Selvstændig erhvervsdrivende
af Thor Frølich

Jeg er så uduelig at min revisor fik et dovent øje.

Hov, hov! Det er Hr. Virksomhedsejerdirektør, om jeg må bede. Sådan en er jeg nemlig og forlanger at blive tiltalt som sådan. Basta.

Det gik jo således at jeg sagde mit job igennem et tiår som Videospil-tastelatør op fordi jeg altid havde drømt om at komme til jobsamtale hos mig selv. Jeg havde hørt at jeg var en flink fyr og prøvede lykken. Og til alt held fik jeg tilbudt stillingen, som Vigtighedsdirektør for Fine og Mindre Fine Anliggender efter en nervepirrende udvælgelsesprocess. Højt på strå kan I nok forstå.

Men ikke alt er fryd og gammen i selvstændig-erhvervsdrivendehedsland! Thi jeg har en høne at plukke med Jer, kære skyldige og forhåbentligt behørigt brødbetyngede læsere. Ingen af Jer havde gjort sig den ulejlighed at fortælle mig om bagsiden af medaljen. Lige netop den side af medaljen jeg er mest uvidende om! Det var belejligt, hva?

Bilag. Bogføring. CVR-numre. Årsregnskab. Skatteunddragelse. Blot få af de mange flerstavelsesord man ikke alene skal kunne klappe sig igennem, men gudhjælpemig også forstå betydningen af. Dette kafkaske mareridt af forpligtelser overfor myndighederne kom så ganske bagpå mig at jeg i begyndelsen var vis på at jeg ved et uheld havde fået tildelt et firma-kørekort (Her mener Thor vistnok et CVR-nummer. Red.), som i virkeligheden tilhører Nordisk Fjer eller en større rederivirksomhed.

En revisor udi penge-relaterede tal har sidenhen forsikret mig om at vanviddet er normen og jeg i allerhøjeste grad forventes at betale ikke blot skat, men også noget der hedder moms. Og det indtil flere gange om året og i rede penge. Jeg prøvede at forklare dette revisormenneske at jeg meget hellere ville beholde alle pengene selv, da jeg så kunne bruge dem til at købe vinterstøvler at putte på børnenes tallerkener. Men det ansporede ham blot til en lang tale om endnu kedeligere emner, under hvilken jeg dagdrømte om et mystisk hus hvori alle døre havde deres håndtag siddende på midten. I dette hus var det vanskeligt hurtigt at bedømme hvilken side en dør var hængslet i. Uhørt men sært dragende, vil I nok give mig ret i.

Resultatet er at jeg nu er den fineste direktør med eget virksomhedsfirma. Og hver gang jeg har tjent nogle penge ved at trykke på taster i den rigtige rækkefølge, sender jeg dem straks til min revisor, som derpå sørger for at give dem til alle der ikke er mig.

… læs resten »
Det er ikke alt der tåler dagens lys
af Brian Mørk
Smuk hud.

Selv denne prægtige mand tåler ikke solen!

”Det er ikke alt der tåler dagens lys” sagde min morfar altid, og han havde ret. En af de ting der ikke tåler dagens lys er menneskebørn. Hvis man med dagens lys altså mener solskin og det gør man vel.

Før jeg blev til den skaldede parodi på et voksent individ jeg er i dag, tilbragte jeg en række år i Roskilde som menneskebarn. Nogle gange var det vinter og andre gange var det sommer. Vintrene var koldere end nu og somrene langt varmere.
Det vil sige solen skinnede på mine spinkle bene døgnet rundt (næsten) flere måneder i træk.
Dengang havde vi ikke solcreme/faktor/beskyttelseshindeprodukt, vi modtog strålerne fra solen på vores sarte og uskyldige børnehud indtil skindet faldt af kødet og vi byggede os et nyt hylster af mere hærdet panserhud. Det skete vel tre til fire gange hver sommer. Forældrene dengang anså ikke solen som farligere end at sidde bag i en Cecil-tilrøget Lada med lukkede vinduer hele vejen til Gardasøen og tilbage igen. Og hvis vi børn kunne overleve i et hjem med nikotingule vægge så kunne vi også overleve ude i den friske luft hvor det kun var solen som prøvede at slå os ihjel.

