Der sidder de. På bænken, ned til åen, lige bagved Fakta, hvor de under påskud af, at skulle købe et glas asier har forsynet sig med kaffe, som ellers kun er til handlende kunder. Som de plejer, Ketty og Frk. Faber, henholdsvis 78 og 79 år. Frk. Fabers søndagsudgave befinder sig i hænderne på Ketty og Kettys øjne peger i retning af dødsannoncerne på hvilke avisen er slået op.
“Jeg burde have anet det. Anne er død”, råber Ketty, temmelig pludseligt. En and med et godt øje til glasset med asier er på vej op mod dem, men drejer omkring og går tilbage mod åens vand og sikkerhed. Anden er ikke helt tryg ved høje lyde fra gamle damer. Særligt hvis disse gamle damer er udstyret med stokke af stovt træ, som vores gamle damer er det.

Frk. Faber kigger op fra styroform-koppens tilsyneladende hypnotiske indhold. “Hvem er død”?

“Det står her, trykt i avisen, at hun er død”, svarer Ketty. “Så det nytter ikke at spørge om, hvem det er. Der er ingen tvivl”!

“Nu gør De det igen, gode Ketty”, siger Frk. Faber opgivende.

Ketty rejser sig på usikre ben, men med en bestemt mine. Hun løfter stokken og peger til venstre for sig, ombestemmer sig og svinger stokken tæt henover hovedet på Frk. Faber og vifter den i stedet mod højre. “Hende, hende … som vi gik til knipling med. Hun blev gift med ham bødkeren. Han skelede noget så farligt. Hende. Stille sovet ind i sit hjem i Birkevangen, siger avisen.”

“Hvad peger De på”?, spørger Frk. Faber. Ketty sætter sig ned igen, tydeligt forpustet af ophidselse. Hun løfter dog stokken lidt og ryster den truende af anden, som i sit stille andesind glæder sig over at den kom væk i tide.

“Anne Dam”, siger Ketty pegende på avisen.

“Det er vist en å, kære Ketty”, siger Frk. Faber, tydeligvis glad for dette emneskift. “Forskellen er relateret til vandets eventuelle forbindelse med andet vand. Gennemstrømning og des lige”.

Ketty kigger alvorligt på Frk. Faber: “Vores bedste veninde Anne Dam er gået bort. Vi er ikke mange tilbage, Frk. Faber, det er vi ikke”!

“Anne på vores kniplinghold hed ikke Dam, lille Ketty”, siger Frk. Faber, mest henvendt til anden på bredden. “Engelbrecht, tror jeg hun hed. Gemalens navn, forstås”.

“Hun kan have skiftet navn. Det sker hele tiden. Det er mægtigt populært og et stort problem for myndigheden. Folk hedder noget nyt hver dag”, siger Ketty. “Jeg ved ikke hvad mine børnebørn hedder, eksempelvis”.

Frk. Faber begynder tøvende: “Mig bekendt har De har ingen b…”, men opgiver da Ketty alligevel ikke hører efter.

Lidt tid går i tavshed og imens har anden fået selskab af en der ligner den meget. Den har formidlet til den nys ankomne, at der er kun er ringe chance for et nemt måltid, men derimod gode udsigter til prygl med en stok, skulle et fjerkræ vove sig for tæt på. Disse aktuelle fjerkræ vælger derfor at forblive på behørig afstand og afvente eventuelle ændringer i damernes konfiguration.

“Vi hverken kendte eller kender nogen der bor i Birkevangen”. Frk. Faber kigger håbefuldt på Ketty.

“Hun kan da være flyttet. Det ved De ikke. De kan ikke vide alt, Frk. Faber. Hun flyttede til Birkevangen og døde. Sådan går det når man når vores alder, vent De blot”.

Frk. Faber prøver: “Hvis vi kendte hende så godt, ville hun så ikke have nævnt at hun var flyttet”?

“Mennesker flytter hele tiden, Frk. Faber”, siger Ketty. “Det er blevet et stort problem. Man ved ikke hvor folk bor, fra den ene dag til den anden”.

Frk. Faber tager avisen uden at Ketty ænser det. Hun blandrer lidt i den og læser om vrede mennesker sydpå og vrede mennesker i både øst og vest. Der er også noget om vrede mennesker herhjemme. Dem læser hun ikke om.

“Jeg vil gerne hjem, Frk. Faber”, siger Ketty endelig. “Al den talen om hedengangne veninder har fået mig i et ondt humør og jeg vil gerne følges hjem nu”.

Frk. Faber nikker og folder avisen sammen. De to gamle damer rejser sig og trisser væk langs vandet. Ænderne farer op til det efterladte glas med asier, så snart de stokkebærende trusler er på sikkerhedsmæssig forsvarlig afstand. Der bruger de to fjerkræ lidt tid på at diskutere skruelåg og fugles velkendte mangel på tommelfingre. De bliver enige om at de, i kraft af at være ænder, alligevel ikke bryder sig synderligt om syltede asier og går ned til vandet igen for at gøre hvad det er nu er ænder gør.