Døden.
af Brian Mørk January 16th, 2007
En tidlig aften i sidste uge bankede det truende på min hoveddør. Jeg blev overrasket da jeg aldrig forventer, eller ønsker, gæster på det tidspunkt (eller noget andet tidspunkt).
Udenfor i mørket og regnen stod en skikkelse jeg først troede var en spinkelt bygget Sith fyrste, men som hurtigt viste sig at være en dødning i en kutte som hurtigt viste sig at være selveste Døden som hurtigt viste sig at være kommet efter mig som hurtigt viste sig at være rimeligt overrasket.
Han måtte blive udenfor.
Han bad mig følge med til Hades og gerne lidt tjept da han havde ret travlt i Darfur. Jeg tøvede og mindede ham om at jeg kun lige var fyldt 33 vintre og om han ikke syntes det var lidt vel tidligt at tage livet af mig og dertil skulle jeg også lige til at spise kvældsmad. Da lo Døden højt, og påpegede at 33 år var en fin alder når man var medlem af den skrøbelige Mørk slægt og at 33 år var mere end visse andre var blevet. Men hvis jeg følte at jeg var bedre og vigtigere end John Lennon eller Marylin Monroe så skulle jeg endelig holde min kæft alligevel og følge med.
Jeg har aldrig været typen der sagde folk imod, og slet ikke folk der tragtede mig på livet og som var bevæbnet med skarpe landbrugsredskaber. Så jeg nøjedes med at smække døren i ansigtet på ham.
Vel tilbage ved middagsbordet ramtes jeg af hidsige brystsmerter og kunne ikke meget andet end at gispe efter vejret og svede. I min forskrækkelse og panik havde jeg glemt at tage Dødens Jedikræfter med i mine beregninger. Jeg idiot.
Pigebarnet var af den mening at jeg med det samme skulle skyndes på et hospital. Men jeg er af mandeæt og fremturede med at jeg skulle have aftensmad først og så kunne vi se hvordan det gik senere på aftenen. Læger, medicin og deslige er for børn, kvinder og andre invalide.
Da jeg tillige havde glemt at jeg ingen fri vilje har i mit eget hjem (jeg idiot) blev jeg straks fragtet til et sygehus hvor de kittelklædte tvang mit hårdt opsparede blod fra mig og tilsatte ledninger, strøm og alkymistisk bryg til mit fejlende legeme.
Og her starter mit eventyr med det Danske Sundhedsvæsen. Et væsen som burde dolkes i bugen af Sankt Georg/Jørgen ved først kommende helgenlejlighed.
Vel ankommen til det hvide sygdomshus, forklarer en rar læge mig, at ser man bort fra let overvægt, mangel på en egentlig kondi og en stor familiedødelighed, så virker det ikke til at der er noget galt med mig. Men jeg blev lige sendt op til nogle undersøgelser for en sikkerheds skyld. Det ville højest tage et par timer.
Dem her var der ingen af.
Et par timer, en EKG, noget blodtryk, nogle blodprøver og en pose medicin senere forklarer en anden læge at det egentlig ikke ser ud til at der er noget galt med mig, men de vil gerne beholde mig natten over. For en sikkerheds skyld.
Jeg placeres i en seng (der er for kort) på en afdeling (hvor der ikke er plads) ude på en gang (hvor der ikke er privatliv) ved siden af en dement olding der kun kan stønne højt som var han ramt af tyskens bly (hele tiden uden tøven fra jeg ankom til jeg tog hjem). Sygeplejersker tager yderligere blodprøver som viser at jeg har det fint, men de vil alligevel gerne beholde mig til næste morgen for en sikkerheds skyld.
Efter at have ligget vågen ved siden af den rablende olding fra sen aften til lys morgen, bliver en sidste blodprøve taget af de travle sygeplejersker. Den viser at der intet er galt med mig, men jeg må hellere lige vente og høre den (nu velkendte) besked fra en uddannet læge, bare for en sikkerheds skyld. Der ville være stuegang hen ad formiddagen og så ville jeg kunne tage hjem.
Stuegang kommer og går og ingen læge nærmer sig mit raskeleje. Jeg spørger om jeg kan tage hjem da jeg har det fint og den udgave af ”Hjemmet” jeg har fundet er gennemlæst 40 gange. Svaret er nej, for en læge skal lige bekræfte at jeg er rask, for en sikkerheds skyld. Han ville være der om cirka 20 minutter.
8 timer senere (pureste sandhed) henvender jeg mig igen til de rare sygeplejersker og spørger om jeg kan tage hjem snart. Lægen er skam på vej forsikrer de.
To timer senere fortæller jeg resolut sygeplejerskerne at jeg selv agter at pille ledninger og nåle ud af min krop og tager hjemad. Hvis lægen skal bekræfte at jeg er rask så må han hjertens gerne ringe, men jeg har arbejde der skal laves, farvel.
