Religiøs om en hals

af Thor Frølich July 10th, 2006

Ja ja, jeg skal bare lige...
Gloria Patris

Alle der kender mig kan verificere at jeg er religiøs i en absurd grad. Jeg er tosset med religion og hvad dertil hører. Jeg må dog tilstå at det mest er af praktiske årsager.

Bibelen er Guds ord og et værk af uforfalsket sandhed - for således står det skrevet i bibelen! Det samme gør sig gældende for Koranen og andre spirituelle facitlister. Ræsonnementet burde give de fleste af mine stile, blækregninger og artikler et grundigt karakter-løft. Jeg mindes ikke nogensinde at have skrevet en skoleopgave, som ikke på det bestemteste bedyrede sig egen korrekthed. Med den metode har jeg igennem årene ført bevis for nogle ikke helt uvæsentlige påstande. Alle er de selvindeholdte sandheder!

Jeg abonnerer på så mange trosretninger som overhovedet muligt. Også selvom disse måtte være i direkte konflikt med hinanden, som eksempelvis Åbergs Vidner og Syvendedags Alfonsisterne. Eller det i Irak så tydelige skænderi: Sunni kontra Shia-alfonsisme, som jo strides om hvorvidt Svipper er den sande arvtager efter Profeten Åberg. Den slags lader jeg mig ikke kue af. Jeg er med, hvis det drejer sig om usynlige venner og hemmelige huler. Derfor føler jeg mig også forholdsvis sikret, når det kommer til tiden umiddelbart efter jeg er afgået ved døden. Lidt ligesom når man har helgarderet i tips.

KUN hos Åbergs Vidner!
Løver og mexikanere lever i fordragelighed!

Det er en ringe pris at betale, uafladeligt at skulle vende sig mod alle verdens hjørner i bøn. Når hele dagen går med dyrkelse af den ene entydigt og endegyldigt sande gud efter den anden, er der kun meget lidt tid hvori jeg riskikerer at bryde de op mod 2 millioner bud, som jeg er underlagt. Disse omfatter alt fra forbud mod at gå iført hatte af mere end een type fiber til en streng formaning om aldrig at forbande jorden min lokale indianer sover på.

Ja, det lyder jo som om det er lutter lagkage. Og marengs. Men det er det ikke. Mere specifikt frygter jeg når tiden kommer til at jeg skal vælge præcist hvilket af de mange tilbud om det hinsides jeg kan vælge at gøre brug af. Jeg, der bliver ganske handlingslammet, når et pizzaria har mere end 3 vidunderlige, men dog forskellige af deres fyldte italienske pandekager at vælge imellem. Hvordan skal jeg kunne vælge mellem flere dusin jomfruer, løver i sameksistens med lam og harpeklang i vat-bløde skyer? Det bliver ikke nemt - heldigvis er de alle fremragende!

Posted in Generel spas |

3 Responses to “Religiøs om en hals”

  1. Dr. Sprull Says:

    Man skulle mene, at en pizza ikke burde betegnes som en fyldt … pandekage. Det er ikke en kage, men derimod ganske sund. Brød, ost, lidt kød og grønsager er lagt ovenpå på. Måske endda chili, der er godt i sommervarmen, og hvidløg, der jo er kendt for alskens beskyttende egenskaber. Ingen er nogensinde gået galt i byen med en pizza. Det ville nemlig være fjollet at gå i byen med … ARGH

    Jeg har kun sjældent været udsat for en ikke-deep-pan-pizza, som reelt var lavet i en pande, og selv da var det ikke en pande over ild, eller det der ligner. Snarere har de været udsat for en omsluttende kasse, med incineratoregenskaber.

    Det må være nok religiøs rant for i dag.

  2. El Thorsen Says:

    Jeg har alle mine dage, siden jeg første gang læste et værk om Åberg (det hvor han bygger sin egen helikopter, men kommer til at tømre sig selv inde), grublet over hvilket erhverv den spæde vismand måtte tage sig når han en dag fandt sig i voksen tilstand…

  3. Brian Mørk Says:

    Er det muligt at blive døbt alfontist? Og er døbefonden tilpasset en Åbergs urimelige hovedstørrelse?

Leave a Reply

Comments will be sent to the moderation queue.