Dem her så jeg mange af.

Jeg, Brian Mørk, de indfødtes betvinger, herre over alt hvad mit øje skuer (uden briller), konge blandt konger, er nyligen vendt sejrrig hjem fra det mørkeste af alle de mange hundrede kontinenter som denne afrunde og blålige klode består af. De gamle romere kendte det som Afrika og både de lokale og andre folk der også er lokale, men nogle helt andre steder, kalder det for Afrika. I folkemunde hedder det Afrika. Nærmere bestemt NordAfrika, og endnu nærmere bestemt Algieriet, og allernærmest bestemt hovedstaden Algier.

De lokale viste sig ikke at være flotte negermænd med spyd og mandsmod nok til at dræbe en løve med de bare næver, men derimod en form for arabere der kalder sig Berbere og helst ikke vil kaldes arabere (men det er de). Derfor er Algier hjemsted for berberiand, berbertæpper og berbare computere (det er noget pjat).
Opholdet varede tvende uger og var den længste rejse udenlands denne globetrotter nogensinde har bedrevet. Fyldt med farer, oplevelser, indsigt, bestikkelse af lokale og flere farer.

Dem her så jeg ikke nogen af.

Jeg er vendt tilbage til civilisationen ganske uden malaria, ebola eller gener efter Tse-tse fluens insisterende bid. Men jeg formåede dog, trods mange advarsler om ikke at gøre det, at pådrage mig det man i militærjargon kalder “Køkkenmave”. En lidelse der kan indhentes på lokale spisesteder i varme lande hvor håndvask i forbindelse med omgang med levnedsmidler, er en synd direkte i øjnene på Allah og alle ørkenens profeter. Eller hvis man, ligesom jeg, besøger de lokale og drikker lunken vand direkte fra en numse. Og dertil er indehaver af et immunforsvar som en AIDSramt killing.
Lidelsen er let genkendelig, da den både kan ses, høres og lugtes vidt omkring. Offeret, i dette tilfælde mig, vil opleve at de før så velfungerende indre organer smelter til en form for sauce. En form for sauce der gerne vil ud. Og som kommer det.
Tilnavnet “Føjfontænen”var til at leve med. At skulle have hjælp til at komme på toilettet var ikke. Ydmygende nok er det ikke at kunne bruge sine ben til at gå med. Mere ydmygende er det at skulle have en håndsrækning til at få sine hoser af og på efter at have forettet sin altdominerende nødtørft.
Heldigvis muliggør lidelsen at man kan blive liggende på sit sygeleje og med lidt held stadig ramme toilettet ude i entreen.

En lokal ret opkaldt efter mig.

Efter fem dage fyldt med umenneskelige pinsler og puha, lykkedes det mig at komme på benene og tilbage på min mission. At få en Algiersk tandlæge til at sætte en krone på den kindtand jeg knækkede for over et år siden. Et indgreb der herhjemme ville koste mig alle de penge jeg endnu ikke har tjent og betalt skat af, men som i nordafrika koster det samme som et par gode sko i Danmark.
Oplevelsen var både lærerig og smertefuld. I Algier er folk lavet af et andet stof end danskere. Et lidt brunere men meget mere hårdført stof. Hvilket betød at da den rare tandlæge, på fransk (det taler de lokale, jeg gør ingenlunde), havde sat mig ind i situationen om hvad der kom til at ske og derefter begyndte at bore tandkødet væk fra tandstumpen uden bedøvelse, for at få plads til en krone, da fandt jeg det bedst at grine hysterisk op i hans blodtilsølede ansigt for at gøre ham opmærksom på mit fysiske ubehag. Hans reaktion var rolig og fattet. På et ringe engelsk beroligede han mig med “Yes, et heurts a littel.” og fortsatte derefter sit forehavende i mit iturevne indre.
Jeg fandt derefter ind til mit hemmelige sted hvor intet ondt kan røre mig, og kom først ud igen i flyet på vej hjem 4 dage senere.