Krank er ikke blot en cykeldel.
af Brian Mørk January 23rd, 2005
Jeg tror Anton Chekov sagde det bedst da han sagde:
”Host, hark, ralle.”
Og derefter straks døde af en ond sot.
Jeg har den. Soten.
Den har besat min krop som var den Spacey fra ”Midt Om Natten”. Bare langt mere effektivt, og uden at hoppe ud af vinduet og ende i en kørestol.
Og soten har ikke haft meget modstand i sit dunkle forehavende.
Min krops immunforsvar minder nemlig mest af alt om det danske forsvar da tysken i 1940, fro og germansk marcherede ind der hvor bøgen spejler sin top i bølgen blå.
Det overgav sig hurtigere end fjenden kunne nå at sige ”Overgiv jer!”.
Mit skrøbelige legeme har nået det punkt hvor der ikke længere er tale om en egentlig menneskekrop, men mere en form for stort overvægtigt og svedende inkubationskammer hvor små sygdomme i fred og mag kan mutere og udvikle sig til stolte epidemier. Helt uden frygt for modstand fra de oprindelige beboere.
De hvide blodlegemer kæmper ikke, som de burde, en brav kamp for at kaste invadørerne på porten. Næ, de er kujonagtigt gået under jorden eller er flygtet til Sverige.
Det efterlader mig i bakterierne og viraenes vold.
Og jeg bryder mig ikke om vold.
Den lille knøs er snottet ligesom mig. Men ulig mig har han en flot hue og er bosat i Andesbjergene
Jeg har de seneste mange måneder ligget under for den hæslige pest som lægevidenskaben kalder ”Skidtmads”.
En sygdom som ikke slår mig ihjel, men netop gør mig så utilpas, snottet og øm at jeg kun fungerer på mellem -12 og 15%.
Og det er ikke optimalt (100% er optimalt.) (Medmindre man er fra Krypton, da er 1200% optimalt.).
Den lede pest sniger sig ind på mig som en Nazi-panter, med få ugers mellemrum. Kaster mig til sengs i et par dage, rusker mig lidt rundt ved kraven, giver mig mavepustere og trælår, for derefter at snige sig væk igen. Indtil jeg, naivt som en retarderet killing, igen tror mig parat til at møde livet, og prompte får samme tur en gang til. Bare for at vise mig hvem det egentlig er der bestemmer her (Det er ikke mig).
Der kan være mange årsager på min krops uvilje mod at forsvare sig.
1. Min krop er en bøsset pacifist. (og frisør/indretningsarkitekt)
2. Min krop er en fesen kujon. (Troværdigt da mit sind også er.)
3. Jeg spiser uregelmæssigt. (Kun robotter spiser regelmæssigt. Eller ville gøre det, hvis de spiste.)
4. Jeg sover ikke nok (Overhovedet ingen søvn er åbenbart ikke nok?)
5. Jeg faldt i Sotgryden som spæd. (Dårlige gener)
6. Jeg bader i ajle hver morgen. (Ajle = noget der kommer ud af grise)
Ligemeget hvad grunden til min defekthed så er, ville det være rart hvis nogen kunne gøre noget.
Bare et eller andet.
Helst noget der hjalp, vel at mærke.
Hvad er det for en verden hvor man kan sætte mennesker på solens overflade og bygge tømmerflåder af tomme mælkekartoner, men hvor man ikke kan helbrede sløjhed.
Og nu er der sikkert kynikere som ville gå så langt som at kalde mig for klynkemås eller ligefrem for hypokonder. Og til det kan jeg kun sige vissevasse!
Jeg er simpelthen for afkræftet til at kunne bruge energi på hypokondri.
Så stort som brødet er, lige så stor er min smerte.
Nå, jeg må ud og forny mit abonnement på Treo og lommetørklæder, og skulle du møde mig på din vej, så gå da en stor bue uden om mig og modstå den overdøvende trang til at løbe hen og kramme mit skælvende hylster og slikke salten af mine hovne og sprukne læber.
Det er bare for din egen skyld.
Du vil bare komme til at fortryde det.
Og måske ville du også blive syg.
Posted in Generel spas |
January 24th, 2005 at 00:26
Jeg er varm fortaler for en åreladning. Mens du sidder og drypper af, drikker du et healende glas kviksølv. Så skulle du være klar til kronen på værket: en trepanering.
Jeg garanterer, med en garanti, for, at du efter endt operation, ikke vil være plaget af småsot og skidtmads.
January 24th, 2005 at 00:28
NyQuil (evt. kombineret med vidundermedicinet morfin) er løsningen.
Og den smager grimt! Smagen er jo en af de eneste måder hvorved menigmand kan vurdere og vægte medicinens medicinske egenskaber.
Jo mere forfærdeligt det smager jo bedre virker det.
