Gådefulde Gåder del 1: Sommerhuset

af Mikkel Thomassen July 27th, 2006

Mouse over: Familien har slået telt op udenfor, for at beskytte sig mod elementernes rasen.
Et typisk sommerhus

Ferien er over mig, mine tasker er pakkede og mit rejsemål denne gang en af verdens mest mystiske mysterier. Som Pyramiderne, Stonehenge og Bermudatrekanten aftvinger også sommerhuset os spørgsmålet: ”hvem byggede det? … og HVORFOR?”
Ufoer er som altid et godt bud på det første spørgsmål, men vi vil nok aldrig komme til at forstå meningen med det gådefulde sommerhus.

Sommerhuset er en slags hus, men kun af navn. Som navnet antyder, er sommerhuset faktisk kun egnet til beboelse den korte del af året, hvori der strengt taget ikke er brug for huse at bo i. Hvor vinter- eller helårshusets stolte stenmure trofast beskytter menneskene indeni mod elementernes rasen, bibelske plager og indbrudstyve, skal sommerhusets skrøbelige træstruktur helst tages ind, når det regner.

Sommerhuset er normalt beliggende i en del af landet, som ved et mystisk geografisk paradoks ligger så langt væk fra alting, at det tager det meste af din ferie at nå frem til huset, mens det samtidig ligger så tæt på, at vejret er præcist det samme som der, hvor du kommer fra. Der er med andre ord ingen klimatisk pointe i den lange rejse. Hvis regn, sol eller sværme af græshopper gjorde dit liv besværligt derhjemme, så vil de med usvigelig sikkerhed også vente på dig, når du ankommer til sommerhuset.

I sommerhuset vil du heller ikke, som på andre ferier, få chancen for at møde farverige fremmede kulturer og pege fingre af dem. Den lokale cuisine består mest af flæskestegssandwich og remoulade. Du kan ikke købe toldfrit på noget tidspunkt af turen, og de har akkurat de samme is som din hjemlige kiosk også fører. Du vil med andre ord opleve præcis det samme, som du kunne have oplevet derhjemme, bare meget mindre af det.

Langt mere uhyggelige er de tykke turister.
Ingen af denne slags tyskere ser man.

Det skorter også betragteligt på letpåklædte cyklepiger af den type, som i denne tid gør Nørrebrogade til et veritabelt Moulin Rouge. Sommerlandet befolkes øjensynligt udelukkende af tykke børnefamilier og endnu tykkere tyskere (og tyskerne er naturligvis helt og holdent af den kedelige moderne slags, uden dødningehoved-prydet hovedpryd og naziguld i lommerne).

Til gengæld er sommerhuset gerne lokaliseret tæt ved havet. Den beroligende lyd af bølgernes brusen minder grangiveligt om trafikstøjen fra Tagensvej derhjemme. Den friske lugt af salt og rådden tang er heller ikke ulig stanken fra grillbarens container nede i gården. Men i sommerhuset anses den slags for rekreationelt, og man tilbringer gerne timevis med at promenere langs vandkanten for bedre at nyde det. Måske fordi eneste alternativ ofte er at forsøge at underholde sig selv med et halvt stangtennis eller en ugegammel avis, hvor man allerede har tegnet overskæg på samtlige ministre.

Nogle siger, at det bedste ved at rejse er at komme hjem igen. Et sikkert bud er, at de havde været i sommerhus da de sagde det.

Posted in Generel spas |

7 Responses to “Gådefulde Gåder del 1: Sommerhuset”

  1. Anderos Says:

    Glem ikke den karakteristike lugt af sommerhus: de fugtige skumgummimadrasser, mugnede Sølvpil og Anders And blade, og et køleskab der har en værre ånde end en Thai dreng i den tyske industriferie. Der skal også være et tv der kun viser sorthvide ting med Otto Leisner, brunlige kakkelborde, kurvemøbler og nul internet til alle, hele døgnet.
    Dertil trillioner af myggestik, splinter, grannåle og sand, uendelige gåture ned til den lokale strand hvor man kun allerhøæjst vil gyses over blegfede famillier af værste slags der udstiller deres kroplige forfald.
    En lokal købmand der ligger ca 6 kilometer derfra og en udmarvende dødsmarch dertil for at hente proviant og øl, hvor man også oplever den særegne fornemmelse det er at træde i en hundelort med bare tæer…
    Jo, efter sådan en sommerhus ferie trænger man til ferie.

  2. El Thorsen Says:

    Til sommerhuses fosvar, og hammelen skal vide de har behov for det, bør deres nytte den dag De Døde kommer fremhæves:
    Sommerhusområder ligger, som nævnt, for det meste på afstand af større befolkningscentre, og vil derfor være relativt lette at rense for omvandrende lig. Samtidig har mange af disse huse kaminer eller åbne ildsteder samt gasfyrede komfurer, og er derfor mindre afhængige af kraft/varmeværker. Det er også almindeligt at have små forråd - af alt fra dåsemad til lavoktan benzin - liggende i sommerhuse, der altså kan tjene som forsyningsdepoter. Lagre af potentielle våben kan også findes i rigelige, omend slet vedligeholdte, mængder i garager og redskabsskure.

    Den slags bør jo fremhæves i retfærdighedens navn.

  3. Brian Mørk Says:

    El Thorsen ligger nu højt på min liste over mulige kandidater til rollen som Apocalypseminister i min fremtidige regering.

  4. El Thorsen Says:

    Hov hov! Du har lovet mig Ministeriet for Visse Ting.
    Jeg skal ikke have noget Åbenbaringer at gøre!

  5. Phobias Says:

    Nu er jeg på ingen måde expert på hverken sommerhusområdet eller de-levende-døde-området, men udspiller Zombiefilmslegenden “Night of the living dead” sig ikke i et afsidesliggende sommerhuslignende hus? Expertudtalelse udbedes, tak.

  6. Orson Says:

    Som både sommerhusområdes- og levende-døde-områdes expert kan jeg oplyse, at der netop er tale om et sommerhuslignende hus - og derfor ikke et egentligt sommerhus. Forskellen er voldsomt beuraukratisk funderet, og af samme grund temmelig kedelig, men altså, det er noget med retten til helårs-beboelse, sanitetsforhold og andet mundgodt. Det hele var med i den oprindelige indspilning, men blev fjernet i den version der blev vist i cinemateker verden over - pånær de steder hvor de ikke måtte vise den, eller slet ikke havde et cinematek - og istedet erstattet med zombier.

  7. Meister Povel Says:

    Men glem nu ikke -ONANI- !

Leave a Reply

Comments will be sent to the moderation queue.