Weekend som alene-far
af Thor Frølich February 5th, 2007
Fredag d. 2 feb., kl. 16.12
Jeg er gift med min hustru. Dette går op for mig da hun med sit arbejde skal udenlands i weekenden. Hun arbejder enten for et rejsebureau eller en fremmed stats efterretningsapparat. Så meget ved jeg. Jeg får dog altid tvetydige svar, når jeg spørger. “Vi sælger rejser”, siger hun. Uanset, er hun ikke hjemme denne weekend. Hun skal til Budapest i Ungarn og jeg skal være alene med det lille barn, vi har sammen: Min datter, som er en lille pige. Straks bliver jeg mistroisk, da jeg udmærket er klar over at Ungarn er det land der opfandt både min chef (som er født i Ungarn) og langt de fleste andre ungarer.
Luftens hyrevogn
Fredag d. 2 feb., kl. 19.01
En flyvemaskine med min hustru indeni er fløjet afsted mod dets destination. Tilbage i huset på marsken sidder jeg med barnet. Vi kigger hinanden lidt an. Jeg har på fornemmelsen at hun ikke vil gøre det let for mig, selvom vi er i familie med hinanden.
Fredag d. 2 feb., kl. 19.28
Jeg havde ret. Hun har tydeligvis puget snot igennem mange uger til denne stund og lader det fosse lindt ud af næsen fra depoter dybt inde i kraniet. Hun skiftevis snorker som en ork og vågner for at lade mig vide jeg er et tåbeligt mandemenneske helt uden de evolutionært nyttige bryster fulde af mælk. Jeg byder hende leverpostej på rugbrød. Hun afviser.
Lørdag d. 3 feb., kl. 02.24
Den lille pige konstaterer igen at jeg ikke er hendes mor og lægger sig til at sove igen. Det samme gør jeg.
Lørdag d. 3 feb., kl. 07.32
Vi vågner begge efter en nat med mange kontroverser. De fleste over hvorvidt man bør stå op og lege midt om natten eller fordelingen af sengeareal os imellem. Jeg konstaterer hurtigt at huset er omringet af områdets bjørne, som har set deres snit til at få overtaget medens min hustru er væk. Hun gør normalt et hæderligt stykke arbejde med at holde dem på behørig afstand af både ejendom og vores nærigsholdige datter. Jeg beslutter at angribe bevæbnet med den lille pige holdt foran mig i strakt arm. Går den, så går den.
Lørdag d. 3 feb., kl. 07.46
Jeg er nu udråbt til Alle Bjørnes Konge af de imponerede dyr. Lillepigen mener bestemt at det var hende de mente, men det afviser jeg med en fejende bevægelse med hånden. Jeg minder hende om at hun hverken kan nå op til, endsige finde ud af at betjene mikroovnen i hvilken hendes middag netop denne aften skal varmes. Vi bliver enige om at det nok i virkeligheden alligevel var mig æren tilfaldt og at hun ganske havde fejlbedømt den anspændte situation.
Lørdag d. 3 feb., kl. 16.22
Storsindet lader jeg min datter bære den kongekrone af kviste og blade, jeg fik af de umælende pelsede kræ tidligere på dagen. Hun synes det er sjovt at lade som om hun er alle bjørnes konge, selvom vi begge ved det er noget pjat. Den rigtige konge er og bliver mig. Iøvrigt kradser den ærligt talt noget tarvelige krone ubehageligt mod hovedbunden.
Marsk-folket lister sig gennem mørket på udkig efter nedfaldsfrugt.
Lørdag d. 3 feb., kl. 19.38
Under stor tumult har jeg lagt det lille barn i seng og tilser nu mine sår. Joden smager grimt og gør mig ubehageligt svimmel og usikker til bens. Jeg glæder mig meget til min hustru kommer hjem søndag, da jeg skal tisse noget så eftertrykkeligt. Resten af aftenen går med at kaste sten efter marsk-folket, fra første sals altan.
Sørdag d. 4 feb., kl. 08.14
Efter morgenmaden sætter vi os ud i bilen og gør os klar til at køre den korte tur til lufthavnen.
Sørdag d. 4 feb., kl. 19.10
Automobilet starter første gang jeg drejer på nøglen og vi kører ud for at tage imod den hjemvendende barnemoder, som om ganske kort tid lander ombord på en flyvende maskine.
Posted in Generel spas |
February 6th, 2007 at 12:18
Wow. Forældrerollen lyder som en drøm. En drøm man ikke kan vågne fra. Og som aldrig stopper.
February 6th, 2007 at 16:26
Det er en skøn og fremragende kamp. Du skulle prøve det.
February 6th, 2007 at 17:24
I nat drømte jeg at russiske soldater invaderede mit nabolag, mens Ejboparken (eller Neergårdsparken jeg er ikke sikker) blev bombet fra luften.
Nogen ovre i nr. 88 havde en RPG, men da den ikke havde nogen målsøgningsmekanisme kunne vi ikke bruge den mod flyet - det var ellers sådan et stort langsomt et med fire propel-motorer.
Senere blev jeg jaget af en kanin i menneskestørrelse, der var en legemliggørelse af kommunismens fællesskabsånd. Men da den endelig fandt mig var det virkelige vågne mig, og den var nød til at bryde igennem muren mellem drømmen og den virkelige verden. Lige da den slap igennem vågnede jeg.
Og så kunne jeg ligeså godt se Penn & Teller på TV3+, det passede nemlig med tiden!
Helt lige så spændende som at passe kleinkind var det nok ikke dog.