NyQuil er så barsk en medicin at den har sin helt egen hjemmeside hvorpå den fortæller om sit spændende liv og viser billeder af familien.
Eneste problem er selvfølgelig at kommunistiske 5. kolonnefolk har fået den forbudt i DK (kommunister er bange for raske mennesker), men hvor der er vilje er der et gadeapotek hvor alt kan skaffes.
/JMD - våbensmugler IKKE medicinsortbørshandler
January 24th, 2005 at 01:38
Jeg er enig med Thor. Trepanering og åreladning er vejen frem.
Og nu vi er i gang med at tømme den syge Mørks kødhylster, vil jeg foreslå et lavement.
Et åbent kranie og en slange oppe i møg-garagen opfører sig vel som en dåseøl med et sømhul i bunden. Det bør ikke tage mange sekunder.
/H.M.
P.S. Jeg tror jeg lider af hypokondri - men jeg er lidt usikker på symptomerne. Og usikkerheden giver mig hjertebanken. Pis!
January 24th, 2005 at 09:33
Henning. Du gør brug af væmmelige ord.
Adrik.
January 24th, 2005 at 10:04
Alkohol. Alkohol i urealistiske høje mængder, fra munden og ned i maven er løsningen.
Tequilla holder mexicanerne raske, vodka holder finnere og kommunisternes kroppe sunde, øl giver Tysken jernhelbred, Sake giver samuraien overnaturlig tyngdekraft, kirsebærvin giver grønlænderne på Nørreport station farve i kinderne, rom kurerer piraters søsyge, absinth gav Touluse Latrec gode ideer, og snaps giver selv den mest forkølede og tilstoppede sengeligger mod på hjertet. For at danse ud i slud og blæst og synge sange om kønsorganer, jesusbarnet og nissemænd på loftet.
Dr. Mongo gentager : Alkohol er den eneste medicin
January 24th, 2005 at 10:11
Du har ret, og jeg undskylder derfor.
Jeg burde ha’ skrevet “humledrik i aluminiumsbeholder”.
tsk tsk tsk
January 24th, 2005 at 10:57
Henning er en inion. Prut-henning.
January 24th, 2005 at 12:12
God bedring Brian!
Lille spørgsmål.. Er du nogensinde støt på folk inde i byen som uden grund er gået hen til dig for at kramme dig??
January 24th, 2005 at 13:41
Hvordan er det kommet så vidt? Hvorfor skal sygdomme altid hænges ud? Hvad har de egentlig gjort siden at de skal omtales så skidt? Hvorfor huskes kun de dårlige tider.
Ihukommer I ej de glade og spændte stunder, hvor I nys havde fået polio, og hvor fornøjeligt det var da sygdommen tog sin spæde begyndelse? Hvor blev minderne af om de mange muntre stunder som børnelammelse, tuberkulose og spat skabte i de små hjem?
Et typisk udsagn fra den evig flakkende og oplevelseshungrende ungdom: “Hey det er herrenederen at jeg stadig har den samme kroniske inflammatorisk tarmlidelse”. Utaknemmelige skarnsunger, altid på jagt efter en ny sygdom, når den gamle er pludselig er blevet for kedelig eller ordinær.
January 24th, 2005 at 18:09
Du har godt af det. Med ondt skal ondt forgå. Du ender smuk.
January 24th, 2005 at 19:00
Min egen halvstuderede og bedrevidende vudering lyder i retning af almindelig skrumpesvind. Eller måske en art Thailandsk skrævsot variant som har bredt sig til hele kroppen.
Det kan være svært at vudere, da Hr. Mørk er en gen-svag eksistens og formentlig ligger inde med uatallige nedarvede deffekter og vildskud.
Obduktionen skal nok klarlægge præcis hvad han fejlede.
January 24th, 2005 at 19:57
Henning fører en slange op jeg-ved-ikke-hvor, medens jeg skærer.
January 24th, 2005 at 21:56
Hvorfor vente? Lad os omgående igangsætte en forebyggende obduktion. Jeg foreslår vi gør det under lokalbedøvelse. Fuld narkose skal man ikke spøge med. Min erfaring er at man vågner, og er fuldstændig uvidende om hvem og hvad man nu har opereret.
January 24th, 2005 at 22:44
Obduktion er nu sjovest når patienten er termineret. Så skal man heller ikke undskylde bagefter, hvis der går fjol i den undervejs.
January 24th, 2005 at 23:28
…Som dengang vi legede sjippetov med en patients tarme og hun vågnede. Nøj, hvor var det pinligt, mand! Jeg er heller ikke længere gynækolog, iøvrigt.
Mørks sygdom kunne nu også være en “Nylt forskydning”. Nylten er et særligt blødt organ, der driver rundt inde i kroppen, og mest mærkes når man slår sig og det bare gør Herre naz! Den har ikke nogen umiddelbar funktion, men fungerer formentligt som en slags stødpude mod slag og knubs.