Mine børn er lavet af næsten samme stof som jeg, bare kønnere. Det vil sige at de sikkert ville kunne overkomme de samme strabadser som jeg. Men de får ikke lov. Ingenlunde. For jeg er en af de der nymodens forældre som gerne vil beskytte mit afkom mod ondt. Og det gør jeg blandt andet ved at smøre dem ind i en solfaktor så høj at de går rundt hele sommeren og ligner små børnespøgelser fra en japansk gyserfilm.

Før jeg fik børn havde jeg ikke skænket det en tanke at klimaet ville blive en dødsfjende. At man ville komme til at bruge så meget tid og ressourcer på at forudse, planlægge og bekæmpe klimaet for at beskytte sine børn mod det onde udenfor.

En tur fra det ene sted til det andet kræver logistik nok til at imponere hærførere. Let tøj de kan lege i, lidt mere dækkende tøj mod solen, halvvarmt tøj til hvis det bliver gråvejr, regntøj til hvis nu det regner, ekstra tørt tøj når nu det andet tøj alligevel bliver vådt efter en tur i mudderet. Dertil sandaler, gummisko, regnstøvler og sutsko. Og så det sædvanlige som bleer, fugtighedsklude, madpakker, juicebrikker etc. Og så selvfølgelig barnet, hvis man husker det midt i al stressen.

De dage hvor man af vanvare får afleveret børnene i skovbørnehave og dagpleje uden at have påført dem deres solbeskyttelse, modtager man personalets både irettesættende og skuffede blikke, og når man går derfra forventer man næsten at de ringer til de sociale myndigheder lige så snart man er rundt om hjørnet. ”Man skulle jo næsten tro at den far ønskede at hans børn kom hjem med 12. Grads forbrændinger. Jeg kan ikke tro at han virkelig elsker sine børn når han opfører sig sådan. Måske er han på stoffer!?”.

Det er muligvis ikke det de tænker, men det er det man tænker at de tænker. Tænker jeg.

Gud hvor er jeg træt af den sommer. Og nu skal jeg gudhjælpemig snart til at finde flyverdragterne frem igen.

… læs resten »
Navnet forpligter
af Brian Mørk

Mand smadrer bjørn.

Min søn Darwin, er som sønner er flest, et drengebarn. Og som et sådant er han fra naturens side skabt til at slås med bjørne og ulve og folk fra andre stammer der vil stjæle hans sparsomme ressourcer, som metaller, korn, ædelstene og senere hen i spillet: Uran. Det er noget naturen har bestemt omkring hankønnet.
Darwin er nu blot 3 år gammel og som sådan har han ikke fattet at han ikke er en stor atletisk kriger, men en lille buttet og imponerende klodset tumling. Det er ikke gået op for ham at han ikke kan springe over forhindringer som en gazelle i flugt eller lande som en panter når han falder ned fra sofaen. Derimod har han efterhånden opdaget at de fleste ting i verden er lavet af hårdere stof end han selv er og derfor kan påføre ham mere skade end omvendt. Det der er svært at forstå er at han ikke tager ved lære hver gang der går hul på ham.

En Mørk smadrer sten.

Jeg havde et slemt styrt på en cykel for 10 år siden. Jeg kører den dag i dag ganske forsigtigt når jeg cykler. Jeg skoldede engang mine blege ben med kaffe fra midten af Mordor. Nu behandler jeg skoldhede ting med varsomhed og ro. Darwin falder på ansigtet hver eneste gang han spæner for fuld fart. Hver gang. Men det har ikke stoppet ham fra at spæne med fuld fart hver gang han skal fra det ene sted til det andet. Jeg kan kun formode at det må gøre ondt. Hvis jeg faldt på ansigtet midt i en spurt, så skulle jeg i hast på hospitalet og i stræk og i bandage og i narkose i 12 uger. Der skulle flyves kirurger ind fra hele verden for at samle stykkerne til det puslespil mine splintrede knogler og spredte indvolde var blevet lavet om til. Darwin rejser sig op, kigger på sit blod med nysgerrighed, klynker to gange og løber videre indtil han falder igen. Lige bagefter.

Jeg begynder at ane at jeg har givet ham et forkert navn da jeg valgte han skulle hedde Darwin. For hvis vi levede efter ’survival of the fittest’ så er jeg ikke sikker på han havde ’survivet’. Han var spænet ufortrødent og glad udover den første og bedste klippe eller sjosket hen og hevet en hulebjørn i pupillen for sjov.

Jeg skulle have kaldt barnet Newton, for om noget beviser han fint at der findes tyngdekraft.

… læs resten »

Arkivet