En i enden

af Thor Frølich April 23rd, 2007

Den allerværste af dem.
Her ses en af Apokalypsens ryttere, Dårskab.

Apokalypsen, Ragnarok, Armageddon. Slutningen på det hele har mange navne. Og komme skal den nok, uanset hvad vi måtte kalde den. Den er i vores del af verden beskrevet indgående i Johannes Åbenbaringen(*), mens de i andre (og mere forkerte) egne har noget lignende nedfældet på noget bark eller inde i hjernen på en tosset kone. Johannes beskriver hvorledes ballet skydes igang af 4 muntre svende til hest, kaldet Krig, Sult, Sygdom og Død eller noget i den generelle plagsomme retning. Men før denne Enden på Alt kan sættes ind, skal vi, i følge det langt mindre kendte og efter min mening temmeligt oversete Karsten Evangelium igennem en art generalprøve på apokalypsen: Prepokalypsen, Den Noget Kedelige Forringelse af Alt.

Fire ryttere skal De komme; På fire cykler;
Ikke forfærdelige dog ej heller ønskværdige;
Kiv, Brødflov, Sløj og Træt kaldes de ved navn;
Og sandeligen skulle alt blive lidt ringere.

Kiv
Først skal komme en gusten-gul Raleigh;
Pivende lejer, rusten kæde, ingen ringeklokke;
Småskænderier og let håndgemæng følger i hans hjulspor;
Næstekærlighed vendes til irritation;
Brødre vil yppe kiv mellem brødre;

Ej heller vil de lette på hatten til hilsen.
“Midt på vejen vil de køre uden lys; Og ej give tegn ved sving”. Karsten Evangeliet 12:85

Brødflov
Den anden rytter vil hvirvle landet rundt;
En racercykel med gedebukkestyr; Et dusin gear;
Det ganske land skal føle lysten til
Citronmåne fra tanken eller kringle;
Selv de nys affodrede og de trinde især;

Sløj
Den tredie ganger er punkteret og malingen skaller;
På den skal sidde en slumpen figur;
Drøjt snot vil hænge fra snudeskaftet; Hosten gjalde;
Mange skal blive hjemme fra arbejde
I sottesengen; Mindst et par dage.

Træt
Sidst skal komme Cyklisten; Den tavse;
De andre er ham underlagt;
Den hvide SCO velsmurt og skinnende;
Ingen vil underslippe hans åg;
Menneskesønnen gnider øjet;
Ved gry vil han kun svært ud af fjerene.

(*) Af mange beskrevet som den mere actionprægede af åbenbaringerne.

Posted in Generel spas |

10 Responses to “En i enden”

  1. Møller Says:

    Unge Frølich! Forklaring udbedes hvad skal jeg sige til min chef? En chef der pure nægter at tro at mit arbejde udføres effektivt med kaffe sprøjtende gennem næsen. Kan jeg bortforklare mit grineanfald med hysteri?

    Møller

    P.S. det var varm kaffe!

  2. Thor Frølich Says:

    Kæreste Møller,

    Gør som enhver rettroende. Forklar din chef at Karsten Evangeliet kræver et dagligt offer i form af bønne-afkog leveret gennem gynteren og at du derfor fritages for latterliggørelse og kritik. Problemet skulle hermed være løst.

  3. Thor Frølich Says:

    Gynter her betyder næse. I sad og tænkte ‘pikkemand’, gjorde I ikke?

    Jo, I gjorde!

  4. Rasmus Toftdahl Olesen Says:

    Jeg tænkte pure på en grim nisse med fjollet tøj. Hvilket vel egentligt er det samme.

    - Og sandelig sagde han:
    Grimme nisser skal komme og minde eders fruentrimmer om ligheden mellem disse og eders ‘pikkemand’ .
    Og sådan kom det til enden på Adam og dennes afkom.

    Karsten, 11:52, Jerusalem, TV2

  5. El Thorsen Says:

    Ved Jupiter!
    Endelig drages sløret fra mine øjne og sandheden lys skærer i dem som hobbykniv skærer i bølgepap:
    Jeg er jo legmligørelsen af alle disse fire helvedsryttere!

    Min kurs er tydeligt udstukket - Ve jer Fordømte Menneskehed!

  6. Phobias Says:

    Thor,
    Hvis du venter paa Armageddon, saa maa jeg skuffe dig med at du er for sent paa den. Armageddon var nemlig en konge der levede paa Peloponneees for en haandfuld aartusinder siden.

  7. El Thorsen Says:

    Gu’ er det ej - det er et bjerg hvor der ligger ruinen af en gedehyrdes hytte.
    Den hedder Har Meggido!

  8. mc Says:

    thor, det er det sjoveste jeg har læst i lang tid. jeg ønsker at kommercialisere i det og hælde det på små bøtter.
    - mc

  9. Møller Says:

    Jeg har altid troet det var en film fra 1998, men vi havde også nogle meget besynderlige Oldtidskundskabs timer da jeg gik i skole.

  10. Thor Frølich Says:

    Phobias: Ah, oldtidskundskab. Sikke en tid. (Oldtiden, ikke undervisningen).

    Mc: Tak, tak. Det er alt for galt. Selv har jeg faktisk overvejet om ikke der var penge i at sælge fingerbøl med talg fra min krop. Nu er jeg ikke længere i tvivl!
    (Af en eller anden grund blev din besked tilbageholdt af spam-filteret, hvorimod adskillige reklamer for fotografier af letlevende fruentimmere slap igennem. Stof til eftertanke!).

Leave a Reply

Comments will be sent to the moderation queue.