January 25th, 2005 at 10:48
JMD:
Ang. NyQuil, så læser jeg følgende følgende bivirkning:
“excitability may occur, especially in children”.
Og vi ved jo alle at børn hverken skal ses eller høres, så det er jo ganske selvklart at et sådant middel skal forbydes.
January 25th, 2005 at 11:44
Hmmm… jeg tænker mere over grunden til stakkels Brians sot….. sære ting at citere… dog alligevel den oldgamle sang “Her Oluf hand rider” hvor der står:
“Og vil du ikke dandse med mig, Sot og sygdom skal følge dig.” Brian… hvem er det du ikke vil danse med ?
January 25th, 2005 at 16:59
Jeg har åbenbart på et tidspunkt takket nej til at danse med sundhedsfeen.
Hvilket jeg nu bitterligt fortryder.
Kom tilbage sundhedsfe og lad os træde valsen!
January 26th, 2005 at 09:30
Se dér har du måske en pointe. Der findes jo så to typer fe. Den vi kender med spids hat og tryllestav… Og så er der jo den kemiske betegnelse fe, som jo er jern.
Måske det er jern du mangler Brian… mangel på jern, og dermed blodmangel, viser sig sjovt nok ofte i forbindelse med åreladninger :O)
Nå - men det betyder således at du kan købe din sundheds’fe’ i Matas - og efterfølgende valse hjem - som jern-helten !
January 26th, 2005 at 09:45
Jern giver en fantastisk jernhård mave, og så er vi tilbage til Hennings vederstyggelige traktement bestående af et udtømmende lavement.
January 26th, 2005 at 12:44
Igen en pointe! - Da må man overveje hvilke feer man indtager…. de kan bindes forskelligt :O)
Jeg må foreslå dem der hedder krydderblod… disse feer både smager godt og er bundet rigtigt for maven :O)
January 26th, 2005 at 15:07
Brian skal have jern? Hm.
Jeg synes din tilstand lyder truende, Brian - jeg anbefaler en kugle for panden for at udfri dig af dine lidelser. Selvmedlidenhedsdrab.
January 27th, 2005 at 11:22
Hvis du skaffer patronerne skal jeg nok skyde ham…. Hvad siger i til helstegt Brina mørk med Feér på sidevognen.
Kan selvfølgelig også vente til han går af dage helt af sig selv. Der har aldrig været noget galt med at spise selvdøde dyr. Men der er noget helt forkert i at spise grønne blade, planter og grene. Man spiser ikke madéns mad.
January 27th, 2005 at 11:48
Jeg bryder mig ikke om nogen af jer.
Så ved i det.
January 27th, 2005 at 13:23
Som Aperitifchampagnen Starter vi med en Piper-Heidsieck, hvilket er et udemærket valg. Bestemt ikke et dårligt glas.
Dertil en hørende serie appetitvækkere: Delikat kold jordskokkeflan med hønsegelé. Selleri-creme-suppe med karryolie og mynte på toppen. Utrolig fin. Og vil klæde den første ret af pocheret vagtel med drænet yoghurt med tun og Brians Bækken. Vagtlen fornemt pocheret og rosa, den drænede yoghurt skal være frosset og fintrevet - og vil således blive til yoghurt, når den ramer tungen.
Næste ret: Brian Mørks Skulderparti-croustillant med et lidt euroasiatisk tilbehør: peanuts, peanutcreme, bønner, soja og havesyre. Dybest set en lille forårsrulle med Hr Mørks rygstykke. Meget lækkert og godt tænkt.
Som afslutning skal vi have varme-gele-cannellonier af rødbede med rødbedefyld, en figen, perleløg, kantarel, mandelsvamp, tyttebær, en dråbe kalveglace vendt i mørks Brystparti. Dekonstruktion på fornemste vis. Altsammen præsenteret ved to pocherede Venø-østers dækket af østers-sabayonne, en skive helstegt foie gras, lidt reduceret balsamico som antydning i Hr brian Mørks inderlår.
For at runde menuen op, åbner vi en krydret spansk klassiker af de store: Priorat, Clos l’Obac, 2000. Stor, intens, voldsom. Næsten røget i næsen, masser af mørke bær - voldsom og alligevel afrundet.
Velbekomme
January 27th, 2005 at 13:36
Hmmm… er det ikke at gå til yderligheder sådan ligefrem at slå ham ihjel og spise Brian… det tror jeg altså ikke jeg vil være med til….
- Og Brian bliver ked af det som I kan læse… og så bliver jeg også ked af det… og så kan man ikke spise noget alligevel…
January 27th, 2005 at 15:20
I det mindste er der stil over mit endeligt.
Du er min foretrukne banemand Mongo.
January 28th, 2005 at 23:55
Mongo i et køkken? Jeg skal til Gran Canaria!