Sawasdee-kap #2
af Thor Frølich October 24th, 2005
Svedende som en sydende mandepølse, stod jeg nu i Thailand, lidt til venstre for hvor jeg ublidt var blevet eskorteret hen. Vagterne fandt det upassende at lade mig blive på lufthavnsområdet, især da mine ængstelige skrig tog til i styrke, såvel som frekvens.
Hvorfor er jeg ikke i en slik-tematisk forlystelsespark?
Det tog mig kun øjeblikke at indse at disse håbløse thainesere havde brug for min hjælp. Klart stod det, at landet var ganske uden mål og/eller med. For det første ihukom jeg at denne region var ganske hærget af en form for fjerkræs-sot, som havde krævet næsten 100 liv. Det er naturligt at en så folkerig region bekymres når det samlede dødstal for en given sygdom næsten hamler op med antallet af liv mistet ved komplikationer opstået i forbindelse med samleje i indkøbsvogne. I Greve kommune, første kvartal 2004. Der måtte gøres noget. Og det var i alles interesse at dette noget blev foretaget af nogen der ikke var mig.
Desforuden må landet lide af en form for tekniske komplikationer, da temperaturen var helt ulidelig høj og luften fuld af våd fugt. Fugt, der gjorde min ellers komfortable omend nussede rejsedragt ganske modsat det at være komfortabel: uhyggelig. Måske er det derfor at de indfødte er så venlige og hjælpsomme, som de er. Deres primitive tænkeorgan har taget uoprettelig skade af klimaet og gjort dem til serviceorienterede smilende tosser, der kun tænker på at lave kulørte fisk om til dejlig mad og plukke frisk frugt. Den slags er lykkeligvis gået ganske af mode i vores del af verden, hvor det er svært ikke at have fornemmelsen af, at man er til gene for alle andre. Også selvom man (jeg) undtagelsesvis ikke hviner som en hysterisk pige.
Jeg er som søpølsen i vandet - lodden og blidt vuggende på havets bund.
Dagene var lange og uden den store spænding. Ofte ville jeg sidde i skumringen og fodre myg med min halvnøgne krop, mens jeg slikkede ivrigt på en kun rudimentært tilberedt pind med kød på. Andre stunder blev brugt på at fravriste havets beboere naziguldet. Muræne, baracuda og krabbe undede mig ingen rigdomme og holdt nidkært på det ædle metal med klo, mund og en til mund. Havdyr har ingen brug for kostbare skatte med påtrykte ørne, men prøv at fortælle dem det. Under vandet med en snorkel i munden. Det kan man ikke. Muræner er næsten blinde, men de prøver alligevel, hvilket jeg synes er opløftende og motiverende. Du kunne lære noget af denne grimme ålefisk, så længe det ikke involverer synet.
En skønne dag ville en uniformeret mand have mig med i hans bil. Min moder havde advaret mig mod den slags, så jeg kørte kun skeptisk med. Det viste sig i midlertid at thaivalenserne havde udredet misforståelsen omkring min tilstedeværelse og var særdeles ivrige for at sende mig hjem. Sider blev revet ud af mit pas, passet derpå brændt og plakater med mit kontrafej hængt op i lufthavnen. Så stort et indtryk havde jeg gjort på dette primitive folk. Det varmede inderligt og jeg brugte hjemturen til at forfatte disse ord, altimens jeg under konstant opsyn blev vartet op med både beroligende såvel som sløvende medikamenter. Noget siger mig at det ikke er sidste gang jeg tager til Siam.
Posted in Skrønen |
October 25th, 2005 at 11:07
Ah ja!, at se Hr über sturmfuhre Frölich sådan boltre sig i det våde element det er jo et syn ingen mand bør undes at gå igennem livet lidelser uden!, det er jo de van(d)tros mekka at se. . hvis man forstår sådan en lille en!.. . vandtro. . . get it?!. . . oh well next question!
October 27th, 2005 at 15:04
“At rejse er at leve” sagde Hitler og ih hvor havde han ret.
Jeg tilbringer selv min umiddelbare tid i et fantasiland kaldet Jylland og her er ligeledes spændende indfødte og eksotiske madretter.
Jeg vil dog gerne hjem til merry old KBH.
Hent mig.
October 27th, 2005 at 16:59
Er det derfor Hitleren ikke lever mere? At han holdt op med at rejse og låste sig inde på sit værelse, fordi han ikke fik sin vilje, altså..?
October 27th, 2005 at 23:48
At have rejsning er at leve. Det er min erfaring og den rejser jeg gerne efter. Thailand er ligeledes et yndet mål også, og jeg gir sq en drinks i baren, hvis jeg møder dem på Pataya, Hr. Frølich.
Ja, jeg skal nok tage de forsyninger af Werthers Echte med, som jeg lovede.
Hvad for nogle sygdomme har de så efterhånden opfundet dernede? Det sidste jeg har hørt er at man ikke skal snave med kyllinger, hvis man har influenza, men hvad skal en gammel libertiner som mig efterhånden så finde på? Næ, det er ikke nemt at have det sjovt, uden at nogen skal få ondt i røven. Især små drenge…
October 28th, 2005 at 17:54
Herr Anderos,
Jeg frygter de lider under en meget almindelig misforståelse: Rejsning er ikke at leve, men et bevis på at man lever.
Man skal aldrig forvirre symptomet med selve sygdommen.
October 28th, 2005 at 18:14
Maa man til en anden gang foreslaa den tapre eventyrer at slikke paa rudimentaert tilberedt koed, fremfor tilberedt pind?
Effekten skulle vaere forbavsende.
October 29th, 2005 at 15:08
Nix. Det er sådan man inviterer Østens sot ind i kroppen.
October 31st, 2005 at 00:00
Helt uden for sammenhæng og ganske spam-kommentarboks-agtigt, så vil jeg godt brokke mig over at feed-siden i bunden af denne ellers velplantede blog melder fejl og at jeg ikke er tilfreds med dette faktum!