February 7th, 2007 at 13:46
Den fremragende kamp fortsætter længe endnu, kan jeg berolige med. Min datter på snart tre er i gang med det som nogen har kaldt ‘den spæde jeg-dannelse’, hvorherre bevares! Prøv med ‘den voldsomme hysteri-smiden-sig-på-gulvet-i-arrigskab-over-et-eller-andet-udefinerbart-overgangs-trodsalderen’. Eller noget.
Det går ikke stille af, i hvert fald.
February 7th, 2007 at 18:45
Monsieur Østerby, var De forinden svangerskabet blevet informeret om disse destruktive anlæg alle afkom tilsyneladende besidder? Eller var De, som jeg, blevet holdt ganske hen med rosenrød snak om “livsbekræftende oplevelser” og “artens videreførelse”?
February 7th, 2007 at 19:05
Lige præcis! Og sådan noget naivistisk vrøvl som “jamen, det er da fantastisk at få børn, de gi’r bar én så meget” el.lign. som jeg ved Gud også har hørt mig selv udtale.
Nej faktisk fik jeg af flere at vide, at det ville blive hård, og nu skulle vi endelig nyde den sidste tid, det bli’r aldrig det samme igen. hvilket vi (uvist af hvilken grund) altid blev ret irriterede over. Nu kan vi jo se, at de mennesker var klogere end som så.
Så du i øvrigt den undersøgelse i Politiken for nylig om, at vi faktisk ikke bliver lykkelige af at få børn, de rangerer sådan set bare lige under det at gøre rent og lige over at sende en mail, når det drejer sig om at generere lykkefølelse. Tankevækkende. Vi bilder os bare ind, at de kære små gør os lykkelige, ellers ville arten såmænd uddø, konkluderedes det. Endnu mere tankevækkende.
Hvor gammel er din guldklump for resten?
February 7th, 2007 at 19:06
PS. Jeg er ikke engang blevet klogere: Nr. 2 er såmænd på vej…
February 7th, 2007 at 19:39
Suk! Folk formerer sig til højre og venstre for tiden.
Det er afskyeligt.
February 7th, 2007 at 22:03
Min snot-gremlin er omtrent 11 måneder. Hun er det bedste der findes og giver mig megen glæde, selvom jeg ville være på dybt vand, såfremt jeg i objektive vendinger skulle forklare hvorfor.
Jeg undrede mig såre over den omtalte undersøgelse i Politiken. For det første har jeg svært ved at se at der skulle være en forskel på lykke og indbildt lykke. Enten er man lykkelig eller også er man det ikke, uanset denne følelses ophav.
Jeg kan i sagens natur kun tale for mig selv, men det står klart at lille-aben (spydig fiktion her på siden, uanset) rangerer som det jeg morer og glæder mig mest over. Det kan jo være at visse menneskers neuro-psykologiske konfiguration er af en sådan karakter at de er usundt glade for at sende elektronisk post og gøre rent. Men det er ikke tilfældet for mig. Og jeg vil mene at den slags mennesker enten er hæslige rottefolk eller har fået nogle alvorligt skrækkelige børn. Måske en kombination heraf er den rigtige forklaring?
February 13th, 2007 at 14:35
Altsaa generelt har jeg ind imellem svaert ved at forstaa at folk vil bruge deres tid paa at faa boern, naar de nu kunne bruge den paa at designe og bygge robotter.
Men med hensyn til undersoegelsen fra Politiken saa var den lidt anderledes end beskrevet. Folk blev spurgt om hvad der gjorde dem mest lykkelige, og en meget stor andel af foraeldre puttede deres boern oeverst paa listen. Men naar man saa spurgte hvad de lavede i gaar, og hvor fedt det var, saa var de boernerelaterede aktiviteter ikke federe end andre. Saa selvom der ikke er noget umiddelbart fedt ved “hysteri-smiden-sig-på-gulvet-i-arrigskab” tidspunktet paa dagen, saa er foraeldre villige til at se igennem fingre med det - hvilket maaske kan forklare hvorfor andre folks boern er SAA meget vaerre end ens egne (er de det, foraeldre?)
February 13th, 2007 at 19:32
Andre folks børn er nogle små ækle Hitlere!
Men om de skulle være værre end ens egne ved jeg nu ikke.
February 14th, 2007 at 08:29
Andre folks afkom er utvivlsomt helt forfærdelige.
- Jeg vil desuden give den gode Frølich ret i, at sådan en lille pode er fyldt med morskab
og underholdning. Jeg kan f.eks. slet ikke huske hvad jeg lavede før lille-trunten blev til??
- Robotter skal man dog heller ikke foragte. Jeg tror dog kun at min tekniske snilde rækker til at bygge menneskepoder.
July 22nd, 2007 at 14:59
tja, er glad for min ikk er gammel nok til at se med fingrene endnu må jeg da indrømme, og arten af oprejste aber skal jo føres videre så vi fortsat kan forkvakle naturens orden, men pt lød det som en go ide at fodre bjørnene med ungen, da jeg har prøvet at passe sådan en størrelse et par gange…lille utyske! men anyways, hatten af for herren med bjørnekronen for en(mere eller mindre) vellykket weekend
July 22nd, 2007 at 15:05
ps. den weekend jeg spenderede med utysket var langtfra vellykket på nogen måde, den stod på bid og skrammer og skamsmadrede knæskaller pg.a et åndssvagt stykke hårdt plastic kaldet en actionmand,er alene far på fuldtid samt babysitter for samtlige alenemødre i mit boområde og siger dig, glæd dig til de blir ældre og får tungere legetøj som fek.s små hårdtslående metalbiler