Jeg er så uduelig at min revisor fik et dovent øje.

Hov, hov! Det er Hr. Virksomhedsejerdirektør, om jeg må bede. Sådan en er jeg nemlig og forlanger at blive tiltalt som sådan. Basta.

Det gik jo således at jeg sagde mit job igennem et tiår som Videospil-tastelatør op fordi jeg altid havde drømt om at komme til jobsamtale hos mig selv. Jeg havde hørt at jeg var en flink fyr og prøvede lykken. Og til alt held fik jeg tilbudt stillingen, som Vigtighedsdirektør for Fine og Mindre Fine Anliggender efter en nervepirrende udvælgelsesprocess. Højt på strå kan I nok forstå.

Men ikke alt er fryd og gammen i selvstændig-erhvervsdrivendehedsland! Thi jeg har en høne at plukke med Jer, kære skyldige og forhåbentligt behørigt brødbetyngede læsere. Ingen af Jer havde gjort sig den ulejlighed at fortælle mig om bagsiden af medaljen. Lige netop den side af medaljen jeg er mest uvidende om! Det var belejligt, hva?

Smuk hud.

Selv denne prægtige mand tåler ikke solen!

”Det er ikke alt der tåler dagens lys” sagde min morfar altid, og han havde ret. En af de ting der ikke tåler dagens lys er menneskebørn. Hvis man med dagens lys altså mener solskin og det gør man vel.

Før jeg blev til den skaldede parodi på et voksent individ jeg er i dag, tilbragte jeg en række år i Roskilde som menneskebarn. Nogle gange var det vinter og andre gange var det sommer. Vintrene var koldere end nu og somrene langt varmere.
Det vil sige solen skinnede på mine spinkle bene døgnet rundt (næsten) flere måneder i træk.
Dengang havde vi ikke solcreme/faktor/beskyttelseshindeprodukt, vi modtog strålerne fra solen på vores sarte og uskyldige børnehud indtil skindet faldt af kødet og vi byggede os et nyt hylster af mere hærdet panserhud. Det skete vel tre til fire gange hver sommer. Forældrene dengang anså ikke solen som farligere end at sidde bag i en Cecil-tilrøget Lada med lukkede vinduer hele vejen til Gardasøen og tilbage igen. Og hvis vi børn kunne overleve i et hjem med nikotingule vægge så kunne vi også overleve ude i den friske luft hvor det kun var solen som prøvede at slå os ihjel.

Mand smadrer bjørn.

Min søn Darwin, er som sønner er flest, et drengebarn. Og som et sådant er han fra naturens side skabt til at slås med bjørne og ulve og folk fra andre stammer der vil stjæle hans sparsomme ressourcer, som metaller, korn, ædelstene og senere hen i spillet: Uran. Det er noget naturen har bestemt omkring hankønnet.
Darwin er nu blot 3 år gammel og som sådan har han ikke fattet at han ikke er en stor atletisk kriger, men en lille buttet og imponerende klodset tumling. Det er ikke gået op for ham at han ikke kan springe over forhindringer som en gazelle i flugt eller lande som en panter når han falder ned fra sofaen. Derimod har han efterhånden opdaget at de fleste ting i verden er lavet af hårdere stof end han selv er og derfor kan påføre ham mere skade end omvendt. Det der er svært at forstå er at han ikke tager ved lære hver gang der går hul på ham.

Conan, her iført sit bedste ansigt.

“Hvad er bedst i livet, Conan”, spurgte jeg en aften vi sad ved bĂĄlet fra en snes nedkæmpede fjenders brændende kroppe og andre ejendele. Han sĂĄ eftertænktsomt op i det stjernespækkede himmelhvælv mens han langsomt gumlede pĂĄ en lidt snavset kvist han havde fundet nogle timer tidligere. “En flot sekstant”, sagde han endeligt og kiggede lidt fraværende pĂĄ mig. “En messing sekstant, med en totalt flot æske i mahogni, som man kan lĂĄse med en lille nøgle.”

Du sĂĄ nogenlunde sĂĄledes ud!

Du sĂĄ nogenlunde sĂĄledes ud!

Kære Arrogante Postdame på Dragør Posthus,

Først og fremmest undskyld at jeg trængte mig på og ligefrem mødte op på dit posthus. Og så lige midt i åbningstiden! Jeg ved vi på bedste vis forsøger at undgå hinanden. Men helt undgås kan fysisk interaktion ikke, når nu Jeres primære virke er transport af molekylær post.