Jeg taler mens du prøver at se en film
af Thor Frølich January 6th, 2005
Du kender mig godt. Jeg er ham der sidder lige bag dig, hvis ikke ved din side, når du er i biografen. Mens du forsøger at koncentrere dig om filmen, har jeg valgt at sige en hel masse. Ofte. Ugeneret taler jeg med mig selv, mit entourage eller til personerne i filmen. Hvis en mand i en bil er ude for en lidet fysisk plausibel hændelse, skal han da have det at vide! “Årh ja, overtronisk eller hvad”?!
Bliver jeg bedt om at tie stille, gør jeg det. I omtrent et minuts tid. Længere tid evner jeg ikke at være tyst. Det er nok fordi jeg har et problem med noget inde et sted i hjernen.
Den film er kedelig. Hvor gør han sådan? Hvem er hun? Iiih, altså!
Mildt retarderet midaldrende menneske, som jeg er, går jeg i biografen og er ikke rigtig klar over at andre mennesker næppe finder det ønskværdigt at få beskrevet de sidste 4 sekunders handling med ord fra min mund. Måske skyldes det, at de ser samme film som jeg? Men tør jeg risikere at de går glip af handling, action og spænding? Nej. Nej, jeg gør ej.
Pigen der keder sig, hende er jeg også. Kedsomheden udspringer af min manglende forståelse for stoffet der behandles i filmen. Men ikke på vilkår om jeg forlader salen for at gøre en ende på mine lidelser. Valget falder i stedet på at småsludre med min lige så lavtflyvende veninde. Min mobiltelefon er tændt og venter spændt et opkald. Katrine-Amalie har været på date med Jonas. Hvordan mon det er gået?
Sommetider er jeg en 13-årig knægt, som er svært interesseret i at lade mine med-ungdomssvin vide at jeg faktisk sagtens kan følge med i handlingen, selvom den foregår på et svært sprog. Og alt bliver forklaret med tekst på dansk. Typer som mig burde se flere film derhjemme eller blive klippet og lave mine lektier. Mine danskkundskaber bør styrkes, da der ikke er noget der hedder “tj’aaaalt grineren, dér”!
Pestmanden befaler stilhed i biografen!
Fælles for mig er dog, at udstrækningen på mit empatiforladte univers er begrænset til lige der hvor min krop slutter. Og jeg har derfor ganske svært ved at forstå hvad al den virak og vrede skyldes. Hvis jeg bliver tysset på, kan jeg endog finde på at spørge om det her er en ‘voksenbiograf’, hvor man ikke må sige noget? Det er alle biografer, der viser film, bliver jeg oplyst om. Der kan man bare se. Det er snart glemt igen.
Så bær over med mig. Det er faktisk lidt af et mirakel at jeg er nået så langt. Jeg er ikke fejlernæret og er klædt i tøj. Derudover har jeg overlevet at begå mig i trafik indtil flere gange. Penge tjener jeg ved at udføre mere eller mindre komplicerede opgaver og jeg kan ofte læse. Mine mange defekter til trods, formår jeg at undvige dødens klamme favntag i et kompliceret og hektisk samfund.
Men holde min fede kæft i en biograf kan jeg altså ikke.
Posted in Frække ting |
January 6th, 2005 at 15:31
Har ofte oplevet denne type i biografen.
Har lige så ofte ærgret mig over mit manglende fremsyn over ikke at have husket min bajonet.
Til at stikke med.
January 6th, 2005 at 20:39
Bajonet af koldt, smukt sort, tysk stål.
Så kan man også, hvis filmen er lidt kedelig, selv give den fin action ved at, i blindt (eller bare svagtseende) raseri, begynde at stikke de andre biografgængere i stykker.
Så kan de nemlig lære det, og “det var sludrechatollets skyld det hele”, siger man senere til dommeren. Dommeren nikker forstående og er glad for at der dog er EN anklaget som ikke skyder skylden på samfundet. Derefter bliver man frikendt og får en lystyacht af staten.
Det var sådan det gik mig sidst jeg var i biografen, det var en lun sommeraften i Casablanca i 53.
January 6th, 2005 at 23:53
Jeg vil endnu engang opfordre til vagter i biograferne, udstyret med NVG´er og en præcisions-riffel.
Jeg vil tro, at det kun vil tage en 30-40 døde ungdomssvin, før resten har fanget budskabet.
Alternativet er naturligvis lyd-aktiverede sentry-guns, men der går nok lige et års tid før den slags er teknisk muligt.
January 7th, 2005 at 01:23
Startede det ikke alt sammen med at menneskeheden fik Videomaskinen af Gud?
Fra den dag kunne vi sidde og tale midt i filmen, gå ud og tisse, eller gøre det direkte i sofaen, for vi var jo hjemme og stanken var alligevel ikke værre end at dem ovenpå højst klagede en gang hver anden uge. Men lad det nu ligge.
Ihvertfald har denne “jeg er alene og jeg ser film” attitude grebet om sig sig i sådan grad at man nemt kan forveksle Cinemax med Hawaibio, hvis man skal skal dømme efter hvor private folk er blevet. Ja, sæderner klistere også i Cinemax forøvrigt.
Hvad bør gøres? SKal vi give Videoen tilbage til Gud? Brænde Cinemax og gøre Hawaibio mere famillievenligt og knapt så trangt ( hvor er køkkenrullen forøvrigt?)? Dræbe alle hallunker, tølpere og bigraffreds skændere som tillader sig at kommentere indlysende ting og ikke fatter de ikke er alene?
Ja.
January 7th, 2005 at 15:48
Gå i og kun i Empire Bio. Her hersker mildest stilhed, og forstyrende snak bliver straffet hårdt :) Men gør det ikke nu, hvis din plan er at med øjnene fint placeret i midten af dit ansigt at gøre det for at kigge på Oceans Twelve. Der bør du holde dig væk.
January 8th, 2005 at 22:29
Jeg undrer mig over at Brian Mørk ikke var med i velgørenhedssangen “Hvor Små Vi Er”… Er sangstemmen blevet så elendig efter at have hørt Rammstein??
January 10th, 2005 at 23:48
Husk dog altid at medbringe en Ipod tilhørende hørebøffer, med en no-payload-downloadet version af premierefilmens lydside. Gør alle ikke det, efterhånden?