Brian Mørk har ikke langt igen.
af Brian Mørk March 29th, 2006
For nylig tog jeg en videnskablig test på det Internet. Testen drejede sig om livsstil og sundhed og den forsøgte profetisk at udregne min levetid i menneskeår. Testen var ikke min ven og jeg fortrød hastigt min nysgerrighed. Jeg har nemlig i skrivende stund kun små 18 år tilbage at leve i. Hvis testen altså har ret. Og hvorfor skulle den ikke have det? Jeg stoler blindt på den slags tests på fremtidsnettet.
18 år er ikke lang tid, medmindre man er en Golden Retriever, hvilket jeg kun sjældent er. Så mine fremtidsudsigter passer mig ganske dårligt.
Resultatet passer til gengæld fremragende med familietraditionen. At dø en langsom og umådeligt smertefuld død før man bliver 60. Så klanen bliver nok rørt til tårer over min trofasthed når jeg dratter om lige om lidt. Hvilket er fint med mig, så græder de da over et eller andet til min begravelse.

Ingen af disse to mænd er mig.
Tingen er bare at det ikke virker som en tilfredsstillende død. Det er ikke en død der vil blive husket for eftertiden, og den passer sig ikke til et heroisk epos som mit. At sygne hen i månedsvis i en klinisk hospitalsseng og trække vejret gennem en IltRobot lyder måske nok som en sweet deal, men det er ikke noget der bliver sunget sange om i mange generationer frem. Der skal mere til. Meget mere. Jeg er udmærket klar over at chancen for at jeg ender mine dage på en blodig slagmark i slow motion og til storslået strygermusik er ganske lille men det betyder bare jeg må prøve endnu hårdere at dø på en spektakulær måde.
Jeg vil dø…
…ved at prøve at gribe en dalende bold som viser sig at være en meteor der udsletter Orkneyøerne (for der bor jeg på det tidspunkt).
…ved at være den første i verden der prøver en teleporter og ved et uheld bliver teleporteret ind i midten af et brændende pornodepot (den varmeste slags).
…ved at egenhændigt nedlægge en lindorm for derefter at bukke under for dens edder.
…ved at tegne mange underholdende tegneserier med ”Skøre Muhammed & Co”.
…ved at påstå jeg er så sulten at jeg kunne æde en hest. Og så prøve (Det kan man ikke).
…ved at ofre mit liv når jeg som den sidste astronaut detonerer atombomben i hjertet af den meteor jeg nævnte tidligere. Lige efter jeg har gennemkvalt charlatanen Ben Affleck for at prøve at komme i bukserne på min elverprinsessedatter Arwen (og for at være Ben Affleck).
…ved at påstå at jorden er rund og pådrage mig Vatikanets vrede (igen).
…ved at duellere med min egen skygge og tabe (stort).
…ved at tage til sydstaterne og påstå at Darwin beviste at Jesus var en abekat og at aborten ikke skal være fri men påkrævet.
…ved at være den først der beviser at Bigfoot også spiser mennesker (og den sidste).
…ved at hoppe ud af et fly med en fladskærm.

Det er mere mig.
Og når jeg så endelig har stillet mine splinterny træsko så vil jeg ikke bare begraves i stilhed. Nej, jeg vil spredes udover Rådhuspladsen i København.
Jeg vil ikke brændes først, bare spredes.
Det husker de.
Posted in Generel spas |

March 29th, 2006 at 10:04
Jeg har en meget bedre løsning til dig! Ser du, jeg har nemlig også taget en af dissens tests - som egentlig er et rip-off af konsekvenserne fra The Ring, se filmen og dø - men jeg har fundet ud af, at hele dø-delen af testen kan undgås, hvis man pakker sig ind i husholdningsfilm og efterfølgende plastre sig med gibs uden på, på en søndag lige før klokken slår 11:58:59:11 (Læs: time, minut, sekund, .. flere sekunder) og med en dresseret skildpadde på skulderen der slår flikflak som en gal gymnastiklærer. Det kræver nok lidt træning, men med 18 år skal du nok nå at få det til at lykkedes. Men nu til det vigtige, for det var jo egentlig ikke den død du var bange for, men mere at clanen Mørk ikke ville hylde din død. Dette kan lade sig gøre, hvis du lige overlever en 20-30 år mere. Til den tid bor vi i igloer og lever i cyberspace, så her har du mulighed for, med lidt teknisk snilde, at fake din død på alle de vildeste tænkelige måder, og så “mirakuløst” komme tilbage, efter at du er blevet hyldet til skyerne for din heltedåd/vovestunt/martyrdød/whatever! Og ja, det betyder rent faktisk, at du kan ende dine dage på en blodig slagmark i slow motion og til storslået strygermusik.
Alt held og lykke med projektet!
Mvh.
En overlevende soon-to-be-legende.
March 29th, 2006 at 10:35
Hvis du er helt ligeglad med hvilken slagmark, og hvis du kan nøjes med realtime så kan jeg måske være til lidt nytte.
Hvis du nu klæder dig passende på - du kan godt holde et spyd eller et slagsværd hvis du har lyst og råbe trodsigt mod himlen. Og du så møder op på rette tid og sted så kan du heltmodigt stoppe kugleregnen der ellers skulle have sønderrevet uskyldige papsiluetter. Du ringer bare! Mod ekstra betaling kan “Altid frejdig når du går” afsynges bagefter. I de luxe pakken bæres dit afsjælede legme på container pladsen til “Battle Hymn of The Republic”
P.S. Nåh ja strygermusikken bliver nok mere folkelig end egentlig storslået. Faktisk bliver det nok ikke så meget strygermusik men mere blæsermusik måske sådan lidt redekamsagtigt
March 30th, 2006 at 10:47
Mørk bør ikke klage - jeg er fordømt til at leve evigt.
April 11th, 2006 at 10:51
Husk at optage selve begivenheden på video når din død en dag endelig indtræffer. Jeg døde en dag jeg havde sex med min Magic Bullet blender, men der er ingen der tror på mig.
April 16th, 2006 at 21:45
jeg er en “mørk” og jeg har ikke ingen grund til at begræde din tidlige død, den er forventet! og der er vist flere der venter på det, du er jo snart gammel i denne klan, ødelæg ikke en køn og gammel tradition, skynd dig!!!
April 18th, 2006 at 12:52
Kønt. Min egen lillebroder ønsker mig død.
April 18th, 2006 at 12:59
Du kan trøste dig med at han, traditionen tro heller ikke har langt igen.
April 18th, 2006 at 13:17
Men Minimoerk vil dog le sidst (jeg ser det som den naturligste ting i verden at le til sin storebroders begravelse)
April 18th, 2006 at 14:58
I tilfælde af at nogen vil danse på min grav vil jeg få den mineret. Word to the wise.
April 18th, 2006 at 20:06
Tsk. Og jeg som allerede har investeret i hvid smoking, med skødefrakke, høj hat og guldknappet stok.
April 26th, 2006 at 23:17
Jeg tog osse testen… jeg døde åbenbart for tre år siden.
April 27th, 2006 at 13:17
danse - hvem sagde danse ;O) (men på din grav - ej vel?)
April 29th, 2006 at 02:02
Nogen skal jo gøre det - og så hellere nogen der kender ham.