Min datter har, af den tidligere her på siden nævnte Jeremy og dennes mindst lige så candianske hustru, modtaget en gave. Denne fik hun i anledning af hende selv. Det er i og for sig ikke nævneværdigt, udover at være et fremragende eksempel på deres forholdsvis succesfulde integration i vores uovertrufne og gavmildt indstillede samfund. Men selve genstanden kræver nærmere beskrivelse, om ikke andet så for at pakke alle der måtte læse dette ind i en muffedisse af vanvid.

Således ser den i naturen forkommende flodhest ud.

Det er en flodhest. En dejligt blød og temmelig grotesk flodhest. Dyret har modsat sit mere biologisk korrekte forbillede en ganske kubisk krop med sider i alskens spændende kulører. Fra en ligeledes farverig strik fastgjort ikke til eller om men i dyrets hals hænger en blomst. Den ene side prydes af en gul net-lomme hvori en plys-fisk er fastgjort, mens den modsatte side huser en plasticstjerne i en strop. Dette overgås dog noget af dyrets bagparti, som på naturstridig vis huser et imponerende spejl. Halen er usædvanligt pink-prikket med røde og grønne kvaster. Oven på flodhesten står en vanartet udseende fugl. Når den kubiske kolos er i bevægelse, foretager denne fugl sig intet andet end at hakke sin vært i nakken med stor ildhu. Enhver rysten af hele arrangementet udløser en uhyggelig klokkeklang fra en ukendt kilde i indvoldene. Alt dette til trods smiler flodhesten gevaldigt, hvilket får mig til at konkludere at den er ude af sig selv af sindssyge.
(Jeg ville have bragt et billede af genstanden men blev på det kraftigste frarådet det af embedslægen.)

Barnet er dog mod al fornuft fuldstændig henrykt for monstrositeten og forsøger uafladeligt at indføre hele molevitten i sin åbne mund. Et urealistisk forehavende, da hæsligheden optager et rumfang svarende til halvdelen af den lille piges.

Næste ting jeg køber til hende bliver en torsk balsameret i egne væsker (torskens, din sjover!), hermetisk forseglet i en kasse af plexiglas påmalet Hermann Görings ansigt i klare farver.