Krig fører nemt til ufred

af Thor Frølich June 11th, 2005

De er helt utålmodige efter strid!
Selv de helt små kan være med!

Vi mennesker bryder os generelt ikke særligt om hinanden. Bevares, i ny og næ kan jeg synes at både hende pigen derhjemme og endog Brian, er tålelige, men kun hvis jeg er fuld eller meget syg. Menneskene i lejligheden ved siden af, rødhårede, folk der taler et uforståeligt sprog og utallige andre; dem kan jeg sgu ikke lide. Og sådan har vi det allesammen. Undtagen Jesus og måske Paven. Det er derfor vi, som art, ret hurtigt i vores udvikling opfandt krig.

Forskellighed fører som bekendt til ufred. Ufred fører til krig. Og krig fører til at man må veksle sine penge til macheter eller spidse pinde. Med dem må man så arbejde ihærdigt på at naboen er mindre i live. Naboen er nemlig en umulius som bekender sig til samme gud som os, bare under et andet navn og er derfor en dårlig møg-abe. Vi har aldrig brudt os om dem. Selv ikke dengang vi syntes godt om dem og vi sammen spiste kage og drak lemonade. Svigefulde djævle.

Nu da du har besluttet dig for at gøre kort proces, er det uhyre vigtigt at vælge dit udstyr med omhu. Længden på processen afgøres gerne af valg af værktøj. Følgende skal fungere som en guide til de forskellige instrumenter til din rådighed, skulle du være så heldig at stå overfor at skulle i krig.

Spids pind
Her har vi med et våben at gøre, som i den grad er tidløst. Mennesket har lige siden vi fik tommelfingre holdt godt fast omkring en solid pind, så vi bedre kunne jage den ind i andre mennesker. Disse blev siden til spyd og sværd, uden dog helt at afløse pinden, af en eller anden grund. I dag er macheten mere populær end nogensinde, til trods for opfindelsen af både kugler, kanoner og krudt.

    Popularitet: Forbavsende høj
    Skade: Jævnt nas

Repetér-gevær
Som afløseren for ‘gevær’, beskrives dette våben bedst som flere af forgængeren i een handy pakke, udfra devisen ‘jo flere, jo bedre’. En stridsmand blev nu i stand til at sprede død og ødelæggelse, som det før krævede et helt kompagni eller en kyklop, at gøre. Siden dets introduktion er dette våben, derfor det foretrukne at give soldater i hænderne, når de skal nå at ihjelslå så mange at hverken ‘pind’ og ‘machete’ er tilstrækkelige. Skyderen har typisk 2-3 forskellige måder at skyde på, hvor fråds klart nyder størst anseelse.

    Popularitet: Urimeligt udbredt
    Skade: Væsentligt mere end jævnt nas

“Peg den over mod muslimerne, lille skat”.

Raketkaster
Hvis dem man er ked af at dele by/land/kosmos med har den frækhed at gemme sig bag plader af jern eller inde i huse af sten, kan raketkasteren med fordel tages i brug. Den primære funktion er at få dødsensfarlige raketter til at fjerne sig fra operatøren i al hast, med retning mod nogen andre. Disse andre vil, hvis apparatet er anvendt korrekt, gå til grunde i en vældig eksplosion af ild, ikke ulig dem på film.

    Popularitet: Almindeligt udbredt
    Skade: Eksplosiv

Sky af gift
Giftskyer blev først taget i brug under 1. Verdenskrig. Man var så utilfreds med de andre deltagere i krigen, at det blev besluttet at det slet ikke var gjort med at de skulle bo i uhumske skyttegrave. Det var heller ikke helt nok at de blev skudt på, hvis de stak hovedet lidt op for at se sig om. Nej, deres luft skulle også være helt giftig. Så giftig, at det var tilrådeligt slet ikke at indånde den. Man fandt dog hurtigt ud af at de andre bare tog moderigtige masker på når skyen kom. Desuden var det heller ikke uhørt at skyerne misforstod opgaven og kom sejlende hjem igen, kort efter afsendelsen.

    Popularitet: Forbavsende sjælden
    Skade: Pissefarligt, men svær at bruge

Termo-nukleart sprænghoved
Hitler græd sig tit og ofte i søvn over ikke at have en af disse. Og med god ret. At antænde en sol midt inde i en by, har det med at lægge en dæmper på de fleste fjendtlige aktiviteter. Alle beboere, som ikke pt. er bortrejst, bliver slået ihjel af varm ild og videnskabsstråler. Andre ligeledes opsætsige byer vil derefter være langt mere enige i dine før, åh så upassende planer. Alle vinder. Hiroshima og Nagasaki dog undtaget. Men det gælder jo som bekendt ikke om at vinde, men at være med.

    Popularitet: Næsten ikke
    Skade: Det hele

Og der er mange, mange flere. Langt flere end der med rimelighed kan nævnes her. Du kan være helt sikker på at lige meget, hvem du skal gøre det af med, så findes der et helt ideelt stykke apparatur til netop dit behov. Så det er bare med at komme igang. Det evige våbenkapløb skal nok sørge for at det aldrig bliver kedeligt.

Posted in Introduktioner til... |

6 Responses to “Krig fører nemt til ufred”

  1. El T Says:

    Du har ganske ret: dem som ligner os lidt er ondere end dem som slet ikke ligner os. For de fortynder nemlig de begreber vi bekender os til istedet for sandheden!

    Hvis man ikke lige har råd til metrailleuser og mere omkostningsrige bestykninger, og alligevel ønsker sig noget mere civiliseret (og status-symbol præget) end en solid kæp, kan jeg anbefale de to nedenstående links. De viser vej til resultatet af to konkurrencer, hvor begavede kontormedarbejdere har konstrueret redskaber til eventuelle håndgemæng på deres arbejdspladser:
    http://www.bleacheatingfreaks.com/science/OB/
    http://www.bleacheatingfreaks.com/science/OB2/

  2. Thor Frølich Says:

    Selv har jeg altid ønsket mig en blide, for bedre at kunne anbringe mine sot-befængte kvier i naboejendommens baggård. Så kan det nok være de vil overveje at åbne handelsruten igen.

  3. JMD Says:

    Jeg har selv netop, som et symbol på fred, anbragt denne lille sag nede på vejen:
    http://www.europeum-group.ru/foxbat/maks/pg/pg054.jpg

    Så kan folk lære at have gøende hunde og køre på støjende motorcykler.
    Ihvertfald hvis de folk er små 40km væk og jeg kan ramme..

  4. Just my 2-cents » Blog Archive » Snyd ikke jer selv… Says:

    [...] jer selv… June 14th, 2005 Snyd ikke jer selv for Abekattens gennemgang af våben Så sjovt Alt muligt o [...]

  5. Brian Mørk Says:

    Jeg vil være med i al hast.
    Hvor starter køen?

  6. mongomads Says:

    Køen starter ved Øresundsbroen. Hitler-Bi, Jøncke, Sortedamssø uhyret og Dolph er allerede taget afsted for at straffe svensken.

Leave a Reply

Comments will be sent to the moderation queue.