4 minutter efter undersøges jeg af en stakåndet læge.
Som fortalte mig det samme som utallige blodprøver, EKG’er, et hav af sygeplejersker og jeg selv havde vidst i et døgn. At jeg havde det fint.
26 timer af mit liv jeg aldrig får igen.
Dem har var der ingen af.
Hvis jeg i fremtiden skulle blive ramt af en Volvo eller blive udsat for stråling fra en sunken russisk atomubåd vil jeg alligevel tænke to gange før jeg tager et smut forbi hospitalet.
I deres sløve forsøg på at redde mit liv var jeg ganske tæt på at tage det selv.
Posted in Introduktioner til... |
January 16th, 2007 at 10:38
Selv døde jeg ved slaget på Reden. Jeg druknede i en kop vælling af tvivlsom kvalitet. Ikke nogen fesne brystsmerter til mig, tak!
January 16th, 2007 at 14:40
Sludder brystsmerter er mandige og giver hæder og ære til den der dør af dem. Det er jo ikke tilfældigt at man i forne tider højest hyldede netop de kæmper der faldt døde om med brystsmerter.
Disse brystsvage hirdmænd var ifølge overtro sikret en plads ved langbordet i Odins gård til bægerklang, sulemad og litervis af frisko is (Ja, Valhalla var en form for premodernistisk “Jensen’s Bøfhus”)
I den midaldrende, men alligevel sært sexede, Edda berettes om helten Hoder Hagbardssøn, der under et togt til Irland midt under postplyndringsopgørelsen falder mandigt og heltmodigt da han opdager at hele fire bersærker kun delvist har udfyldt ansøgningsformularene om “forceret kvindebespringning” og - hvad der må anses for hans endelige bane - at én hirdmand helt har undladt at afleverer de påkrævede kopier af ansøgningen om “hovedskalsflækning med efterfølgende ildspåsættelse af religiøs ejendom for øje” forud for plyndringen.
“Hoders ansigt blev - da han fik disse tidender - pludselig rød som frankens vin. Helten greb sig til bringen og bersærkerskaren så skamfuldt i mulden og forsøgte at unddrage sig kæmpens blik. Da Hoder, Asernes ligemand, råbte manende: “Er der da slet ikke nogen der har læst protokollens memo fra sidste måned om metoder til efterbetaling af danegæld!” Bleg blev Hoder Hagbardssøn og segnede foran den forfærdede skare med mangen en hvisken om “utaknemmelig hird” og “folk tror ved Thor bare at en årsrapport til kongsgårdenb rister sig selv”, og således døde helten Hoder Hagbardssøn, der sad som midlertidig tilforordnet regningsmand under togtet til Irland!”.
Så kom ikke her og sig at unge Mørks møde med “den bistre høster” ikke er såre heltmodigt. Men OK indrømmet vælling lyder nu også macho og total street.
January 16th, 2007 at 20:53
Jeg ville gerne skrive en rammende kommentar, men jeg griner endnu, så det får vente…
January 17th, 2007 at 12:28
Til Møller:
Comments til en artikel der er længere end den artikel de kommenterer er prisværdige.
Derudover giver jeg dig helt og aldeles ret. Som altid.
Til Anders C. Østerbye:
Griner du af mine forfærdelige nærdødsoplevelser? Hvor vover du?!? Ja, som emne er min pludselige død da underholdende og grund for megen moro, men artiklen var jo slet ikke særlig skægt skrevet!
January 17th, 2007 at 13:43
Orh, det synes jeg nu. Min latter gjaldt dog også Møllers kommentar, skal retfærdigvis tilføjes.
Men jeg kan godt se det ikke var særlig høfligt at klukle af dit møde med Manden med leen, jeg beklager…
January 17th, 2007 at 14:29
Man må gerne le ad min dødelighed. Men man griner ikke af makværk.
Møllers indlæg er ganske værdigt.
January 18th, 2007 at 09:54
Hvad er det der får dig til at tro noget så dumt at du deler skæbne med resten at vores klan? Uret tikker!!!
January 18th, 2007 at 12:43
Brian bliver udelukkende holdt i live af det indbyrdes skænderi, hans indre komponenter imellem, om hvilke af dem der skal have lov til at tage livet af ham. Det er videnskabeligt bevist, fordi jeg siger det.
January 18th, 2007 at 15:23
@thor
for muligvis endnu engang at citere det fremragende tvprogram “brass eye”:
Now that is scientific fact. There’s no real “evidence” for it but it is scientific fact!
January 19th, 2007 at 12:36
Vil det sige at de ikke fandt nogle spor af kork i dine blodprøver Mørk-san?
August 4th, 2007 at 00:16
hmm, jeg ville kunne forstå hvis det var kork i dine vener der havde forårsaget dine højst maskuline særkesmerter. har du været i irland fornylig? nermere berettet byen cork?