Fedt nok, monsieur !

af Brian Mørk August 23rd, 2004

Siden jeg lærte at gå, og prompte undlod at gøre det, har min krop udviklet et stofskifte der ville passe udmærket til et dyr i dvale.
En bjørn, en lækat eller en af de der frøer der kan leve under ørkenens sand i 10 år uden føde.
Det ville være fint hvis jeg, lig den magiske frø, ikke nærede noget behov for at indtage både kulhydrater, proteiner, fedtstoffer, mineraler og farvestofferne E-3 til E-2345.
Men det gør jeg.
Jeg spiser gerne både ting man har taget ud af dyrs stadig dampende kroppe og knasende kornprodukter fra marken, kakaotræet og diverse drivhuse i Holland.
Deri ligger dog et åbenlyst problem.
Fylder man en ballon med for meget luft, vand eller cowie, så udvider den sig til den når det punkt hvor den sprænger og efterlader et lille barn på grådens rand.
Deri ligger ballonens natur.
Jeg er ingen ballon. Jo, minsæl om jeg ikke hæver som havde nogen hamstret gær i mine porer under den sidste strejke, men jeg sprænger ikke.
Jeg udvider blot min intimsfære drastisk.


Jeg er god i kiksekage.
Se mig!

Andre individer af samme art som jeg, kan sluge muselmandens fedtdryppende kød på spyd 3 gange om dagen og skylle det ned med amerikanske drikke fyldt med så meget sukker at en normal bikube ville holde en uges ferie fra pollenindsamlingen Og det er naturligvis uden at flytte det mindste om på deres kroppes naturlige geografi.
Se bare på den unge Frölich. Benet som en knæler.
Han har nemlig et stofskifte.
I modsætning til mig.
Mit skrøbelige kalkskelet er beskyttet mod alle former for fysiske stød, rystelser og temperaturudsving som var det et B&O widescreen i en kasse fyldt med… fedt.
Og der er ikke det store at gøre ved den sag.

Jeg kan løbe, hoppe, løfte, slå, sparke, hive, trække og flå til jeg kollapser i en uformlig bunke af halvsmeltet talg og menneskefløde uden at det har den mindste effekt på mængden af mig.
Havde jeg en væge ville jeg være en slags vidunderlig evigheds tranlampe som brændte med en flamme så klar at folk fra nær og især fjern kunne varme deres tynde og knoklede lemmer ved den.
Det er jeg dog ikke. Jeg er en vibrerende, svedende og glinsende frituregolem hvis eneste formål er at efterlade et sneglespor af olie som myrer grådigt kan mæske sig ved.
Vend jeres åsyn bort i afsky når jeg amøbeagtigt klemmer mig gennem døren til jeres hjem i søgen på kalorier som jeg kan assimilere og forøge min svulmende kropsmasse med.
Flygt ud i bakkerne med jeres børn og chorizopølser og påkald det nationale forsvar og lad dem regne ildskyts ned over mit kollosale festivaltelt af en altødelæggende monsterkrop.
Det er hvad jeg er værd.
Ok så galt er det måske ikke. Men jeg er sgu godt nok ved at blive en kende ved godt huld.

Hvor er mine pommes fritter?

Posted in Generel spas |

14 Responses to “Fedt nok, monsieur !”

  1. mongomads Says:

    De er her

  2. Frølich Says:

    Jeg er gazellen og du er en løve. En meget tyk og dvask løve. Gazellen hopper frejdigt afsted og alle mener at jeg er en værdig repræsentant for savannen.

    Så skød de løven.

  3. Mørk Says:

    Men løven var beskyttet af sit beskyttende lag af ristede løg og levede videre til at svede en anden dag.

  4. Kaspar Says:

    Det er jo løgn, er det ik?

  5. Roy Jensen Says:

    Phauna-Experth!

  6. Frølich Says:

    Jeg har glemt mere om savannen end du nogensinde kommer til at vide. For at være helt præcis har jeg glemt alt.

  7. mongomads Says:

    Hvem vil med op i kantinen og have en hotdog ?!?

  8. Døden Says:

    at en normal bikube ville holde en uges ferie fra pollenindsamlingen

    Sjovt - her gik jeg og troede at bier samlede honning - og så er det i virkeligheden pollen de samler!

    Smart!

  9. Kahrzdn Says:

    Honning er noget som bierne bæer ud af deres smækre kroppe, efter at have beruset sig i en OD af den fineste nektar fra blomsterne. Uheldigvis bliver de spermet til af de frække støvdragere og kommer så til at voldsinseminere andre blomster selv om de i virkeligheden ikke bryder sig om det. Noget af blomsterspermen bliver også tørret af hjemme i kollektivet. Det plejer at gøre lykke.

  10. Frølich Says:

    Hvem skulle have troet at naturen var så ulækker?

  11. Valdemar Says:

    Menneskefløde ? Er det i familie med mandemælk ?

  12. Brian Meidell Says:

    Jamen, Frølich, naturen har altid været ulækker.

    Vulkaner lugter af prutter. Ikke så mærkeligt at de indfødte løber panisk ned af skråningerne når sådan en går igang.
    Når man tænker på at prutter lugter værre med alderen, så ville jeg også være angst for en 200 mio år gammel vulkan.

    Og sylte. Det er lavet af natur. Overvej hvor meget ulækrere det er end en god syntetisk vingummi, der er kommet til verden uden menneskelig berøring.

    Ja, ad for fanden, siger jeg bare.

  13. Brian Meidell Says:

    Jeg vil godt undskylde for den foregående kommentar. Jeg havde overset overskriften “Skriv noget begavet”.

  14. Rasmus Sigsgaard Says:

    Men Brian, når du så skriver om sammenligningen mellem vingummi og sylte, så er det svært for mig at lade være med at påpege at sylte og vingummi nok har mere til fælles end så mange andre produkter man kan proppe i sig.

    F.eks. kan henvises til Ritt Bjerregaard’s redegørelse om brugen af gelatine i produkter som vingummi, lakrids og medicin, hvor du bl.a. kan finde ro i sindet ved at læse ting som:

    Gelatine kan udvindes af både knogler og huder fra kvæg fra lande, som betragtes som BSE lavrisiko lande, mens situationen for BSE højrisiko lande er, at gelatine kan udvindes af huder fra kvæg, men ikke fra knogler.

    Knogler og huder… Jeg bliver helt sliksulten. Hvem der bare havde nogle vingummier…

Leave a Reply

Comments will be sent to the moderation queue.