Vinter, min røv!
af Brian Mørk November 22nd, 2005
“Det eneste gode ved frostvejr er når man ved et uheld træder i en hundelort og lige når at tænke ”Fordømt!”, men så siger den ”Krr” istedet for splat, og så tænker man ”Pyh”.”
Citat: Mig
Den er over os. Vinteren. Den danske vinter. Ikke vinteren der er med i den der tegnefilm om snemanden der bliver levende og tager drengen med til snemandsbal og til sidst smelter til døde for øjnene af drengen og giver ham traumer resten af livet. Og heller ikke vinteren i colareklamerne hvor en magisk lastbil bringer julen til byen. Men den danske vinter. Den der vinter der ikke rigtig er vinter bare et utroligt langt og koldt efterår.
Da jeg var på højde med en knallert glædede jeg mig hvert år ved vinterens komme, men dengang var jeg blot et barn og børn er lallende idioter. Jeg så vinteren som den årstid hvor man kastede med snebolde, byggede sneborge og snemænd og kælkede til den lyse morgen (kl 10:45). Hvor man lå foran pejsen og drak varm kakao og kiggede ud på de blide snefnug der dalede poetisk mod det allerede tykke dække af fnug.
Vi havde ingen pejs og min kælk var ingen kælk men en plastik bobslæde med rat der knækkede første gang den skulle navigere uden om en træstub. Og resten er også blot opiumsdrømme og galimatias. Dagene med sne syntes bare længere fordi børnetid minder om hundetid og sneen lå højere fordi man selv var mindre end en Ewok.

Fnug.
I virkeligheden var dagene kun præcist lange nok til at man kunne nå at få lungebetændelse og snedriverne var mere søer af det mest forurenede sjap.
Vinteren i Danmark er den årstid hvor man glædes over at kunne se sin ånde fordi det bekræfter at man ikke er afgået ved døden af kedsomhed. Solen står næsten op før den går ned og man overlever kun ved at fylde sit sløve sæl-agtige legeme med konfekt, smør og kandiseret sukkerfedt.
I andre lande har de ordentlige vintre. Schweitz og Østrig med deres afterski fester, sneklædte pister og bjerge. Sverige og Norge med deres kaner med bjælder, strikhuer og glögg og Rusland med slaget om Stalingrad.
En ordentlig vinter holder tysken fra døren.
Den eneste morskab man har herhjemme er at undlade at salte foran sit hus og så betragte brave fodgængeres kamp mod alliancen af tyngdekraft og manglende fodfæste. Det og så at huske at vande asfalten hver aften inden man går i seng. Det er muligvis ulovligt men det er al morskab jo.
Jeg vil have en ordentlig vinter. Ligesom dengang svenskerne gik over isen. Bare uden at svenskerne gik over isen. Dengang skolerne blev lukket på grund af sne og pensionister døde af elementernes rasen på vej hjem fra brugsen. Jeg kan ikke bruge det her halvvejr til noget som helst. Det er utroligt pinligt at se en japansk turist i øjnene og forklare ham at det her er den hårde skandinaviske vikingevinter. Der er ikke meget Fimbulvinter over det når ænder og svaner ikke engang orker at flyve sydpå.
Jeg gider det ikke mere. Så er det sagt. I kan hente mig i Finland hvis i skal bruge mig. Jeg er igang med at lære at stå på ski og skyde mod russere mens jeg er iført hvid keddeldragt. Se det er en vinter man kan bruge til noget.
Posted in Introduktioner til... |

November 22nd, 2005 at 18:13
Global Termonuklear krig er som altid den eneste løsning.
Det siges at Atomvinter og Fimbulvinter er nært beslægtede og radioaktive snemænd er nu en gang mere interessante end almindelige småforurenede snemænd.
Hvordan man så får denne hersens atom-/fimbulvinter til at gå væk igen ved jeg ikke noget om, men mon ikke det kan løses med flere atomvåben?
November 23rd, 2005 at 10:56
Det er også blevet slatten vinter i min røv. Jeg er sikker på at en mandig omgang chili-spise vil uddrive alle problemer.
November 23rd, 2005 at 13:14
Hvis verden virkelig var Intelligent Designet, ville det ikke blive varmere og varmere hver vinter, så vi ikke får ordentlig sne osv.
November 23rd, 2005 at 14:13
Re. Thor: EWWW!!! Er det Aage Vinter eller Adolf H. Winter? (http://www.degulesider.dk/vbw/oplysningen/resultat.do?name=vinter)
MEN, hvis man tuder lidt over de rendestenssjatter der kaldes dansk vinter, saa skulle man proeve at bo her paa kysten hvor atlanterhavsgusen driver ind hver aften, og indhylder hele bjerget i en aertesuppe saa tyk at gaderne vaedes, udsynet hindres og traeerne drypper. Og saa vide at dette billede ikke aendrer sig foer april!
November 24th, 2005 at 01:13
Istiden er et par tusind år forsinket. Så når den rammer os som et lyn fra en klar himmel tror jeg at atomvåben og drømme er renderet ubruelige og nyttesløse.
Og dog…..
http://en.wikipedia.org/wiki/Tsar_Bomba
(1pct. af solens samlede energi output…ja tak)
November 24th, 2005 at 23:56
Medmindre Gud hader os. Hvilket han gør..
November 25th, 2005 at 16:55
Kan man fortænke ham i det?
December 4th, 2005 at 15:12
Jeg er flyttet til Afrika, der er ikke så meget mad som i Danmark, men til gengæld er der varmt.