Jeg bor i en marskandiser
af Brian Mørk October 2nd, 2006
Ikke ulig den unge Frølich har jeg hjemme i et hus med både tag, vægge og gulv. Men ulig den unge Frølich er mine gulv, vægge og tag fra de gode gamle dage. Dengang mænd gik med bowler og ingen havde fået den ide at kvinder skulle kunne stemme ved valg eller gå med bukser. Desværre også dengang hvor ingen havde fundet på fjollede sager som dræn og isolering, men mere derom en anden gang.
Huset er fra før vores oldeforældre kom til verden. Folk red med drosche og tog morfin mod alting og der var stadig små 15 år til den store krig brød ud (Etteren). Alt i alt et hus som har set meget til fortiden og nu burde have chancen for at opleve både nu og fremtiden.
Men sådan bliver det ikke.
Her bor jeg i mit hyggelige hus.
Da det nu engang er mandens lod at drage bort fra hjemmet og ud i vildnisset og først komme tilbage når han har dræbt og nedlagt et stykke kronvildt eller en snes canadagæs med de bare næver, er det traditionelt kvindens lod at gå derhjemme og bestemme alting. Det manglede bare. Og det er ikke anderledes i Casa Del Mørk. Ingenlunde. Her har Pigebarnet sat sig som despot og har påtaget sig det tunge ansvar at være beslutningstager i alt, herunder indretning. Og her er kimen til min lille beretning.
Pigen er glad ved sager. Gerne sager som andre har fået nok af og kastet bort. For længe længe siden. Ting som andre mennesker har kigget på og besluttet at det intet er værd for nogen, er noget værd for pigebarnet. Den smule mammon jeg får for dagens gerning bliver skyndsomt vekslet til møbler, malerier, fotos, bestik og klæder fra fortiden. Hun gør hvad hun kan for at få vores hjem til at ligne et dødsbo. Og hun kan en del.
Den Mørke klan.
Desværre er det ikke vigtige og dygtige sager hun finder og indkøber. Det er aldrig Göhrings efterladte sabel, Ghandis boksehandsker eller Jomfu Marias trøster. Det er ikke ting af historisk eller arkæologisk betydning, men snarere ting som er gode til at fylde op og kaste et dystert skær over et i forvejen dystert hus.
Det falder mig ind at hvis husets oprindelige ejer, en læge fra det forrige århundredeskifte, dukkede op fra fortiden og indfandt sig på adressen, ville han tro han var kommet hjem til sin egen tid. Han ville kort undre sig over fladskærmen og det futuristiske træk og slip toilet, men ellers ville huset stå som da han forlod det dengang verden var i gulnet sort/hvid.
Jeg har i skrivende stund boet i huset i hele to måneder, og det begynder så småt at bekymre mig at min fremtid er så langt i fortiden.
Posted in Generel spas |
October 3rd, 2006 at 06:51
Skåle lader til at være mit husholds lod. Hvis det er keramik er det velkomment hvor jeg bor.
October 3rd, 2006 at 12:19
Hvordan har pigebarnet det med små æsker som man kan lægge nogle små ting ned i. Og måske nogle lidt større æsker hvor man kan samle de små æsker indtil der er opnået total æskeorden?
October 3rd, 2006 at 12:33
Dem er hun glad ved. Hendes chinook navn er Æskeelskeren.
October 3rd, 2006 at 15:16
Der har du været heldig - tænk hvis du selv skulle bruge tid og energi på at udvælge den slags ragelse. Du ville ærgre dig ville du.
October 3rd, 2006 at 15:54
På et tidspunkt vil disse genstande nok opnå værdi og vil dermed kunne byttes for guld og sportsvogne.
Det er det jeg forventer vil ske med mine nulllermænd hvoraf en stor del nu har opnået klassifikationen nuller-oldinge og nogle endda den fine vintage betegnelse som kendt fra ure og portvin.
Så hvis der er nogle samlere bland abens læsere som ønsker sig et eller flere af disse fine eksemplarer er jeg villig til at bytte nogen væk for en Aston Martin DB9.
October 4th, 2006 at 13:44
Roy Phohrstaahr dehn Phaziination auph äldhre Dache! Dere war Ordhen ie deth Liiv ock dhe manghe zälsohme Sacher phra dhe Phohrthiiths-Mennescker ere auph uouwerthruphphen Äth! Ein Thiing hathe dhe Anthiikus-Pholck icke: Phalaphphel. Deth ere en maghiisck Spiiese phra Oriienthen ock mörche Männ zervhere dehn paa achtwärdiich Phazon!
October 23rd, 2006 at 00:52
Hvis jeg lige må knytte en kommentar… Efter at kommentaren er knyttet, kan det godt være at jeg bliver bedt om at knytte, men jeg tager chancen:
Du lyder ekstremt glad for din Kalundborgske eksil, Mørkemand.