Ja, nu skal det jo ikke handle om messing-blæsere, det hele. Faktisk ikke det fjerneste, selvom titlen på følgende skriveri kan give anledning til at man kunne tro det. Sandheden er at jeg ikke kan fordrage instrumenter eller dem der spiller på dem. Musik kvæler alt hvad der er smukt og godt. Og det siger jeg ikke kun fordi Radiounderholdningsorkestret dræbte min hund, Gøglo, for øjenene af mig, da jeg blot var en lille knøs. Men nok mest derfor. Det er nu slet ikke hvad denne artikel skal handle om. Nej, emnet er langt vigtigere end mine mentale ar, hvis en sådan ting er mulig. Vi skal kigge på de mange utvetydige tegn på apokalypsens snarlige komme. Ja, du læste rigtigt - dommedag er ikke langt væk! Horder af levende døde og djævle vil gnave på vores Fimbulvinter-frosne underben og overtrække vores Dankort. Det skal dog ikke være gas og sjov det hele, så en forfærdelig tid vil indledes og vi vil alle fortryde vores skørlevned og utallige synder. Hele balladen kulminerer med at solen vokser sig langt større end den plejer og sluger alt og alle.

Slap af, professor! Trompeten i mandens hænder er den næstsidste!

Hvorfor er jeg nu så overbevist om vores nært forestående endeligt? Kig dig omkring, stolte tåbe. Selv mennesker med kun ringe indsigt i tarotologi, stjernetegnologi, videnskabologi og alle de andre ologier, kan se det. Jeg kan se på dine blanke og udtryksløse øjne, der stirrer på mig fra deres randede sokler, at du ønsker konkrete beviser. Og dem skal du få.

Forleden dag kom jeg cyklende, som jeg har gjort så ofte før. På stien foran mig så jeg til min store rædsel en frø sidde. Arrogant nægtede den at flytte sig, hvorpå jeg kørte henover dens trodsige lille krop. Mange mennesker er ikke klar over frøers plads i apokalypsen og dennes varsler, men jeg kan oplyse, at de er involverede til op over begge deres små frø-ører. Amfibiedyr hører til i moser og vandhuller og ikke på min cykelsti. Den ryggesløse opførsel padden udviste kan kun skyldes ragnaroks komme.

Her er solen i færd med at spise måsen på den arbejdende mand

Kun en døende verden ville tillade noget så skændigt og uden værdi som Tour de France, at eksistere. Vi er som fordømte galninge der sidder og griner af et vanvittigt skuespil, opført med det ene formål at aflede vores opmærksomhed mens verden omkring os går til grunde i en sky af aske og lottokuponer. De små spinkle sataner med deres groteske ben er i sandhed apokalypsens cykelryttere.

Der regner ikke ild og svovl ned over os. Et andet sikkert tegn på at enden er nær. For hvis himlene spyede brændende fælskab ned over os i dette øjeblik, så ville det nemlig betyde at armageddon allerede var i gang. Det ville være enormt ærgeligt hvis dommens dag faldt på et tidspunkt hvor man havde lagt andre planer. Eller man var ganske uforberedt og blev fanget i en pinlig situation. Ligesom dengang mine forældre kom på besøg, mens jeg tog fotos af mig selv til månedmagasinet ‘Tissende Cowboys Uden Bukser’.

Nu burde der ikke være skyggen af tvivl. Det er ude med os alle. Så tag dit fineste søndagstøj på og bered dig på at møde din skaber. Eller en tsunami af smeltet sten. Jeg gætter på det sidste.