Selv passer jeg altid flot på, når jeg cykler!

Langt flere end først antaget bør, efter min mening, have deres ben sat af. Alternativt kan man vælte deres cykler i en vulkan. Årsagen er dårlig trafik-etikette, som sandsynligvis er et resultat af mangelfuld opdragelse eller en forsvindende evne til at sætte sig i andres sted. Det er for så vidt uvedkommende for diskussionen lige nu, da jeg aldrig har været den store tilhænger af andet end symptombehandling. Jeg mener, hvis man er konsekvent nok med amputationerne, vil problemet gå i sig selv igen. Lidt ligesom det skete for sabeltigeren og rytmik-timer i folkeskolen. Hvis ikke, så har man haft det sjovt med det så længe.

Ofte kommer jeg cyklende, forsvarligt, lovmæssigt og sikkert, men betydeligt hurtigere end de andre mennesker. Overhaling på overhaling, i eet væk. Det er såmænd ikke fordi jeg kører særligt stærkt. Min fysik tillader det dårligt. Men snarere er det fordi det øjensynligt er på mode at køre akkurat så hurtigt, at man ikke vælter om på siden og bryder i brand. Men så bestemt heller ikke hurtigere. Personligt synes jeg det er pinligt at komme langsommere frem end mennesker til fods men på det punkt skiller jeg mig ud.

Med en cykel som denne ville jeg eje vejen, som profeten forudså det. Manden vil jeg ikke vide af.

Af og til hænder det så. En af de meget langsomme øjner muligheden for at overhale en af de helt ubeskriveligt langsomme cyklister. Som en gletsjer kryber forbi en anden og mere træg gletsjer. Eller et væddeløb mellem muslinger. Men man må jo ikke overhale før man har kigget sig tilbage - der kunne jo komme nogen, som man så kørte lige ud foran! Farligt! Over skuldren ser de mig i rasende fart nærme sig og trækker derpå prompte ud foran. Jeg truer naturligvis med at skænde deres grave og måske nive dem.
Og det er jo sælsomt, dette. Man kigger sig rigtigt nok tilbage men nægter derefter pure at reagere fornuftigt på det sete.
Gad vide hvad der skal til for at disse fæ venter med at overhale til der er blevet frit? En stor landbrugsmaskine med ild i? Måske med Göring’s spøgelse ved roret. Grædende Thor Frølich i rasende fart er ikke noget at frygte, synes mange at tænke. Den slags dumdristigheder kan føre til brukne ben og arme. Jeg tænker tit på hvor trist det kan gøre mig, navnligt hvis de ben og arme er nogen jeg bruger dagligt. Eksempelvis mine egne.

Men, vent! Der er flere farlige forhindringer på din vej. Alle kender vi De Uadskillelige Piger. De er glade for hinandens selskab og bliver til en tykflydende masse, hvis de kommer mere end 7 meter fra hinanden. Massen minder lidt om det der kommer ud af rumpen på en græshoppe, når man trykker på den. Hvorom alting er, vil disse pigebørn intet risikere, så de cykler klinet op af hinanden. Uanset hvor smalt der så måtte være. Beklageligvis kører de ofte kun ganske lidt hurtigere end Paven kan gå. Vil man forbi, kan man jo bare svinge ud på kørebanen. Hvad de arme stakler ikke er klar over, er at kørebanen er et temmelig fjendtligtsindet miljø for et menneske på cykel. Man skal ikke køre derude. Og på spørgsmålet:

“Så travlt har du vel heller ikke, hva”?!, når man tordner forbi De Knævrende Fruentimmere, kan jeg kun svare med en nyt spørgsmål:

“Hvad giver Jer dog anledning til at turde gætte på sværhedsgraden af min mangel på tid”?!

De er ikke alle lige vellignende

Er mit møde blevet udsat? Venter de lidt med at starte filmen i biografen, fordi jeg var nødsaget til at køre bag Jer? Hvor heldigt. Hurra. Godt jeg mødte Jer.

Og med ønsket om at alle dårlige cyklister vil havne i Brian Mørk’s flæskede indre, eller blive bedre cyklister, vil jeg slutte her. Det skulle jo nødig virke som om jeg er en vred og bitter tosse. Faktum er at jeg bruger 70 % af min tid, hver dag, på at drømme om at omfavne dig. Resten af tiden snitter jeg små figurer af træ. De er sirligt detaljerede og forestiller allesammen en lille træudgave af dig.

Dig uden bukser på.

Farvel, ven.