. I dag er priserne langt mere rimelige og kanel er hvermandseje. En hel tønde koster stadig mere end hvad enkelt hustand er parat til at give og indeholder altså også temmeligt meget kanel.

Ah ja, sproget. Sæd og æg i skøn forening har skænket mig en datter. Hun er 2 ½ år gammel og taler meget. Uanstændigt meget. Og det er jo en herlig ting, fordi hun sandsynligvis kan have stor glæde af gode talegaver her i livet. Med mindre den af alle frygtede zombie-apokalypse indtræder, i hvilket tilfælde at kunne leve af bark og skyde præcist med krudtkugler er langt bedre kvalifikationer. Her følger en guide til verbal kommunikation barn og voksen imellem.

Når det voksne menneske siger

“Jeg kommer lige om lidt”

modtager barnet følgende besked

“Jeg kommer om så lang tid at alt har mistet sin relevans og den menneskelig civilisation har selvdestrueret, hvis der ikke ligefrem er gået så længe at solen har slugt den ganske planet”.

Det er også værd at notere sig at børn oplever voksne som praktisk store og nogenlunde kompetente mennesker, der desværre er temmeligt hæmmet af at gøre alting i uanstædigt slow motion. Dette sætter børnenes opfattelse af voksne som noget man bør have gevaldigt på prøve.

Man kan ligeledes gå fælt galt i byen med ordene

“Måske kan du være heldig at få lov til at klappe et får eller måske se en hest henne på gården”

som bekendt for barnet betyder noget i retning af

“På den gård vi om lidt skal besøge vil der med usvigelig sikkerhed for vores vedkommende ikke skulle foregå andet end langvarig klap af den prægtigste hest i hele dette sogn, efterfulgt af en adskillige timer lang ridetur langs mark, eng, strand og hede. For dette gives alle mulige garantier og løfter om at intet kan gå galt og at alt er nøje tilrettelagt herfor.”

Bare ikke i virkeligheden.

Børns omgang med voksne er derfor en næsten endeløs række af totale skuffelser kun afbrudt af mindre løftebrud og pludseligt nedjusterede forventninger. Det er ikke så sært at de små krapyl vokser op og finder os mere og mere rædsomme i takt med at de lærer hvad ordet “rædsom” dækker over. Os, de voksne. Bevares, kommunikationsforskellene bliver (uhyre langsomt) udjævnet og derved også misforståelserne, men mindet om sviget lever evigt i deres nagbærende børnesind. De er i grunden nogle nederdrægtige små slyngler, man bør klogest i at vogte sig for at tale med.

“Tale er hør, men tavshed er bast”, sagde en forstandig tekstil-baron engang til mig. Det har jeg aldrig glemt ham for.

“Man kan skrive ord med knapperne på telefon-maskinen!”

Telefonnumre kan være nogle meget forvirrende størrelser, fordi de består af en masse tal i rækkefølge. Her følger en sms-udveksling med en for mig ukendt ungersvend. Det skal siges at jeg ikke kender min modstanders alder, men brug af rædsom grammatik og sparsom tegnsætning leder mig til at tro at vi har med et såkaldt ungdomssvin at gøre:

Hey skat

Denne første besked modtaget om aftenen vælger jeg i min uendelige visdom at ignorere, da jeg ikke er interesseret i Tom’s tilnærmelser (tak til krak.dk). Jeg skal blive klogere. Den følgende dag optrappes konflikten:

Hey albert. Må jeg ik lige få signes nummer? <3

Hvortil jeg svarer:

Albert er taget på ballonfærd med den polske statsradiofoni. Signes nye nummer er 50. Mvh, Thor

I min naivitet tror jeg at min trådløse dyst hermed er overstået og vundet. Ak:

Hendes nye nummer er 50 hvad?

50 cifre, måske. Hvem ved? Nuvel. Det skal åbenbart ikke være for nemt, så jeg besluttede mig for at være mere klar i mælet:

Prøv at skrive til Alberts telefon i stedet for min!

Touché, Thor Frølich. Ungersvend sat på plads? Check. Retfærdig harme spydigt luftet i sikkerhed bag teknologi? Check. Ny sms indløbet på telefon? Check.

Undskyld så har givet mig dit nummer. hvad er hans så?

Ja, for det er jo helt utænkeligt at du har fat i et forkert nummer, unge mand. Jeg må jo være dybt involveret i Albert, Signe, Krelle og Karsten’s gøren og laden. Jeg har jo en telefon!!
Da døgnet kun har mellem 7 og 16 timer måtte denne utålelige udveksling stoppe med det vuns:

Jeg har ingen idé om hvem nogen af Jer er.

Så!

Okay

Tak!