Hvis jeg var diktator…

af Thor Frølich December 27th, 2005

Hvis jeg var diktator blev lukkeloven vendt om. Åbenloven ville byde butikker at holde åbent altid. Butikkerne skulle fortrinsvis sælge anvendelige ting og ikke nær så meget bras, som er tilfældet i dag. Man ville i hver butik blive budt velkommen af en smilende receptionist, som ville sprøjte med vidunderligt duftevand og byde dig et stykke lakrids.

Hvis jeg var diktator ville reklamer for parfume være mindre ens. De ville sikkert også indeholde flere nøgne piger og våben. Og bevæbnede kvinder uden tøj på. Forbudt ville det også være at påstå at mængden af indflydelse på eget liv er direkte afhængig af din krops duft. Så længe du ikke decideret lugter af stillestående sø. Det er ikke rart for nogen.

Nej tak til mere fra den herre!
Uwe er enig og synes det er en god ide.

Hvis jeg var diktator var der heftig censur på film. Med mindre en film handler om nazi-zombier skal den godkendes af mig inden indspilningen går i gang. Uwe Boll ville ikke eksistere og samtlige beviser for hans tid her på jorden skulle redigeres ud af den kollektive bevidsthed. Da farver er ganske unødvendige for troværdigt at kunne skildre en levende død, laves film i de mere klædelige sort og hvid.

Hvis jeg var diktator ville hillemænd være Danmarks nationaludtryk. Store og imponerende syn mødes ikke længere med inferiøre og devaluerede tilråb som fuck og novra. “Hillemænd, for et propaganda-apparat Thor den Henrivende har stablet på benene”.

Hvis jeg var diktator skulle robotter bruges til alt. Slut med blødsødent og lemfældigt udført arbejde begået af kødhylstre med meninger og mangel på tilbageholdenhed med at ytre disse. De gamle ville blive passet af mekaniske monstrositeter med gribearme af jern og spædbørn blev malket (eller hvad man nu gør ved sådan noget) af aggregater styret af de mest præcise servomotorer tysk industri kan fremstille. Maskinerne bliver malet i festlige farver for at opretholde illusionen om de blødere værdier.

Jeg vil ikke høre et ORD mere om misundelse!
Prosecution rests, your Honour.

Hvis jeg var diktator blev alle lokalpolitiske tvister befolkning og politikere imellem løst med høtyve og fakler. Uoverenstemmelser mellem politikere kunne passende afgøres ved holmgang, et meget overset diplomatisk værktøj. Utilfredshed med landets overordnede administration er indbildt og forbudt. Skyldige henvises til de overalt opførte højovne.

Hvis jeg var diktator ville ordet metroseksuel være ugyldigt og fesen eller humset skulle bruges i dets sted. Hov, det kan man allerede.

Posted in Generel spas |

12 Responses to “Hvis jeg var diktator…”

  1. Møller Says:

    Hvorfor i himlens navn ER du ikke diktator allerede? De forslag er jo retfærdige og vise! Længe nok har min høtyv ligget ubrugt hen og min fakkel længes efter at bakke op

    de ærbødigste

    P.S. Det med faklen og høtyven er IKKE eufemismer.

  2. Brian Mørk Says:

    Jeg vil være demagogmedhjælper.

  3. JMD Says:

    We have always been at war with Oceania.

  4. Phobias Says:

    Hvis Thor var diktator ville en stor statue rejses i hans billede exempelvis på kongens nytorv, og folk ville defilere forbi, pege se op og sige: “Se, Brian Mørk”.

  5. Dr. Sprull Says:

    Thor har min stemme. Lad os straks få afskaffet latterligt taledemokrati. Det skal erstattes med nævernes æra.

  6. Thor Frølich Says:

    Topologias, din frække tølper. Brian ville naturligvis fungere som min stedfortræder. Fortrinsvis når det kunne tænkes at et forsøg på mit liv var under opsejling. “Skyd despoten”, ville jeg råbe, forklædt som en lille pige, for at lokke attentatmændene til at afsløre sig.

  7. JMD Says:

    Despoti lyder næsten som nepotisme så jeg vil gerne være tidsminister eller.. ja.. ‘Minister for Intern Sikkerhed’.

    SAS kan vel godt flyve lavt over Kattegat på vej til Kristiania så vi kan smide afvigere til hajerne.

  8. El T Says:

    Hvis Frølich administrationen savner en Minister for Visse Ting, eller Særlige Anliggende, peger jeg gerne på mig selv som eminent kvalificeret.

  9. Kahrstein Krümmelsön Says:

    Jeg mener at det ville være betimeligt at nedlægge hele forsvaret og istedet indsættes mig som Blitzminister. I embedsmedfør vil jeg straks få bygget store fabrikker til produktion af højtteknologiske flitsbuer og nukleare kramper, som herefter affyres mod alle lokaliteter der ikke har primtalspostnumre.

  10. JMD Says:

    I anledning af nytåret vil alle atombomber for fremtiden komme med en lunte til antænding og et skævt trykt billede af en nøgen pige der måske var lækker i 70′erne på siden.

  11. Kahrstein Krümmelsön Says:

    Måske skulle man droppe lunten og lave atombomberne med strygere. Vi forbrugere bør vel kunne forvente at industrien gør det nemmest muligt for os, når vi skal udrette forette skade på andre. Er det forresten ikke også snart tid til el-blider?

  12. El T Says:

    Elektriske blider er nok en smule for meget forlangt - kan E-blider gøre det?

Leave a Reply

Comments will be sent to the moderation queue.